To kommuner slås om ansvaret
Den sorte traktat må væk
Energichartertraktaten har været en trussel mod klimaet i næsten tre årtier. Nu er der en chance for at komme af med den. Men vi mangler en politisk indsats herhjemme. De kommende måneder bliver afgørende.
|
I juli underskrev 400 organisationer fra alle kanter af Europa en udtalelse med et krav om, at EU og alle medlemslandene trækker sig fra den såkaldte Energichartertraktat (ECT) inden det globale klimatopmøde i november.
Skulle det ske, ville hele ECT falde sammen som et korthus, for det er de europæiske lande, der udgør rygraden i det projekt. Det ville være et ubetinget gode for klimakampen.
Energichartertraktaten har til formål at yde beskyttelse til investeringer i energisektoren. Især betyder den, at energiselskaber kan lægge sag an mod stater, hvis de føler sig urimeligt behandlet, og det gør de tit. Ad den vej kan de enten redde sig en stor erstatning, de ellers aldrig havde fået, eller presse stater til at omgøre eller udsætte beslutninger.
At det er gift for klimaet har de senere år givet rigeligt bevis for. I øjeblikket har både tyske RWE og det overvejende finsk ejede Uniper lagt sag an mod den hollandske stat som reaktion mod en beslutning om at udfase kulkraft.
De store pengebeløb, der kræves og gi’s under ECT, har en afskrækkende virkning og fungerer som bremse på omstilling til grøn energi.
I Tyskland har den tyske stat set sig nødsaget til at betale en række energiselskaber omkring 32 milliarder kroner for at hindre sagsanlæg under ECT. Den er til for at afskrække politikere for at tage beslutninger, der går energiselskaberne imod, og derfor er den et bekvemt våben for sorte virksomheder. De store pengebeløb, der kræves og gi’s under ECT, har en afskrækkende virkning og fungerer som bremse på omstilling til grøn energi.
Energichartertraktaten skal evalueres
For få år siden var ECT ikke just en folkesag eller et politisk spørgsmål. Kun en lille skare havde paratviden nok til at forklare bare de mest basale elementer i den internationale aftale. Heller ikke politikere har forholdt sig meget til den gennem tiden, heller ikke herhjemme, hvor den blev underskrevet i en ruf af et enigt Folketing minus Enhedslisten i 1994.
Det er helt anderledes nu, hvor EU-kredsen i øjeblikket evaluerer ECT og diskuterer eventuelle ændringer af aftaleteksten – i lighed med lige over tyve lande uden for EU. Det er den procedure, de 400 organisationer vil bruge til at fremtvinge den bedst tænkelige ændring af ECT, nemlig at den droppes, eller alternativt at EU-landene trækker sig ud.
Det ser ikke helt håbløst ud. Flere lande, især Frankrig og Spanien, har talt for, at ECT skal ændres, så der tages fuldt højde for Parisaftalen om det globale klima, og kan det ikke lade sig gøre, skal EU trække sig ud.
EU-parlamentet har for sin del foreslået, at ECT ændres, så energi baseret på fossile brændstoffer ikke længere er dækket. Det er gode toner, men der er stadig for langt mellem de, der vil kalde en spade for en spade og kræve en udtræden af ECT.
Skal Danmark forlade aftalen?
Og så bliver Danmark lidt interessant. For på vandrørene i Bruxelles lyder det, at to lande allerede nu har rejst muligheden for at forlade aftalen, nemlig Grækenland og Danmark. Det er ikke noget, der hidtil har ført til en synlig debat i Folketinget, men kilden er pålidelig: Det er et perspektiv, der overvejes på højt plan.
Det er vel også efterhånden sådan, at kun få om nogen danske selskaber vil komme i klemme i udlandet uden ECT. Ikke fordi det skal være noget kongeargument, men det kan måske underbygge en sporændring i den danske holdning til ECT, der ellers ikke har været kritisk gennem tiden.
Spillet omkring den tysk-russiske gasledning Nord Stream 2 kunne også give et incitament til at søge væk. I 2018 brugte selskabet bag den gigantiske rørledning Energichartertraktaten som pression i et forsøg på at sikre en dansk godkendelse af projektet.
Måske er der også simpelthen mulighed for at få danske politikere til at tage et standpunkt og søge international opbakning, fordi det er det rigtige at gøre. Det er da tegn på noget nyt, at den tidligere konservative minister og EU-klimakommissær Connie Hedegaard har skrevet under på et brev, der udpeger ECT som en alvorlig hindring for klimaindsatsen.
Det er de næste måneder, det gælder. Alt, vi kan nå at gøre for at få danske politikere og regeringen til at rykke på den sag, er værdifuldt. For første gang siden ECT blev til, ryster fundamentet, og det må gerne smuldre i en fart.
02. september 2021 | 06:24
