KØBENHAVN: Fagbevægelsen – hvilken vej i vadestedet?

I år er det 150 år siden, det historiske Slaget på Fælleden fandt sted, og dermed blev det en symbolsk start på den organiserede arbejderbevægelse i Danmark.
Men i dag står bevægelsen og skal tænke sig om – for medlemmerne strømmer ikke ind i ‘butikken’, ‘de gule fagforeninger’ rumler med eget landsforbund, og den største gruppe er de arbejdere, som står uden for organisationer.
Det udfordrer fagforeningerne med fremvæksten af nye jobformer, opbrud i overenskomsttraditioner, grøn omstilling, nye job – listen af omvæltninger vokser dagligt.
Det bliver vi nødt til at diskutere os frem til svar på. Også selv om vi risikerer at få våde fødder!
Til at indlede debatten har Byggefagenes Samvirke derfor inviteret:
– Lawand Hiwa Namo, kommentator og tidligere taleskriver i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
– Poul Smidt, journalist og forfatter til en ny bog om sammenlægningen mellem LO og FTF og de seneste 20 års faglig organisationshistorie.
– Benedikte Toftegård, tidligere fællestillidsrepræsentant på Aller Tryk.
Hvis ikke den debat skal tages i 150-året for bevægelsens begyndelse, hvornår så?