Udtalelse
Jeg fandt ud af noget efter at have ligget og vendt og drejet mig hele natten. Vi på venstrefløjen begår ofte den fejl, at vi stadig ser på Rusland som en art socialistisk foretagende. Selvfølgelig er det ikke det. Sovjetunionen sluttede i 1991.
Rusland er et uforfalsket nyliberalt kapitalistisk gangsterparadis, udformet under tiden med dets forfærdelige omstrukturering under Boris Jeltsin (1991-1999) af USA.
I disse svære dage bør vi modstå fristelsen til at hælde good guy-/bad guy-benzin på bålet; kræve en våbenhvile i menneskehedens navn; støtte vores brødre og søstre, der kæmper for fred internationalt.
Det burde ikke komme som nogen overraskelse, at dets autokratiske og muligvis skøre leder, Vladimir Putin, ikke har mere respekt for FN-pagten og folkeretten – end de seneste præsidenter i USA eller premierministre i England har haft. (Husk for eksempel George W. Bush og Tony Blair under Irak-invasionen.)
Bekymret for folkeretten
Jeg, på den anden side, bekymrer mig om folkeretten og FN-pagten og Verdenserklæringen om Menneskerettigheder og kan utvetydigt sige, at hvis jeg havde været stemmeberettiget i Generalforsamlingen den 2. marts, ville jeg have stemt sammen med de 141 ambassadører, der støttede resolutionen, der fordømte Rusland for dets invasion af Ukraine og krævede, at landet skulle trække sine væbnede styrker tilbage.
Skulle Generalforsamlingen have et mandat til at regere, det har den desværre ikke, hvilket betyder, at det er endnu mere pålagt alle os frihedselskende, lovlydige antikrigsaktivister at stå skulder ved skulder med alle vores brødre og søstre overalt i verden, uanset race, religion eller nationalitet i jagten på den svært opnåelige fred.
Det betyder selvfølgelig at stå sammen med det russiske folk og det ukrainske folk, det palæstinensiske folk, det syriske folk, det libanesiske folk, kurderne, afroamerikanere, mexicanere, Ecuadors regnskovsbeboere, sydafrikanske minearbejdere, armeniere, grækere, inuitterne, mapuche-folket og mine naboer shinnecock-stammen, for blot at nævne nogle få.
Det har været monstrøst at høre hvide vestlige nyhedsreportere (såsom Charlie D’Agata fra CBS News) begræde de ukrainske flygtninges situation med den begrundelse, at “de ligner os”, når de henvender sig til, hvad de må antage er hvidt vestligt publikum, og at konflikten i Ukraine er usædvanlig, fordi “det her er ikke Afghanistan eller Irak.”
Våbenhvile nu
Det er skandaløst. Implikationen er, at det på en eller anden måde er mere acceptabelt at føre krig mod mennesker, hvis hud er brun eller sort, og fordrive dem fra deres hjem, end folk der “ligner os.” Det er det ikke. Alle flygtninge, alle mennesker, der kæmper, er vores brødre og søstre.
I disse svære dage bør vi modstå fristelsen til at hælde good guy-/bad guy-benzin på bålet; kræve en våbenhvile i menneskehedens navn; støtte vores brødre og søstre, der kæmper for fred internationalt, i Moskva og Santiago og Paris og Sao Paulo og New York, fordi vi er overalt; og stop med at hælde krigsvåben ind i Østeuropa, hvilket yderligere destabiliserer regionen blot for at tilfredsstille den internationale våbenindustris umættelige appetit.
Måske skulle vi hæve vores stemmer for at opmuntre tanken om et neutralt Ukraine, som det gentagne gange er blevet foreslået af kloge personer i god tro i mange år.
Først og fremmest bør ukrainere selvfølgelig kræve en våbenhvile; men derefter ville ukrainere måske hilse en sådan ordning velkommen.
Måske skulle nogen spørge dem. En ting er sikkert: Det kan ikke overlades til gangsterne. Overladt til sig selv vil gangsterne dræbe os alle.
Artiklen er produceret af Globetrotter
Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
