HELSINGØR: Musik og poesi – Øjeblikke af Lykke
Ved koncerten i Vestervang Kirke spiller pianisten Christina Bjørkøe værker af Carl Nielsen, Fanny Mendelssohn, Frédéric Chopin og Maurice Ravel.
Niels Hav læser digte fra bogen “Øjeblikke af lykke”, som nu er ude i 3. oplag.
Christina Bjørkøe har blandt andet indspillet Carl Nielsens klaverværker og Beethovens Diabelli Variationer, og Niels Hav har skrevet en anmelderrost digtsamling om eksistensens inderste grundstof.
Christina Bjørkøe modtog Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris 2021. Hun er elev af Therese Koppel og blev som 19-årig optaget på Juilliard School i New York. Efter årene i USA afsluttede hun sine studier på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har siden givet talrige koncerter som solist og kammermusiker herhjemme og i udlandet. Hun har blandt andet modtaget Victor Borges Musikpris og P2-prisen.
Niels Hav har udgivet en række digt- og novellesamlinger, hans poesi er oversat til mange sprog. Digtsamlingen “Moments of Happiness” er netop udkommet i Vancouver. Han var i Brasilien for at deltage i bogmessen i Rio, da et udvalg af hans digte udkom i portugisisk oversættelse. Niels Hav har blandt andet modtaget Statens Kunstfonds treårige legat.
Koncerten i Vestervang Kirke er led i Øjeblikke af Lykke Touren, som bringer parret rundt i landet med musik og poesi.
Der er gratis adgang til koncerten.
Søndag den 10. april klokken 16, Vestervang Kirke, Gurrevej 66, Helsingør. Med Christina Bjørkøe og Niels Hav. Fri entré.
