Onsdag den 1. november indledte det israelske luftvåben angreb på Jabalia-flygtningelejren i Gaza – et blodigt togt, der dræbte et højt antal civile. I skrivende stund er der stor usikkerhed, det svinger mellem 50 og 200. Men sammen med bombninger af skoler, hospitaler, overlæssede biler med flygtninge, er bombningen af Jabalia-lejren et af de klare beviser for uhyggelige forbrydelser begået af israelske styrker.
Gaza må være et ’wakeupcall’, som råber på, at vi handler hurtigt på det uhyggelige danske bidrag til blodsudgydelser i Gaza og andre steder. Modtrækket må som minimum være at få rullet reglerne for dansk våbeneksport tilbage.
Ifølge øjenvidner, som har talt med den amerikanske nyhedskanal CNN, var det F-16-fly, der affyrede missilerne mod flygtningelejren, og det er hårrejsende fra et dansk perspektiv. For F-16-fly er blevet til med dansk hjælp og bidrag. De to flytyper, det israelske luftvåben primært gør brug af i Gaza, er F-16 og F-35, som den danske virksomhed Terma har forsynet med bombeophæng (pyloner), displays og andre komponenter i en årrække. Nu er begge flytyper i sving, tilsyneladende med F-16 i spidsen. “Lige nu er himlen fuld af F-16”, sagde en skræmt palæstinensisk-amerikaner fra et skjul i Gaza til ABC News dagen før den første bombning af flygtningelejren, så bombningen af Jabalia-lejren er nok kun ét blandt mange eksempler på krigsforbrydelser begået ved brug af F-16-fly.
Det er en gammel historie om dansk våbeneksport, der på denne måde kulminerer i Gaza. I september 2000 ændrede den daværende socialdemokratisk ledede regering årtiers våbenpolitik ved et diskret pennestrøg efter mange års pres fra Dansk Industri. Det forløb er for nyligt beskrevet i detaljer i artikler skrevet af journalister på Danwatch. Industrien klagede over, at restriktive danske regler gjorde det svært for danske våbenproducenter at gøre sig gældende på det internationale marked, og regeringen svarede ved at ændre reglerne. Hvor det før havde været forbudt at eksportere våben, der kunne blive brugt umiddelbart i en konflikt eller anden undertrykkelse, kunne den danske våbenindustri fra og med september 2000 indgå i store våbenprojekter og eksportere til udenlandske hovedproducenter, når blot det endelige produkt ikke “fremstår som dansk”, som det hed i teksten. Det kom desuden til at gælde for partnerskaber mellem danske virksomheder og virksomheder i EU-lande og i USA, at Danmark ikke ville forholde sig til, hvem slutmodtagerne af våbnene ville blive.
Det var et smuthul på størrelse med en ladeport fra dag ét, og det gjorde det muligt for Terma at indgå i F-35-projektet samt at bidrage til F-16-fly. Det gælder for begge fly, at danske regeringer siden har valgt at vende det blinde øje til, hvem amerikanerne solgte våben til, vel vidende, at de blandt andet havnede hos Saudi-Arabien og hos Israel – to lande, som har stået for utallige overgreb på civile.
Det er nærliggende at tro, at humlen ligger i dansk følgagtighed over for USA, og det er givetvis også en del af forklaringen. Men man skal ikke undervurdere betydningen af skiftende regeringers rent økonomiske hensyn til den danske våbenindustri. Principper er diskret blevet tilsidesat, og regeringen ser våbenindustrien som en hvilken som helst anden kunde i butikken, som har krav på bistand for at sikre indtjening, vækst og arbejdspladser.
Den strategi, Dansk Industri plæderede for i 90’erne, er for længst indfaset. Bombningerne i Gaza er sket med våben med vigtige danske bidrag, men de ’fremstår’ ikke som danske. Men der er også taget andre og måske større skridt i samme retning. Tidligere i år så vi, hvordan udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) åbnede porten for våbeneksport til Saudi-Arabien, for at den danske våbenindustri kan få “de samme muligheder for at deltage i den internationale konkurrence, skabe arbejdspladser og udvikling som de andre”. Det var efter alt at dømme under indtryk af, at billetten til at blive en del af EU’s våbenudviklingsprogrammer sammen med andre landes våbenindustri netop er et mere ’afslappet’ forhold til menneskerettigheder og humanitær ret. Nye venner i våbenindustrien andre steder vil typisk have det svært med danske samarbejdspartnere, der gør vrøvl, når produkterne skal eksporteres. Så det gør danskerne mindre og mindre.
Det har virket. Den danske våbenindustri havde i år 2000 en omsætning i omegnen af 1 milliard kroner, i dag ligger tallet på omtrent det femdobbelte. Og da halvdelen er Termas fortjeneste, er selskabet en slags flagskib i flåden. Så mens Gaza-bombningerne kan ses som en foreløbig kulmination på skiftende regeringers støtte til våbenindustrien, så kan der være meget mere i vente.
Derfor må Gaza være et ’wakeupcall’ – en begivenhed, som råber på, at vi handler hurtigt på det uhyggelige danske bidrag til blodsudgydelser i Gaza og andre steder. Modtrækket må som minimum være at få rullet reglerne for dansk våbeneksport tilbage.
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
04. november 2023 | 06:02
EN TANKE – JEG FØR HAR SKREVET OM !!!!!!
NU ER DER JO KOMMET MERE PÅ BORDET.
KAN BØRNENS MINISTER METTE.
STILLES FOR KRIGSFORBRYDER DOMSTOLEN ????
FOR BØRNEDRAB – BEGÅET MED DELE FRA DANSK VÅBENFIRMA.
SOM DENNE ARTIKEL SÅ GODT BESKRIVER.
NU ER DER JO KOMMET FLERE BEVISER PÅ BORDET.
HÅBER DER ER EN STÆRK EKSPERT – DER KAN ARBEJDE MED DETTE !!!!!!!
Log ind for at svareJa, (ikke min)statsminister Mette Frederiksen, der kalder sig Børnenes Minister, mener, at Israel har ret til at dræbe – foreløbigt – cirka 5.000 palæstinensiske børn for at forsvare sigselv! Det er så ubærligt forrykt, at det ikke burde være muligt.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
