Center for Terroranalyse frygter venstreorienterede spøgelser
Mens regeringen fremlægger nye lovforslag om total og ubegrundet overvågning af alle danskere, prøver Center for Terroranalyse at piske en stemning op omkring "det venstreekstremistiske miljø", der nu skulle udgøre en potentiel terrortrussel. Som noget nyt er det nu en indikator for terrorisme, at man taler "meget negativt" om politikere og virksomheder.I den nye rapport, “Vurdering af terrortruslen mod Danmark“, argumenterer Center for Terroranalyse (CTA) for, at risikoen for terror udøvet af “venstreekstremister” er steget. Analytikerne bag rapporten mener, at der er en begrænset og potentiel trussel fra det såkaldte “venstreekstremistiske miljø” for første gang i mange år.
Truslen kommer angiveligt fra en del af miljøet som “legitimerer og accepterer anvendelsen af vold for at opnå politiske mål” – og med den gummiformulering vil de tæske løs på hele vores miljø.
CTA kriminaliserer og mistænkeliggør helt almindelige holdninger i deres forsøg på at få venstrefløjen til at se farlig ud.
CTA bemærker, at Palæstina-sagen og klimadagsordenen er samlende kræfter for vores miljøer. Det har de helt ret i, selv om det på sin vis ikke er noget nyt. De opfatter dog denne samling som en samfundstrussel og ser også en opbakning af disse dagsordener i den brede befolkning. Nærmest alt, hvad vi synes og laver, bliver dog set som trusler, og frygten for polarisering og “radikalisering” gennemsyrer rapporten.
På helt klassisk vis prøver CTA og PET at dele vores miljø op i ‘aktivister’, der handler på lovlig politisk vis, og ‘ekstremister’, der er villige til at bruge vold for at nå deres mål.
Hvem får lov at være aktivister, når råderummet for lovlig politisk praksis bliver mindre og mindre? Vil der være nogen aktivister tilbage, hvis politivold er de facto konsekvensen af at organisere sig? Og hvis det er ekstremistisk bare at have en antikapitalistisk grundholdning eller at være god til at organisere eller samarbejde, hvad er der så tilbage for aktivisterne at lave uden at blive kategoriseret som terrorister?
Men hvor er volden i det ‘venstreekstreme’ miljø?
Det, alle burde lægge mærke til, er, at der hverken i rapporten eller i medierne er nogen som helst beviser eller indikationer for, at aktivister i det venstreorienterede miljø udøver eller planlægger vold mod samfundet eller politiske modstandere. Der er ingen eksempler, intet at tage fat i og intet at finde.
Den eneste vold, der findes i det venstreorienterede miljø, er volden mod aktivister fra politiet og højreradikale grupperinger. Der er vel forskel på, at aktivister diskuterer strategier, som legitimerer og accepterer vold som et redskab i specifikke situationer, og så faktisk forholde sig til de aktuelle metoder, som aktivister i Danmark benytter, der gennemgående er ikke-voldelige.
Demonstrationerne, blokaderne og universitetsbesættelserne for Palæstina har været gennemgående ikke-voldelige, klimaaktivisterne planlægger de samme civil-ulydighedsdemonstrationer, og heller ikke andre steder ser vi vold for tiden.
Det virker mærkeligt at påstå, at det danske venstreorienterede aktivistmiljø skulle være mere truende og voldeligt i dag end for 10, 20, 30 eller 40 år siden. Det er de samme grundlæggende ideologier, som ligger til grund for vores aktivisme og organisering. Meget lidt har ændret sig, ud over at vi dengang kunne have vores holdninger uden at blive udråbt som terrortrussel af myndighederne.
Når der ikke er relevante eksempler på egentlige terrortrusler, så finder Center for Terroranalyse i stedet på andre småting, som de ikke kan lide.
Ifølge centret er det en indikation på terrorparathed, at aktivister har skrevet kritisk om virksomheder og politikere, der er aktører i folkedrabet. Det er en indikation på terrorparathed, at man har en holdning om, at kampen for klimaet er en antikapitalistisk kamp, eller at konflikten i Palæstina handler om imperialisme.
CTA kriminaliserer og mistænkeliggør helt almindelige holdninger i deres forsøg på at få venstrefløjen til at se farlig ud. Og hvis almindeligt mediearbejde om eksempelvis krigsmaterialer til Israel betyder terrormistanke, så må selv Ekstra Bladet og DR være på terrorlisten.
Rapporter om terrortruslen fører til mere overvågning
Samtidig med at rapporten Vurdering af Terrortruslen mod Danmark bliver udgivet, er regeringen gået i rette med hele civilsamfundet og forsøger at indføre en nærmest ubegrænset overvågning af alle danskere på tværs af offentlige og private dataregistreringer.
I det venstreorienterede og propalæstinensiske miljø er der ingen tvivl om hensigten. I flere år har vi oplevet stigende vold, overvågning og repression fra myndighederne, lige fra PET til det lokale politi. Myndighederne spiller alle deres kort i forsøget på at knuse det venstreorienterede miljø. Og vurderingen af “truslen” om terror vil uden tvivl føre til øget overvågning af venstreorienterede aktivister i almindelighed.
Center for Terroranalyse må være i vokseværk, for hvert år blive deres rapporter længere og længere og mere skingre.
Vi må være på vagt. Vi kan aldrig acceptere, at myndighederne kriminaliserer vores holdninger og strategier, og selv om vi godt ved, at vores rettigheder kun gælder halvt-om-halvt, så kan det i fremtiden blive langt sværere at være organiseret venstreorienteret aktivist i Danmark.
Myndighederne er bange, det burde de måske også være. For I takt med at flere og flere aktivister, venstreorienterede og borgere får øjnene op for den forfærdelige virkelighed, som kapitalismen bygger på, bliver vores bevægelser kun stærkere.
Vi oplever allerede repression, og der vil kun komme mere af den. I mellemtiden må vi stå sammen, være solidariske og ikke mindst fortsætte vores engagement.
Måske skal vi lægge nye strategier for vores sikkerhed og samtidig igangsætte nye kampe for at beholde de rettigheder, vi allerede har – vi kunne starte med en massiv kamp imod regeringens nye forsøg på overvågning.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.