Alt for meget bliver lagt på SFO’ernes skuldre
Der er givet alt for meget ansvar til fritidsordningen, samtidig med at der er en manglende accept af, at det arbejde, der foregår, er vigtigt nok til at være en rigtig del af det at gå i skole.“Velkommen til din mulighed for at betale ekstra skat, som skal forvaltes af mennesker, der ikke længere har børn i de små klasser, men til gengæld fokus på læringsmål, løfteevner og karaktergennemsnit. Velkommen i din skolefritidsordning.”
Sådan lyder indledningen i det velkomstbrev, nye forældre til børn i landets SFO’er modtager, sandsynligvis ikke, men det burde den måske, hvis det skal være starten på et åbent og ærligt forældresamarbejde.
Når de søde og forventningsfulde 5-6-årige lige om lidt skal starte en ny æra i deres institutionsliv, er det SFO’en, der holder for. Med fokus på en glidende overgang indsluses og inviteres de nye skolegængere over i SFO og gøres trygge i de nye rammer gennem en gradvis tilvænning til de nye omgivelser. Det synes jeg er fedt. Det er dejligt, at der er en rød tråd og nogle, der tager pædagogisk ansvar for at sikre den bedst mulige overgang til skolen.
Hvorfor er det ikke skolens forpligtigelse?
Men selvom intentionerne er gode og ædle, så bliver det stadig sværere og sværere for mig at forstå, hvorfor det ikke er skolens forpligtigelse at sørge for denne overgang.
Når vi nu både i folkeskolelovens kapitel 1 paragraf 2: “Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at alle børn i kommunen sikres ret til vederlagsfri undervisning i folkeskolen”, og i grundlovens paragraf 76: “Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen,” slår fast, at det skal være gratis at gå i skole, hvordan kan vi så overlade dele af kerneydelsen til en forældrebetalt (men dog skattestøttet) institution?
Det er på en gang at give alt for meget ansvar til fritidsordningen, der uden selvstændig lovgivning forventes at løfte og fylde de huller ud, en ti år gammel reform har efterladt skolen med. Samtidig med at det negligerer, at det arbejde, der foregår, er vigtigt nok til faktisk at være en rigtig del af det at gå i skole.
Folkeskoleloven kapitel 6 paragraf 44 stk 2: Skolebestyrelsen fastsætter principper for skolens virksomhed, herunder om… 8) skolefritidsordningens virksomhed.
Skolefritidsordningen er så vigtig, for at skolen kan fungere for de yngste, at den burde integreres ordentligt, og når den nu er blevet en eksistentiel del af folkeskolen, så burde den også være gratis.
Der er ikke levnet meget råderum for os forældre, der betaler for, hvad vi måske drømmer er et fællesskabsskabende frigørende frirum med leg og trivsel i fokus.
Vi betaler altså til en ordning, der “tilhører” skolen og er en tvingende nødvendig del af skolen. Vi betaler for at sikre, at de pædagoger, der skal være tilstede i undervisningen, også har et job efter klokken 12, fordi vi godt ved, at ingen kan leve udelukkende som pædagog i den understøttende undervisning.
Vi betaler med den seneste budgetaftale i København lidt mere for at have vores børn i KKFO (den københavnske variant af SFO), så vi undgår besparelser på de mest sårbare børn.
Men det bekymrer mig, at der bliver lagt så meget over på SFO’ens skuldre.
Hvad hvis forældrene ikke vil betale?
Hvad ville der egentlig ske, hvis forældre bliver trætte af at betale i dyre domme for at få deres børn opbevaret i et tilbud, der nogle steder af nød er reduceret til et tilbud om ophold i klasseværelser og garderober uden nogen form for minimumsnormering.
Når vi har fået blandet skole og fritid så tæt sammen, som vi har, er det jo ikke længere et spørgsmål om, at færre børn giver tilsvarende mindre udgifter. Det er snarere et spørgsmål om, at vi de facto har fået indført forældrebetaling i folkeskolen.
Jeg kan godt forstå, at der ikke er nogen politikere, der åbent står ved, at de har snuppet børnenes fritidsordning – ovenikøbet af forældrene betalte fritidsordning – for at tilpasse børnene til læringsmål, løfteevner og karaktergennemsnit. Det er nemlig ikke særlig pænt gjort.
Det her er på ingen måde en opfordring til, at man som forældre skal gå uden om SFO’en – jeg synes, fritidspædagogikken er drønvigtig. Jeg synes, det er på tide at slå et slag for vigtigheden, og et skridt i den rigtige retning kunne være at indse, at fritidspædagogikken fortjener sin eget selvstændige lovgivning – og ikke som nu lade den falde mellem to stole – dagtilbudsloven og folkeskoleloven.
Skolefritidsordningen er så vigtig, for at skolen kan fungere for de yngste, at den burde integreres ordentligt, og når den nu er blevet en eksistentiel del af folkeskolen, så burde den også være gratis, (altså betalt over skatten, forstås) hvis vi skal opretholde illusionen om en folkeskole, der er betalingsfri.
Ikke fordi jeg ikke vil betale for SFO’en – det vil jeg faktisk hellere end gerne, men fordi det er den eneste måde at fremtidssikre og begynde snakken om, hvordan vi faktisk sikrer trivsel og kvalitet i vores yngste skolebørns hverdag.