Når jeg bliver spurgt, hvad mine problemer med EU er, er der flere ting at nævne. En af dem er spørgsmålet om manglende åbenhed. Et emne, der desværre stadig hjemsøger gangene i EU-institutionerne. At sige det er dog ikke altid lige populært. Faktisk er det sådan, at hvis man snakker om åbenhed og behovet for reformer, får man i dag ofte skuldertræk eller dybe suk som umiddelbare svar.
Efter fire år i Bruxelles står det helt klart for mig, at der i allerhøjeste grad stadig er behov for, at der kæmpes aktivt for åbenhed i systemet!
Der er tit folk, der begynder på “den der gamle traver”-beskyldninger, og man kan nærmest se deres tanker glide over til et andet emne. Det er dog en fejl at søge at vifte åbenhedsdiskussionen til side, og man skal huske på, at åbenhed jo er en forudsætning for demokrati. Det er kun gennem åbenhed, at en politisk elite kan holdes til ansvar for, hvad de stemmer, hvem de holder møder med, og hvordan de bruger fællesskabets penge.
Derfor er det også så trist, at åbenhed stadig ikke er en selvfølge i EU. For vi ser stadig, at landenes regeringer mødes bag lukkede døre og nægter at oplyse, hvem de lader sig påvirke af. Det er på grund af manglende åbenhed, at Bruxelles i dag hører til blandt de af verdens byer med allerflest lobbyister. Lobbyister der stadig i stor stil øver indflydelse i det skjulte.
Sagen er også, at uden åbenhed kommer hverken korruption eller lobbyskandaler nogensinde frem i lyset. Tit og ofte er det sådan, at der skal virkeligt store skandaler til, før end EU-systemet viser blot den mindste villighed til at kaste et kritisk blik på processer og procedurer. Men når det sker, viser det sig også ofte, at der sørme er noget at komme efter.
Tag blot den infamøse Qatargate-skandale, der ramte EU-parlamentet i vinter. Her taler vi i bogstavelig forstand om kontanter i kufferter, der siges at have skiftet hænder til gengæld for konkret indflydelse. En af efterdønningerne til skandalen blev, at mens EU forhandlede en (for Qatar) lukrativ luftaftale hjem med golfdiktaturet, der havde den øverste embedsmand for den del af EU-kommissionen der stod for forhandlingerne, gentagne gange havde rejst til Qatar – på emiratets regning, vel at mærke. Var der ikke en interessekonflikt her, spurgte pressen. Nej, lød svaret først, det var skam blevet vurderet.
Hvem havde vurderet den potentielle interessekonflikt, var næste spørgsmål. Det var såmænd den pågældende embedsmand, der selv havde vurderet, at der ingen mulig interessekonflikt var i, at han fik luksusrejser betalt af dem, han forhandlede med. Hvad mere var, forsvarede EU-kommissionen til at begynde med denne praksis.
Men, som spørgsmålene hobede sig op, skiftede man fra EU’s side pludseligt holdning. EU-kommissionens regler blev ændret og den pågældende embedsmand forflyttet, og hans handlinger undersøges stadig. Nu da det var blevet påpeget, at man ikke skal vurdere sine egne interessekonflikter, var det faktisk et problem. Men igen, det var først, da der blev talt højt om det, at åbenlyst problematiske regler blev ændret.
For mig er det et klart og praktisk eksempel på, hvad åbenhed kan, når det virker. Blandt andet derfor er det også ekstra frustrerende, at vi i Bruxelles ser, hvordan den manglende fokus på åbenhed ikke blot betyder, at åbenhedsreformer og ændringer går i stå, men at der ligefrem kan være tale om eklatante tilbageskridt.
Så sent som sidste måned kom det frem, at EU-kommissionen nu vil til, igen, at hemmeligholde noget så simpelt som telefonbogen med navn og nummer på alle de, der arbejder for den. I praksis vil det betyde, at eksempelvis journalister og NGO’er ikke kan se, hvem der sidder på et bestemt fagområde, og hvordan man skal kontakte dem.
Al information – og alle forespørgsler om det – skal derfor gå igennem deres chefer. Ikke ligefrem noget man kan forestille sig vil gøre underværker for offentlighedens indblik i, hvad der foregår bag de lukkede døre. At erhvervslivet ikke synes så bekymrede over dette som mange andre, skyldes måske at det blot vil føre til, at byens mange konsulentbureauer så vil få kronede dage og tjene gode penge på at videreformidle denne ret simple information, men naturligvis kun til dem der kan betale for det. Det skriger jo mod himlen!
Efter fire år i Bruxelles står det helt klart for mig, at der i allerhøjeste grad stadig er behov for, at der kæmpes aktivt for åbenhed i systemet!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
24. maj 2023 | 06:16
Bristede illusioner
En lille nisse rejste
med ekstrapost fra land til land,
hans agt det var, at forbedre EU.
Han kom til Bruxelles
og der, hvor lobbyismen trives,
men mellem alle kæmper
ham tyktes ingen stor.
Da gik han ned til havet
og stirred´ i det klare vand,
han smilte, thi nu havde
han set den største mand.
I 2018 udkom 2. udgave af min bog Materialismens filosofi. Det var et resumé af debatten om fornyelsen af marxismen, der var årsagen til spaltningen af DKP. Bogen er blevet omtalt i DKP’s blad første gang i august 2016 med en anmeldelse af redaktøren, og i 2018 i forbindelse med bogens 2. udgave af Niels Rosendahl Jensen. Du kan læse mere om bogen i ´Fra læser til læser´ længere nede.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
