Kommentar
Afskaf livstidsstraffen
Hvorfor opretholder vi et straffesystem med to tidsubestemte sanktioner, som ligner hinanden så meget, at de dømte i dagligdagen ikke oplever nogen forskel, og som virker ugennemsigtigt og svært forståeligt for både medier, politikere, fagfolk og almenheden, skriver Landsforeningen Krim.
|
Af Hans Jørgen Engbo, Landsforeningen Krim
Fængsel på livstid og forvaring er to strafferetlige sanktioner, som i praksis ligner hinanden til forveksling, og som begge vil kunne anvendes i sager om drab og kvalificeret brandstiftelse.
Forvaring forudsætter dog ikke blot, at der er begået en af de nævnte forbrydelser, men også at gerningsmanden vurderes som fortsat farlig for andre mennesker.
Forskelle
Reglerne om fuldbyrdelse af de to sanktioner er kun i få henseender forskellige:
En livstidsdømt kan prøveløslades administrativt efter 12 års afsoning, mens det er retten, som kan prøveudskrive en forvaringsdømt, uden at der gælder nogen mindstetid.
Men hvis en livstidsdømt nægtes løsladelse efter 14 års afsoning, kan han/hun indbringe sagen for retten hvert halve år, og derved vil retten kunne få afgørende indflydelse i begge sagstyper.
Ved prøveløsladelse af en livstidsdømt fastsættes en prøvetid, som ikke kan overstige fem år.
Ved prøveudskrivning af en forvaringsdømt udløber prøvetiden først, når retten finder det forsvarligt at afsige kendelse om endelig udskrivning af forvaring, hvilket i praksis kan tage mange år – eller årtier.
Samme afsoningsforhold
I praksis forløber afsoningsfasen på samme måde for disse to tidsubestemte sanktioner. Forvaring- og fængselsdømte, herunder livstidsdømte, afsoner i samme fængsler og efter samme regler.
Et udslusningsforløb med gradvise lempelser i frihedsberøvelsens intensitet vil for både forvarings- og livstidsdømte typisk have en samlet varighed af omkring ni år.
Efter hidtidig praksis sker løsladelse for begge grupper gennemsnitligt efter 15-20 års afsoning, men i nogle sager med betydelige afvigelser fra dette gennemsnit.
Fejl og misforståelser
Medierne bringer ofte fejlagtige og misforståede oplysninger om forskellene mellem livstidsstraf og forvaring. Selv såkaldte eksperter leverer forkerte fakta til medierne.
Det diskuteres også, hvilken af de to sanktioner, som er strengest. I praksis er der ingen forskel i strenghed, hverken på indholdet eller på varigheden. Den eneste virkelige forskel vedrører som nævnt prøvetiden efter løsladelsen, som for livstidsdømte højst kan være fem år, mens den for forvaringsdømte er uden tidsbegrænsning.
Hvorfor opretholder vi et straffesystem med to tidsubestemte sanktioner, som virker ugennemsigtigt og svært forståeligt for både medier, politikere, fagfolk og almenheden?
Håndhævelse af ganske indgribende vilkår, som for eksempel medicinsk kastration, kan fastholdes i årevis, før en domstol endeligt udskriver en forvaringsdømt.
Hvis man medregner denne – ikke uvæsentlige – forskel, er en forvaringsdom noget mere indgribende – og i den forstand strengere – end en livstidsdom. Det er derfor svært at forstå, at anklagemyndigheden i nogle sager nedlægger primær påstand om livstidsstraf og subsidiær påstand om forvaring. Det omvendte ville være mere logisk.
Umenneskelig og vanærende
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har betegnet en livstidsstraf uden løsladelsesperspektiv og uden reel mulighed for, at den dømte kan resocialisere sig under afsoningen, som umenneskelig og vanærende.
I god tråd hermed fik den danske straffelov i 2001 indføjet hjemmel til prøveløsladelse af livstidsdømte efter 12 år.
Afskaf livstidsstraffen
Men hvorfor opretholder vi et straffesystem med to tidsubestemte sanktioner, som ligner hinanden så meget, at de dømte i dagligdagen ikke oplever nogen forskel, og som virker ugennemsigtigt og svært forståeligt for både medier, politikere, fagfolk og almenheden?
For begge grupper opleves det som en ekstra straf, at de ikke ved, hvornår de kan forvente løsladelse.
Tidsubestemtheden er et infamt tillægselement til straffen. Et første skridt til bekæmpelse af tidsubestemtheden i dansk strafferet kunne være at afskaffe livstidsstraffen.
I stedet kunne man indføre en strafferamme på 25 års fængsel for de forbrydelser, som i dag kan medføre livstidsstraf.
Herefter vil de dømte – som andre fængselsdømte – kunne prøveløslades efter afsoning af to tredjedele af straffetiden, dvs. senest efter 16-17 år, som hidtil angiveligt har været det gennemsnitlige løsladelsestidspunkt for livstidsdømte.
Under helt særlige omstændigheder vil de dømte kunne løslades efter halvdelen af straffetiden, dvs. efter godt 12 år, svarende til den gældende mindstetid for løsladelse af livstidsdømte.
Omvendt vil en livstidsdømt kunne nægtes prøveløsladelse og ultimativt afsone hele straffen, hvis det skønnes utilrådeligt at løslade på prøve.
Det må forudsættes, at fængselsdømte drabsmænd og brandstiftere ikke vurderes som farlige for andre mennesker, idet de i så fald burde være idømt forvaring.
En reform med disse elementer vil øge gennemsigtigheden i straffesystemet og give de dømte et klarere perspektiv for afsoningen og bedre muligheder for resocialisering.
Socialt invaliderende indgreb
Samtidig kunne man passende afskaffe de nyligt indførte begrænsninger i de livstidsdømtes ret til besøg, brevveksling, telefonkontakt, udgang og ytringsfrihed.
De har ingen rationel begrundelse; de er socialt invaliderende for de dømte, og de udgør et brud på de seneste 50 års grundprincipper for straffuldbyrdelse i store dele af verden samt på anbefalinger fra FN og Europarådet.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
03. august 2023 | 06:52
