Var der ikke noget om, at Ø var med til at stemme for at bruge vores fælles penge på våben til Ukraine? Det var også et valg. Et valg for kapitalen, for mere krig og ofring af den ukrainske og russiske arbejderklasse.
Politik handler om at vælge
Det var glædeligt, at beskatning af overnormale profitter sidste år kom højt op på EU's dagsorden. Desværre vil SVM-regeringen her til lands kun gennemføre EU-beslutningen på absolut minimumsniveau. Det er helt urimeligt, skriver Trine Pertou Mach i denne blog.En af de mest gængse definitioner på “politik” er politologen David Eastons: Politik er de aktiviteter, der vedrører “den autoritative fordeling af værdier for et samfund”. Af den politikforståelse er det nemt at se magt, indflydelse, ressource cocktailen, som genererer konflikt og kamp.
Påstande om nødvendighedens politik er også et udtryk for et politisk valg. Et valg, dem med magten og indflydelsen kan vælge at træffe. Fordi man vælger side med nogen fremfor andre.
Det er langt fra et nyt fænomen, at regeringer forsøger at gøre deres politiske udspil eller beslutninger upolitiske ved at tale om dem som “nødvendige”; “sådan er det jo”.
Rod selv videre i annalerne efter udtryk, der dækker over den type valg. SVM-regeringen er ingen undtagelse, man fornemmer Corydon-Thorning inspiration dér.
Men politik handler om, hvem man vil lave politik for og hvem, man er på side med.
En god beslutning om omfordeling
Da EU sidste år fik vedtaget en forordning om et midlertidigt solidaritetsbidrag – beskatning af de såkaldt overnormale profitter – fra de brancher, der har tjent styrtende på kriserne de seneste år, var det ganske glædeligt. Tænk, at beskatning af overnormale profitter kom højt på dagsordenen, ikke fra en venstreorienteret kant, men fra EU.
Et solidaritetsbidrag handler netop om, at der skal omfordeles – fra dem der har tjent styrtende på energikrise og inflationen – til dem, der er ramt hårdt og har mindst.
Det er urimeligt, at et flertal i Folketinget endnu en gang vælger ikke at foretage en fair og retfærdig omfordeling i vores samfund.
Almindelig mennesker oplever hårdt pres i privatøkonomien. Udsatte borgere har måttet forlade deres lejligheder midt om natten, fordi det var blevet for svært at betale huslejen. Andre kan ikke klare varmeregninger eller medicinudgifter. Og alt for mange familier må prioritere benhårdt, når de skal spise, for det er svært at få maden til at slå til.
Alt sammen vilkår, det er svært at forlige sig med, er virkeligheden i Danmark. Et lille rigt land bygget på solidaritet og rimelighed som de eftertragtede nordiske velfærdssamfund.
Det er en politisk pligt at sikre, at alle kommer igennem krisen og at omfordele til de, der ikke har midlerne til at stå imod med, når priserne stiger så kraftigt, som det har været tilfældet det seneste år. Det, vi betaler ekstra, havner jo hos nogle andre. Ikke fordi de laver bedre varer end før, eller er blevet dygtigere til at drive forretning. Men fordi de tilfældigvis er et gunstigt sted i en krisetid.
Regeringen gør så lidt som muligt
Politik er valg. Og desværre vil regeringen her til lands kun gennemføre EU-beslutningen på absolut minimumsniveau. Og det er et politisk valg, der kunne være anderledes; det er muligt at gå videre end det, regeringen har lagt på bordet. Det gælder både den tidsperiode, beskatningen skal beregnes i, hvilken sats, der beskattes med, og hvilke sektorer, der er omfattet.
Det gør helt sikkert nogen glade – men provenuet til statskassen og dermed fællesskabet er ikke den store vinder.
Regeringen har valgt alene at se på skatteåret 2023, men ikke 2022. Ellers et år, hvor profitterne nærmest ramte stjernerne. Samtidig er det muligt at lade hele energisektoren omfatte, ligesom også andre brancher kunne inkluderes til at skulle beskattes. Flere andre EU-lande har valgt helt anderledes.
Det er og bliver et politisk valg. Og det er værd at understrege, måske knap så meget for denne avis’ læsere som for andre borgere, at det her ikke handler om misundelse eller klapjagt på privat foretagsomhed.
De fattigste er taberne
Det handler i al sin enkelthed om, hvem man holder med, og om man synes, der er rimeligt, at de, der har kunnet udnytte krisetiderne til at tjene styrtende, ikke skal bidrage mere til fællesskabet.
Analyser fra flere sider, eksempelvis fra AE-Rådet og Finansministeriet, viser, at det i særlig grad er folk uden for arbejdsmarkedet, der oplever kraftigst udhuling af deres levegrundlag. Med andre ord de husholdninger der i forvejen er hårdt spændt for.
Valgte man deres side så kunne man nok også finde ud af at skrue lovgivning sammen, der gennemfører EU-forordningen lidt mere efter den hensigt og med de muligheder, den udstikker. Men SVM har truffet et valg om ikke at gå længere for at beskatte de meget store overskud, som er tilvejebragt i hele energisektoren i 2022.
Et valg, som med Fagbevægelsens Hovedorganisations ord fra deres høringssvar er “urimeligt over for de husholdninger, der stadig er hårdt ramt”. Det er netop, hvad det er: Urimeligt. Det er urimeligt, at et flertal i Folketinget endnu en gang vælger ikke at foretage en fair og retfærdig omfordeling i vores samfund.
Muligheden var der. Regeringen lader den forpasse. Et politisk valg, ja. Og et helt forkert et af slagsen.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.