Nye forhandlingsrunder
Den danske model er rød, ikke gul
Det er vigtigt, at der ved OK26 findes gode løsninger, så vi kan vise, at den danske model fortsat er fundamentet under vores arbejdsmarked og vores samfund, skriver Gordon Ørskov Madsen i denne faglige blog.
|
I disse uger bruger jeg utallige timer ved forskellige forhandlingsborde ved OK26. Som formand for Danmarks Lærerforening og Lærernes Centralorganisation og hovedforhandler for de statsansatte i CFU forhandler jeg, side om side med dygtige kollegaer, de kommende overenskomster for ansatte i både kommuner, stat og regioner.
Det kræver tid og kræfter, og det er i perioder hårdt arbejde. Men det er altid vigtigt. Ikke mindst fordi overenskomstforhandlingerne er en afgørende vigtig del af den danske model.
Den danske model er vores arbejdsmarkedsmodel, og den er noget helt særligt. Det er blandt andet en del af den danske model, at vores arbejdsmarked er baseret på aftaler mellem lønmodtagere og arbejdsgivere. Ved overenskomstforhandlingerne bøjer vi os mod hinanden og finder de gode, fælles løsninger, der fungerer her og nu – og som sætter retningen for samfundet mange år frem i tiden.
Mens vi sidder ved forhandlingsbordene for at udvikle gode arbejdspladser og skabe bedre vilkår for de offentligt ansatte – ja, så er der andre, der bliver væk og holder overenskomstforhandlingerne ud i strakt arm.
Seks ugers ferie, 37 timers arbejdsuge og ret til fri ved barsel, sygdom og syge børn er blot nogle af de rettigheder, der ligger i overenskomsterne – og som har afsmittende effekt på hele vores samfund.
Det er en arbejdsmarkedsmodel, mange lande omkring os kaster lange, misundelige blikke efter. For den giver både resultater og udvikling, stabilitet og tryghed.
Vi forhandler nu igen – som vi gjorde det for to år siden. Og vi ved allesammen, at vi kommer til at sidde her igen om tre år. Hele Danmark følger med, og hvis vi ikke finder en vej, får det store og alvorlige konsekvenser. Det gør, at vi på begge sider af bordet er forpligtede på at tage ansvar og finde fælles veje og udvikle vores arbejdsmarked i en positiv retning for både medarbejdere, arbejdsgivere og samfund.
Men mens vi sidder ved forhandlingsbordene nat og dag for at udvikle gode arbejdspladser og skabe bedre vilkår for de offentligt ansatte – ja, så er der andre, der bliver væk og holder overenskomstforhandlingerne ud i strakt arm.
Jeg taler om de gule. Krifa, Det Faglige Hus, ASE, Frie Funktionærer. Fagforeninger, vil de kalde sig, men de har hverken et fag at samle sig om – eller en forening bag sig.
De er snarere virksomheder. Deres mål er ikke at skabe forbedringer for deres medlemmer, men at tjene penge til ejerne. De har faktisk slet ikke medlemmer, men kunder. De har ikke tillidsvalgte, men direktører. De få overenskomster, de har, er afskrivninger af vores. De lægger ikke arm med arbejdsgiverne, men nasser på det arbejde, vi andre udfører.
Efterfølgende tillader de sig at ringe til vores medlemmer og sælge sig selv som ’et godt og billigt tilbud’.
Heldigvis tror jeg, de fleste af mine medlemmer godt er klar over, hvilken betydning en rigtig, rød fagforening har. Men samtidig kan vi se, at flere og flere går den gule vej.
Vi har alle et ansvar for at vende udviklingen. I fagbevægelsen skal vi være gode til at fortælle, hvorfor vores arbejde er vigtigt – for den enkelte og for fællesskabet.
Men politikerne og de offentlige arbejdsgivere har også et ansvar. Derfor er det vigtigt, at vi finder de gode løsninger ved OK26, så vi kan vise, at den danske model fortsat er fundamentet under vores arbejdsmarked og vores samfund. Og at den danske model – ja, den er ikke gul, men rød.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
01. februar 2026 | 06:00
