2030-plan: Der ER råd til bedre velfærd og grøn omstilling!
Hvordan skabes finansiering af velfærdsforbedring og grøn omstilling trods finanspolitisk smalhals frem til 2030?Regeringen planlægger senest til august at præsentere en ny længeresigtet økonomisk plan, en såkaldt 2030-plan, som der pt. arbejdes på i Finansministeriet.
Når tidshorisonten for den økonomiske politik hermed forlænges til 2030, stiger de offentlige indtægter også, hvilket de forventes at gøre med godt 40 milliarder kroner eksklusiv allerede vedtagne udgifter til forsvaret dog kun med 37½ milliarder kroner.
Det skulle jo være en god nyhed, idet det giver regeringen flere penge at gøre godt med frem til 2030. MEN: Mange af disse penge er allerede øremærket. Regeringen ønsker for det første blandt andet at vedtage en såkaldt ”velfærdslov”, der skal sikre at bevillingerne til velfærd følger med befolkningsudviklingen (modsvarer det ”umiddelbare” demografiske træk).
Spørgsmålet melder sig derfor, hvorledes der kan tilvejebringes finansiering af de kommende udgiftskrav, navnlig om fortsatte velfærdsforbedringer, lønløft til kvindefag og grøn omstilling?
Det er en god og rigtig ambition, som imidlertid 2025 til 2030 forventes at koste omkring 17-18 milliarder kroner. Hertil kommer for det andet, at regeringen og støttepartierne i ”forståelsespapiret” har aftalt, at der i 2030 skal være balance på de offentlige finanser. Det vil frem til 2030 kræve en opstramning af finanspolitikken på omkring 14-15 milliarder kroner. Tilbage til disposition bliver således et ”frit råderum” på kun omkring fem milliarder kroner.
Andre områder kalder på investeringer
Det er ikke meget i betragtning af, at mange andre områder vil kalde på investeringer frem til 2030:
For det første er sundhedsvæsenet tydeligvis i krise og kalder på et løft efter mange års besparelser og opskruning af arbejdstempo, og regeringen har selv et ønske om en sundhedsreform. For det andet er der blandt sygeplejersker, sosu’er og andre offentlige kvindefag et dybfølt krav om en højere placering i lønhierakiet, og diskussionen vil herom vil blive aktiveret, når lønstrukturkomiteen afleverer en belysning heraf. For det tredje må der frem til 2030 forventes at skulle gøres betydelige investeringer i grøn omstilling for at nå klimamålet om 70 procents reduktion af udledningen af drivhusgasser. Og endelig må der for det fjerde i forlængelse af krisen i Ukraine forventes at blive efterlyst flere bevillinger til forsvaret.
I betragtning af disse udsigter til væsentlige merudgifter og et råderum på kun omkring fem milliarder i 2030 tegner den kommende 2030-plan således til at vise finanspolitisk smalhals frem til 2030.
Flere offentlige indtægter
Spørgsmålet melder sig derfor, hvorledes der kan tilvejebringes finansiering af de kommende udgiftskrav, navnlig om fortsatte velfærdsforbedringer, lønløft til kvindefag og grøn omstilling?
En mulighed, som ganske givet spøger i regeringens baghoved, består i at overtale støttepartierne til at slå af på målsætningen om balance i finanspolitikken i 2030. Hvis man i stedet accepterer et underskud på -0,5 procent, vil det ”frie råderum” stige til mellem 17 og 19 milliarder kroner. En sådan tilpasning kan fremmes af, at de økonomiske vismænd, Kommunernes Landsforening og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd alle foreslår, at den kommende revision af budgetloven lemper den offentlige saldogrænse fra -½ til -1 procent.
Men der er også muligheder for at øge de offentlige indtægter frem til 2030. Det kan for det første ske ved at fremskynde pensionsbeskatningen. Den danske stat har aktuelt et tilgodehavende på omkring 1750 milliarder kroner, som efter gældende regler først beskattes ved udbetaling af pensionerne det vil sige over en længere årrække. Denne pensionsbeskatning kunne i stedet fremrykkes til indbetalingstidspunktet. Indregnes hele den udskudte pensionsbeskatning i dag, vil gevinsten være 2-3 procent af bruttonationalproduktet, BNP, svarende til en årlig forbedring af de offentlige finanser på mellem 40 og 60 milliarder kroner.
En anden nærliggende kilde til at udbygge skatteindtægterne handler om at tilbagerulle de skattelettelser, som primært borgerlige regeringer har givet de seneste årtier, fortrinsvis til de velstillede. I varig virkning er der på indkomstskat, afgifter og ejendomsskat givet lettelser på omkring 65 milliarder kroner. Da disse har været finansieret gennem tilbageholdenhed med og besparelser på velfærden, ville det være mere end rimeligt, hvis nogle af disse skattelettelser blev geninddraget til at forbedre velfærden, løfte offentlige lønninger og investere i grøn omstilling.