Stop investeringer i våben
Børn er også børn, efter klokken ringer ud
Trivsel kræver investering i børns hele liv. Men fritidspædagogikken er blevet det glemte hjørne af børnepolitikken. Her sparer både staten og kommunerne gang på gang, skriver Anne Dahl Thing i denne blog.
|
Der bliver talt meget om skolen. Om reformer, timetal, tests og, efter den stærke dokumentarserie Skolens tabte børn landede på DR, ikke mindst om mistrivsel og skolevægring.
Skolen er uden tvivl en vigtig arena. Men når klokken ringer ud, er børns dag langt fra slut. Vi bliver ved med at glemme, at de fleste børn efter skole trasker i SFO eller klub. Og for mange er det dér, dagens vigtigste timer foregår. Det er her, de leger fordybet, knytter venskaber og finder et pusterum fra krav og præstationer.
Alligevel er fritidspædagogikken blevet det glemte hjørne af børnepolitikken. De sociale normeringer på fritidsområdet udløber på finansloven i år, og selvom den tilsvarende pulje til dagtilbud gøres permanent, så får midlerne lov til at bortfalde fra fritidsområdet.
Når kommunerne skal finde besparelser, er det alt for ofte SFO’er og klubber, der betaler prisen. Personaletallet falder, pædagogandelen falder, og grupperne bliver større. Mange steder står én voksen med 30, nogle steder helt op til 40 børn, ifølge BUPL. Det betyder, at der hverken er tid til nærvær, leg eller de samtaler, der gør, at børn bliver set.
Det paradoksale er, at vi som samfund er dybt optagede af børns mistrivsel, og alligevel sparer vi netop dér, hvor børn, der mistrives i skolen, får en chance for at finde plads i andre fællesskaber og aktiviteter. I fritiden. I SFO’en og klubben, hvor de kan være sig selv, eksperimentere med verden og få pauser fra skolens tempo. Når vi forringer fritidspædagogikken, underminerer vi en af de stærkeste værn mod stress, ensomhed og præstationspres.
Langt mere end pasning
Fritidspædagogikken er meget mere end “pasning”. Den bygger på relationer, kreativitet og fællesskab. Her lærer børn at forhandle, samarbejde, tage ansvar og stå fast. De lærer at være mennesker blandt mennesker. Det kræver voksne med faglighed, erfaring og overskud, som formår at se vores voksende børns værd og potentiale.
Men den faglighed er under pres. Når der spares på fritidstilbud, forsvinder pædagoger. Når der ikke længere er sociale normeringer i fritidstilbud, så forsvinder mange pædagoger pludselig på én gang nogle steder. Og når pædagogerne løber hurtigere, bliver der ikke tid til de børn, der har brug for lidt ekstra støtte. Mange børn, der har det svært i skolen, finder ro og styrke i fritidspædagogikken. Det er dér, de oplever at blive mødt som hele mennesker. Når de voksne ikke længere har tid, er det de børn, vi mister først.
Hvis vi vil tage børns trivsel alvorligt, må vi se på de glemte timer og give fritidspædagogikken den plads, den fortjener.
Forældrene mærker det tydeligt. Flere oplever, at SFO’en er blevet mere urolig, at personalet udskiftes ofte, og at der er for lidt struktur og omsorg. Det er ikke pædagogernes skyld, men systematisk underprioritering gennem et årti. Man kan ikke skabe tryghed og fællesskab for 30 børn ad gangen. Og man kan ikke bygge relationer, når man konstant skal dække huller og løbe mellem aktiviteter.
Samtidig er der store forskelle mellem kommuner og nogle steder bare fra én skole til en anden. Der findes ingen nationale standarder for normeringer, pædagogandel eller kvalitet i SFO’er og klubber. Det betyder, at børns fritidsliv afhænger af postnummeret. Og når området organisatorisk er placeret under skolen, drukner den pædagogiske stemme let i læringsmål og økonomiske hensyn.
Det er en politisk blind plet. Vi har en lov om minimumsnormeringer til de mindste børn i dagtilbuddene, som på trods af også at have brug for et grundigt gennemsyn i det mindste angiver et pejlemærke for en kvalitetsstandard. Men vi har intet tilsvarende for de større børn. Det giver ingen mening. Børn over seks år har mindst lige så meget brug for nærvær, relationer og fagligt dygtige voksne.
Tips til kommunalvalgkampen
Fritidspædagogikken er en samfundsinvestering. Den forebygger ensomhed, mistrivsel og eksklusion. Den skaber trygge fællesskaber og lærer børn at være demokratiske borgere. Hvis vi virkelig mener, at vi vil gøre noget ved børns mistrivsel, skal vi starte dér, hvor børn faktisk har tid og frihed til at leve og lege. Vi skal starte i deres fritid.
Jeg foreslår (og her følger gratis tips til kommunalpolitiske kampagner, som alle frit kan tage til sig):
- Indfør standarder for normering og pædagogandel i SFO’er og klubber.
- Bedre arbejdsvilkår og anerkendelse af fritidspædagogerne.
- Økonomiske rammer der giver tid til relationer, kreativitet og fællesskab.
- Et opgør med idéen om at fritidspædagogik blot er “pasning efter skoletid”.
Trivsel begynder ikke klokken otte og slutter ikke klokken to. Hvis vi vil tage børns trivsel alvorligt, må vi se på de glemte timer og give fritidspædagogikken den plads, den fortjener.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
09. oktober 2025 | 09:27
