Arbejdskraftens frie bevægelighed har presset den danske model siden østudvidelsen af EU med arbejdskraftens vandring fra arbejdsløshedsplagede lavtlønslande til det danske landbrug, byggeri, transportsektor og rengøringsområde.
Og de berørte forbund har knoklet for på samme tid at værne om niveauet i de danske overenskomster mod social dumping og skabe anstændige vilkår for arbejdskraften fra øst og modvirke udflytning af arbejdsopgaver til lavtlønszoner i Europa.
Denne gang er det ikke parternes repræsentativitet, der står for skud. Og så alligevel.
I den sidste ende er det netop dét, at arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer hver for sig organiserer langt hovedparten af henholdsvis virksomheder og lønmodtagere, der på samme tid er aftalemodellens egentlige kerne og forudsætning.
Og det gælder også de aktuelle gløder, som er på vej i faretruende nærhed til den danske models fundament.
De gløder, der er antændt af kravet om garanteret mindsteløn i EU-landene.
Den tidligere direktør i Tænketanken Europa Bjarke Møller gik forleden i Politiken til angreb på den danske fagbevægelse for at sove i timen og ikke “sikre de nederste i det indre marked” gennem indførelse af en garanteret mindsteløn i den form, som EU-kommissionen i sit direktivforslag åbner op for – enten gennem “kollektive overenskomster eller via almengørende per lov”.
Bjarke Møller sigter med sin kritik ikke mindst til sin tidligere hovedsponsor CO Industri, hvis formand, Claus Jensen, har været benhård i sin afvisning af EU-indblanding i lønfastsættelse på det danske arbejdsmarked.
Ethvert tilløb fra EU til at blande sig i lønfastsættelsen skal afvises konsekvent og kontant.
CO Industri og Dansk Industri var med Industriens Fond i ryggen økonomiske fødselshjælpere i 2013 for Tænketanken Europa og ydede i en årrække økonomisk støtte til fondens arbejde.
Jeg deler helt Claus Jensens vurderinger af risikoen ved en garanteret mindsteløn påtvunget et overenskomstområde udefra.
Den danske model er ikke en ren aftalemodel, hvis udformning har været støbt i beton siden Septemberforliget i 1899. Tværimod.
Modellen har udviklet sig til en hybrid mellem partsaftaler og lovgivning på tre ben:
Et aftaleben, hvor arbejdsmarkedets parter fastlægger vilkårene på arbejdspladsen og i arbejdslivet suppleret med retspraksis fra Arbejdsretten.
Et lovgivningsben, hvor Folketinget har vedtaget stribevis af love, der påvirker arbejdsmarkedet fra funktionærvilkår over ferieret til virksomhedsoverdragelse og alt det andet, men som i dag overlader en stor del af lovgivningsarbejdet på arbejdsmarkedet til EU.
Og et EU-ben, hvor EU-regler og lovgivning suppleret af EU-domstolens domme fastlægger vilkår, som skal indføres på medlemslandenes arbejdsmarkeder gennem partsaftaler og/eller national lovgivning.
Og så stikker Menneskerettighedsdomstolen også hovedet frem fra tid til anden med kendelser, som det skete med præciseringen af den såkaldt negative foreningsfrihed og aflivningen af eksklusivaftaler på en lille del af det danske private arbejdsmarked.
Fagbevægelsen skal i mine øjne bruge EU offensivt. Den danske fagbevægelse bør i højere grad påvirke kommende arbejdsmarkedsinitiativer fra EU, mens de bliver til, og dermed inden de lander hos Folketinget og arbejdsmarkedets parter.
En offensiv tilgang indebærer i mine øjne en model, hvor EU-kommissionen, Parlamentet og EU-domstolen begrænser sine initiativer til at spænde sikkerhedsnet ud under de europæiske lønmodtagere og dermed skaber forbedring af de europæiske lønmodtageres grundlæggende beskyttelse, mens arbejdsmarkedets parter bygger rettigheder ovenpå.
Vi skal holde fast i, at den danske model fortsat rummer armlægningen mellem arbejdsgivere og lønmodtagere om nye landvindinger i de kollektive overenskomster.
Og fagbevægelsen bør fortsat sætte hælene i, når EU vil blande sig i mulighederne for i medlemslandene at forhandle og aftale nye rettigheder oven på den grundlæggende beskyttelse.
Og ethvert tilløb fra EU til at blande sig i lønfastsættelsen skal afvises konsekvent og kontant.
Det samme skal Bjarke Møllers kritik af fagbevægelsen for ikke at være solidarisk med europæiske lønmodtagere. Den nordiske fagbevægelses deltagelse i fagbevægelsens internationale samarbejde udspringer i høj grad netop af solidaritet. Både økonomisk og erfaringsmæssig solidaritet.
18. maj 2021 | 09:25
Hvis vi skal have fjernet den sicilianske mafia fra – via EU-udliciteringsregler, at undergrave fagbevægelsens organiseringsmuligheder, skal udliciteringsreglerne permanent fjernes. Alt andet er skvalderkål. vhjannfp
Log ind for at svareOg hvis vi skal have kontrol over tilstrømningen af udenlandske arbejdere og deres spekulative bagmænd, skal vi af med udvidelsen af EU i Bella Centret i 2009. vhjannfp
Log ind for at svareDisse to punkter ville kunne være starten til en fundamentsudgravning og støbning af den nordiske aftalemodel. Men det hjælper heller ikke til afklaring, når den socialdemokratiske formand/kvinde for den arbejdsretlige del af den nordiske arbejdsaktivitetsmodel løber rundt på heroinbonede agentgulve i Davos, og samtidig skal være talerør i og for dele af fagbevægelsen. Og derudover sidder som forkvinde for de indefrosne dyrtidsportioner, som nu har rundet trilliarden på grund af socialdemokratiets manglende evne til at omgås penge og faglig formåen på samme tid. Spekulation med offentlige midler skal forbydes og lovfæstes. Passende kunne man tage 350 milliarder kroner til sunde boliger til ungdommen. Og endelig kunne man for resten af Atp-midlerne oprette et nyt Kreditforeningen Danmark, så boligmangelen kunne afskaffes. Jævnfør tillige eventuelt med overborgmester Frank Jensens forbud mod, at alle ansatte i kommunen ikke måtte flyve med Ryanair. For at man derefter kunne læse i pressen, at Københavns kommune havde “investeret” kommunens likvider i Ryanair aktier. Det holder ingen steder. vhjannfp
Log ind for at svareCitat:…”Når sygeplejersker landet over lørdag nat går i strejke for at presse arbejdsgiverne til mere i løn, er det langtfra første gang. Historien viser, at det er muligt at presse til minimale lønstigninger, men et egentligt opgør med uligelønnen er stort set umulig, lyder det fra tidligere fagforeningsmand Dennis Kristensen…”. Citat slut.
De kalder sig fagforeningsfolk! Dennis Kristensen, tidligere formand for FOA, står ligesom de övrige heroinister for afvikling af fagbevägelsen. Fjern dem! Fyr dem! Og fjern deres pädofile “regering”, der forsöger at afvikle det danske samfund. Deres fascistiske versalliske ejerskabsfölelse til fagbevägelse og det danske samfund er hermed permanent fjernet.
Endnu en omgang fra en analfabet, der engang var socialdemokrat: https://politiken.dk/indland/art8300991/Sygeplejerskerne-har-fokus-det-forkerte-sted
WFTUCENTRAL.org/history
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
