I skrivende stund har aktivister fra Extinction Rebellion besat og blokeret samtlige broer til Slotsholmen i København.
Blokaderne er starten på et ugelangt oprør for reel handling på klima- og biodiversitetskriserne. De civilt ulydige siger om deres aktion: “Vi er færdige med at være handlingslammede!”
I tider som disse bør vores taknemmelighed være stor over for godtfolk, som minder os om de planetariske kriser, som truer menneskenes livsgrundlag på længere sigt.
Og hurra for det! Handlingslammelse har vi nemlig så rigeligt af i disse hastigt omskiftelige tider, hvor verdensbilleder vendes på hovedet, og vante forestillinger rystes – først gennem en langvarig pandemi og siden af den altoverskyggende trussel om storkrig mellem atommagter.
I tider som disse bør vores taknemmelighed være stor over for godtfolk, som minder os om de planetariske kriser, som truer menneskenes livsgrundlag på længere sigt.
Og som går videre og insisterer på, at vi kan handle på vores frustrationer – at vi kan forandre tingenes tilstand gennem kollektiv handling.
I et lige så forfriskende udslag af ønsket om kollektiv handling har forlaget Verso besluttet at udgive en gratis e-bog, der stiller spørgsmålet: Skal vi begynde at sprænge rørledninger i luften, besætte kulminer og ødelægge ejendom for at bekæmpe de globale klimaændringer?
Bogen har fået navnet ‘Ejendomsretten vil koste os Jorden – Direkte aktion og fremtiden for den globale klimabevægelse‘ og indeholder bidrag fra en lang række teoretikere, aktivister og organisationer, som alle er enige om nødvendigheden af handling i klimakampen, men som debatterer de bedste midler til at nå de fælles mål.
Selv skriver forlaget:
“Andreas Malms bog ‘Sådan sprænger man en rørledning i luften‘, med sin opfordring til miljøbevægelsen om at begynde at sabotere fossilbrændselsinfrastruktur for at redde vores planet, har udløst en livlig diskussion på venstrefløjen om “den grønne stat”, direkte aktion og vold, økologisk leninisme og eksisterende kampe mod rørledninger. Den har også genoplivet en langvarig frygt for økosabotage på højrefløjen.”
Det er med dette udgangspunkt, at forlaget har samlet en række essays, der beskæftiger sig med spørgsmål om direkte aktion og økosabotage, som giver en oversigt over klimaaktivismen rundt om i verden, og som argumenterer for nødvendigheden af at opbygge en global bevægelse mod kapitalismen og dens fossile afhængighed.
Fra denne lederplads skal der lyde stor tak: Både til de mange seje aktivister som i de kommende dage vil lægge krop til nødvendig civil ulydighed, til Andreas Malm for at insistere på en konstruktiv debat om midler såvel som mål og til forlaget Verso for deres gratis udgivelse – som er af stor værdi for alle, som ønsker at forandre verden radikalt.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.