Venstre-borgmester bragt til standsning
Beskæftigelsesudvalget i Københavns Kommune har sat en stoppe for et uskønt og unuanceret angreb på de arbejdsløse. Desværre er holdningen til de arbejdsløse grebet på Christiansborg, hvor sanktioner og stramninger ser ud til at indgå i de igangværende trepartsforhandlinger.På det seneste møde i Beskæftigelsesudvalget i København blev der sat en stopper for beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaards kampagne mod de arbejdsløse.
I forlængelse af efterårets historie om rengøringsfirmaet ‘De 5 Stjerners’ forgæves forsøg på at få nye medarbejdere – igangsatte beskæftigelsesborgmesteren en storstilet kampagne hånd i hånd med Berlingske Tidende – rettet mod de mange ‘dovne og umotiverede’ arbejdsløse i København.
Det ville klæde de aktuelle trepartsforhandlinger, om det var opkvalificering, uddannelse og andre målrettede aktiviteter, der var perspektivet – og ikke spørgsmål om sanktioner og stramninger, der blev fokuseret på.
Med bål og brand udsendte hun en bindende retningslinje til alle de ansatte i jobcentrene om, at der nu skulle tages fat i de arbejdsløse med et skærpet administrativt pålæg om at søge på navngivne job. Der var tale om job, der var opslået, om job, som allerede var besat, som ikke findes, eller som ikke var relevante for den enkelte.
Beskæftigelsesudvalget sagde stop
På Beskæftigelsesudvalgets møde blev der heldigvis sat en stopper for dette vanvid, da Enhedslisten, SF, de Radikale og Alternativet fik nedstemt borgmesteren fra Venstre, der sammen med det Konservative Folkeparti ønskede, at retningslinjen skulle fortsætte. Socialdemokraterne i udvalget undlod at stemme.
I beslutningen står der blandt andet:
“.. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget beslutter at fastholde den praksis, som blev vedtaget med det reviderede samtalekoncept, som blev vedtaget den 3. april 2017, hvor anvendelsen af aftaler om konkret jobsøgning fortsat er det primære, og henvisninger kan bruges efter en konkret individuel vurdering.”
Med øjeblikkelig virkning blev Venstre-borgmesterens krav om stramninger og flere sanktioner bragt til standsning. Det betyder, at jobsøgning og jobformidling som hidtil skal bygges på et samarbejde mellem jobcentrene og de arbejdsløse. Det er rigtigt positivt, at Beskæftigelsesudvalget handler så konsekvent. Vi ser i dette lys frem til et konstruktivt samarbejde med det nyvalgte Beskæftigelsesvalg, der har vist, at det er parat til at sætte foden ned, når borgmesteren bevæger sig ud på den tynde is.
Fokus på formidling og opkvalificering
Men efterårets historie spøger stadig. Vi ser stadig konsekvenserne af en beskæftigelsesborgmester, der forvandlede spørgsmålet om mangel på arbejdskraft med særlige kvalifikationer i København til en valgpolitisk farce baseret på en usand historie fra ‘De 5 Stjerner’.
En borgmester der rejste et uskønt og unuanceret angreb for at fremme egne politiske interesser. Hendes løsningsforslag om strammere styring af de arbejdsløse kommer ikke til at skaffe den kvalificerede arbejdskraft, der efterspørges.
Men borgmesterens usande historie blev desværre taget alvorligt på Christiansborg, selv af landets statsminister, Mette Frederiksen. Hun støttede uden betænkeligheder kravet om flere stramninger overfor de arbejdsløse. Et krav som desværre er blevet til et forhandlingstema under de aktuelle trepartsforhandlinger.
Forløbet er grotesk set i lyset af, at de arbejdsløse strømmer i arbejde. Al snak om, at de arbejdsløse er dovne, modbevises af virkeligheden. Ledigheden i dag er den laveste siden finanskrisen i 2008.
I 3F København forholder vi os aktivt til manglen på kvalificeret arbejdskraft. Vi arbejder tæt sammen med blandt andre Jobcenter København om at løse de reelle udfordringer. Vi kan se, hvad der virker. Det handler ikke om yderligere stramninger, men om opkvalificering, uddannelse og andre målrettede aktiviteter. Det ville klæde de aktuelle trepartsforhandlinger, om det var dette perspektiv – og ikke spørgsmål om sanktioner og stramninger – der blev fokuseret på.