Kronik
Beløn energisparende og miljøvenlige borgere
Verdens hovedproblem er overforbrug og gæld. Enhver ægte grøn regering bør mærkbart belønne alle, der ønsker at gøre op med det.
|
Fogh, Thorning og Løkkes liberalistiske regeringer fra årtusindskiftet helt frem til den nuværende førte en hetzlignende politik mod arbejdsløse borgere, inklusiv indvandrere og flygtninge.
Dovne Robert og alle andre nasserøve, der intet ydede for samfund og fællesskab, blev udskammet som aldrig før.
Set fra en miljø- og klimamæssig synsvinkel burde “nasserøvene” have mødt anerkendelse for deres lavere forbrug og forurening.
Grøn borgerløn
Så hermed en opfordring til Mette Frederiksen & kompagni:
Indfør grøn borgerløn. En mindstebetaling til alle, der ønsker det, som gør det muligt at leve et materielt mere beskedent liv med væsentligt mindre CO2-udslip og forurening end den moderne gennemsnitsborger, hvis direkte og indirekte skadeseffekt på planet og fremtidige generationer er alt for stor.
Jeg melder mig gerne som forsøgsperson.
Fremfor en afstraffelsespolitik, der alligevel ikke virker – for eksempel grønne afgifter – skal man i stedet tænke positivt og belønne energisparende, miljøvenlige og ansvarlige borgere.
Kassér vækstideologien
Skru ned for den forkromede, topstyrede (fake)-grønne omstilling i form af delvis CO2-fri energi fra hæslige og naturskadelige vindmølleparker og solfangeranlæg herfra og til Månen. Og drømmen eller rettere løgnen om at der arbejdes på højtryk på at finde en teknologisk løsning på alle vore problemer, og at det kun er et spørgsmål om tid, før det sker.
Vi, der har passeret skelsår, endda for flere somre siden, og efterhånden har beskæftiget os indgående med natur og miljø i henved et halvt århundrede, ser røde alarmlamper overalt, når den politiske ledelse trækker ovennævnte teknologi-kanin op ad hatten.
Pointen er, at vi ikke kan løse verdens eksplosivt voksende miljø-, natur- og klimaproblemer med samme fejlbehæftede tankesæt, som skabte dem.
“The world has enough for everyone’s needs, but not everyone’s greed”, som Gandhi udtrykte det – for trekvart århundrede siden.
Vi skal tænke nyt – ægte nyt. Kassér vækstideologien, alle taburetpolitikeres kernemantra.
Og hellere i dag end i morgen, som statsminister Poul Schlüter – Danmarks seneste borgerlige leder med en vis portion lederevne – yndede at sige.
Så spar Arnepensionen og tilførsel af milliarder til et sammenbrudstruet sundhedsvæsen. For antallet af syge vil reduceres drastisk, så snart tilstrækkeligt mange kommer ud af hamsterhjulet, de livskvælende banklån, alt for store (parcel)huse – hvor stadig flere lever i ensomhed omgivet af alt for mange ligegyldige ting – de endeløst voksende bilkøer på motorvejene, de ADHD-syge børn med meget mere.
Drop Danmarks forkromede grønne omstilling med en rekordambitiøs plan om 70 procents CO2-reduktion om blot otte år. For det første nås det alligevel ikke, ligesom det gik de mange milliarddyre vandmiljøplaner fra 1980’erne og frem. For det andet er Danmarks idealisme en dråbe i et globalt oprørt hav. Og for det tredje: Erhvervslivets og den politiske ledelses våde drøm om, at vor idealisme bliver en fed, global forretning for os, dumper for Albert Einsteins vise ord: Vi løser ikke vore problemer med samme tankesæt, der skabte dem.
Så beløn i stedet de, der står af vækst-, overforbrugs- og penge/gælds-racet. For eksempel de der cykler frem for at køre i bil. Også selv om det er elbil, for hvor mange elbiler er alligevel produceret CO2-frit? Beløn de, der bruger offentlig transport. Gør det eventuelt helt gratis at køre i bus eller tog. Sidstnævnte udpeget som industrisamfundets mest energieffektive transportform.
At de få ting, jeg nævner, ikke er sket for længst viser med al ønskelig tydelighed, hvad der reelt skaber og styrer klima- og miljøkrisen inklusiv de mange tilsyneladende bæredygtige, men reelt ubrugelige løsninger, der vælte frem. Nemlig de der lukrerer på alle dem, som ikke gennemskuer bedraget – de ægte nasserøve, de stinkende rige og det biologisk ubæredygtige økonomisk/politiske system og tankesæt, der har gjort de få, der styrer de mange, næsten urørlige.
Her en god sang fra før Anders Fogh Rasmussen blev statsminister og sammen med sine mange egoliberalister sejrede ad helvede til:
19. november 2021 | 08:00
