For nogle måneder siden kunne man i pressen høre om, hvordan butikstyveriet er steget kraftigt. Jeg tror, at enhver af os, der har stået i et supermarked, kunne nikke genkendende til dette udsagn. Priserne er steget voldsomt. 18 kroner for en liter mælk, ja det er da rent tyveri.
Når man efter at have betalt overpris for sine varer kommer hjem, kan man så se, hvordan varerne er “skrumpet”. Der er meget mindre i leverpostejbakken, rugbrødspakken, morgenmadsæsken og så videre. Det til trods for at priserne er steget.
Jo, det er, hvad jeg vil kalde rent og skært tyveri. Men det, supermarkederne kalder tyveri, er åbenbart, når folk glemmer at betale for nogle af deres varer. Som jeg ser det, er supermarkederne de største butikstyve. For nylig kunne man da også høre, at vi i Danmark betaler 45 procent mere for vores varer end gennemsnittet i EU.
Jeg håber på en konflikt, så vi kan vise ungdommen, hvor stærk arbejderklassen er, når den kæmper samlet.
Da industriforhandlerne skød OK25-forhandlingerne i gang, var det med udsagn om, at det store reallønstab fra 2022 var indhentet. Jeg var selv så privilegeret at være til møde hos Dansk Metal Hovedstaden til deres OK25-optaktsmøde. Her spurgte jeg, om de havde tal for, hvordan det var gået til lokalforhandlingerne. Det spørgsmål kunne jeg ikke helt få svar på, ud over at “ikke alle havde fået de otte procent”, der var lagt op til.
Man har kunnet læse, at de ansatte i Novo Nordisk ligger lunt lønmæssigt. Men som malersvend kan jeg berette, at vi, så vidt jeg ved, ikke er steget de otte procent. Jeg må indrømme, at det er min egen vurdering. Da jeg var til et såkaldt topmøde i Malerforbundet, kunne jeg nemlig heller ikke få svar på, hvordan lønningerne havde bevæget sig de sidste to år.
Det bekymrer mig noget. Har vi et lønefterslæb (hvilket jeg mener), eller har vi fået de lønstigninger, vi er blevet lovet? Det er vel ret så relevant at få svar på, nu vi skal til overenskomstforhandlinger igen. Min påstand er, at det er langt fra alle arbejdspladser og fagområder, der har indhentet reallønstabet under inflationen.
Jeg kan forstå på topforhandlerne fra industrien, Claus Jensen og Mads Andersen, at de tager alle de 8-900 forskellige krav fra medlemmerne med til forhandlingerne. De siger, at når de ikke melder ud, hvad der er hovedkravet, er det, for at arbejdsgiverne ikke skal “gøre det for dyrt” at få det gennemført.
Skal jeg være helt ærlig, synes jeg, det er for vattet. Forhandlingerne i industrien bliver i stor grad overført til alle andres overenskomster. Derfor vil jeg mene, at det var på sin plads klart at melde ud, hvad der er hovedkravene.
Hvis det er os som medlemmer, der stiller kravene, bør vi vel også have indflydelse på, hvad der er de vigtigste krav. Nu siger de bare, at de tager alle krav med, og lige meget hvad de kommer tilbage med, har de jo så forhandlet på medlemmernes vegne.
Det er ikke andet end en smart manøvre, for at de kan præsentere selv det mest usle forlig som “en indfrielse af medlemmernes krav”.
Op til de nuværende overenskomstforhandlinger har der været snak om, at man kunne samles om fælles krav. Her er mit indtryk, at det ikke helt er lykkedes. Der har både været snak om lavere arbejdstid og medlemsrettede goder.
Jeg har også hørt fra flere i industrien, der er lede og kede af den udbredte fleksibilitet, der afkræves af industriarbejderne. Arbejde på alle tider af døgnet og overarbejde oveni. Det gør det svært med familielivet.
I byggeriet har vi stadig en kæmpe udfordring med østeuropæisk arbejdskraft, der snydes og udnyttes. Vi ønsker stadig værn mod social dumping og dermed en langt højere mindsteløn.
Jeg har de sidste mange OK-forhandlinger troet, at der var en seriøs chance for konflikt. Som bekendt har jeg taget fejl alle gangene. Lad mig sige, at denne gang tror jeg ikke, der er de store chancer for en konflikt. Men jeg håber, at jeg tager fejl igen. Med andre ord håber jeg på en storstrejke på det private område. Hvorfor?
Jo, fordi toppen af fagbevægelsen efterhånden har gjort fagbevægelsen så tandløs, at folk under 40 aldrig har oplevet en strejke på det private område. I takt med at toppen af fagbevægelsen kaster vores kamptraditioner til side for “realistiske” trepartsforhandlinger, myldrer medlemmerne ud og væk.
Så jo, derfor ønsker jeg en konflikt, så vi kan vise ungdommen, hvor stærk arbejderklassen er, når den kæmper samlet. Måske kan vi på den måde også stoppe det butikstyveri, supermarkederne udsætter arbejderne for, når vi køber ind.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
15. januar 2025 | 06:03
godt sagt Lars.
det er på tid at vi gøre op med toppen af fagbevægelsen over hele linjen.
De står ikke på vores side og de udnytter vores tålmodighed.
Det er på tid man starter diskussioner i klubberne og afsløre det rådne system vi lever i.-
Panos
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
