LFS til repræsentantskabsmøde
Mere stolpe op og ned. Nej tak!
Log ind for at svareDen danske model er ikke afgået ved døden
Vreden og frustrationen efter overenskomstforhandlingerne i 2021 er forståelig, men rygterne om den danske models død er stærkt overdrevne. Den er gal med magtbalancen i det offentlige forhandlingssystem, men overenskomstsystemet også for offentligt ansatte er fortsat i live.
|
En del især sygeplejersker har konkluderet på OK 21, at overenskomstsystemet ikke længere er et brugbart værktøj for lønmodtagerne. I mine øjne aflivede sidste års overenskomstforhandlinger imidlertid ikke systemet. Langt hovedparten af de ansatte i stat, kommuner og regioner forhandlede sig frem til et resultat, som medlemmerne efterfølgende godkendte.
Det var i langt højere grad Christiansborgs sammenrotning med de offentlige arbejdsgivere om at bøllebanke lærere og undervisere i 2013, der angreb selve fundamentet for den danske model i den offentlige sektor.
Det er ikke umuligt for enkelte forbund at kæmpe sig til mere i løn. Det viste overenskomstforhandlingerne i 2008, hvor både FOA, Sundhedskartellet og BUPL opnåede en større lønfremgang som følge af langvarige varslede ligelønsstrejker.
Set udefra kan det derfor undre, at sygeplejerskernes lange konflikt i 2021 ikke tvang regionerne til at åbne for kassen, men måske lå der en ekstra ikke offentliggjort hurdle i regionernes gentagne opfordringer til sygeplejerskerne om at præcisere lønkravet.
Vrede over regeringsindgreb
Regeringsindgrebet i sygeplejerskekonflikten udløste med god grund vrede. Regering og Folketinget skal holde fingrene fra overenskomstforhandlinger. Det er parternes suveræne domæne.
Desværre var den politiske indblanding ikke en førstegangsforeteelse. Vi har, når alt tælles med, haft op mod et halvt hundrede indgreb siden Kanslergadeforliget i 1935. Og måske var det ikke ment sådan, men begge parters melding til offentligheden efter den sidste forhandling om, at alle forhandlingsmuligheder var udtømte, fungerer i overenskomstverdenens sprogbrug som en tilkendegivelse om, at parterne smider håndklædet i ringen, og åbner i praksis døren til politisk indblanding.
Regeringsindgrebet i sygeplejerskerkonflikten udløste med god grund vrede. Regering og Folketing skal holde fingrene fra overenskomstforhandlinger.
Kernen i den danske model er netop parternes suverænitet til at aftale løn- og ansættelsesforhold gennem kollektive overenskomster, der dækker alle ansatte. Om nødvendigt via Forligsinstitutionens forsøg på mægling, og i sidste ende gennem armlægning med brug af de kampmidler, som fortsat er intakte – lønmodtagernes strejke og blokade og arbejdsgivernes lockout og boykot.
Til gengæld er den gal med den danske model i den offentlige sektor, hvor arbejdsgivernes dobbeltrolle og økonomiske overmagt skaber en skæv magtbalance til arbejdsgivernes fordel.
Alternativet praktiseres blandt andet i en del af Sydeuropa, hvor parlamenter spiller en aktiv rolle i fastlæggelse af løn- og ansættelsesvilkår. I konkurrencen mellem disse to modeller vinder den danske model i mine øjne med flere hestelængder.
Kamp for bedre arbejdsforhold
OK 21 har også vakt en berettiget vrede og frustration over urimelige vilkår for den offentlige velfærds brugere og ansatte til live igen.
Den kamp kan ikke føres i overenskomstsystemet. Den mulighed fraskrev vi os som lønmodtagere ved det store Septemberforlig i 1899, hvor vi anerkendte arbejdsgiverens ret til at lede og fordele og dermed til at bestemme antallet af ansatte.
Det er i stedet en politisk kamp, som der er al mulig grund til, at de offentligt ansatte kaster sig ind i med fornyet styrke.
Uligelønnen mellem kvinde- og mandefag overlevede desværre OK 21, selvom der blev gjort et indhug med den ligeløns- og lavtlønspulje, som det generelle forlig indeholdt. Og også rekrutteringspuljen vil bidrage.
Sygeplejerskekonflikten fremtvang nedsættelse af en såkaldt lønstrukturkomité, der skal analysere lønforholdene i den offentlige sektor med mere.
Forhåbentligt når komitéen her i løbet af 2022 frem til erkendelsen af, at uligelønnen eksisterer og er ganske betydelig. Det vil skabe grundlaget for at sætte mandeløn til kvindefag på dagsordenen for alvor.
Lønkommissionen, der fulgte efter OK 08, lagde mange kræfter i at fastslå, at der ikke på det danske arbejdsmarked findes en generel kønsbestemt uligeløn.
Grundlag for ligelønsalliance
Falder den nye lønstrukturkomité i samme grøft, så har sygeplejerskestrejken skabt grundlaget for, at kvindefagene i den offentlige sektor ved kommende overenskomstfornyelser danner en stærk ligelønsalliance, som er parat til at tage kampen.
De kvindedominerede fag i den offentlige sektor udgør en ganske betydelig gruppe, som – hvis viljen er der – vil have kræfterne til at sætte ligelønnen som et fælles højt prioriteret overenskomstkrav for lønmodtagersidens forhandlingsorganer i staten, kommunerne og regionerne.
04. januar 2022 | 07:39
