Med i nødhjælpskonvoj
Hvor dyrt kan et EU-kontor blive?
En af EU-parlamentes næstformænd, det konservative tyske EU-parlamentsmedlem Reinar Wieland, har brugt over svimlende fem millioner kroner på at renovere sit kontor. Alligevel valgte et flertal i EU-parlamentet at genvælge den ekstravagante konservative tysker, da der fornyligt skulle være nyvalg til ledelsen i parlamentet. EU betaler forstås den store regning.
|
Som alle der følger EU-politik ved, står tingene i Bruxelles ikke stille. Der er altid et nyt område der skal lovgives på, altid en ny sag at love guld og grønne skove på.
Alligevel kan det til tider føles som om, alting er som det plejer, som om ingen har lært deres lektier af, hvad der skaber mistillid til hele projektet.
Den følelse har jeg haft for nyligt, da EU-parlamentet skulle vælge ny formand og en række næstformænd.
EU-parlamentets nye formand, Roberta Metsola, er erklæret abortmodstander, hvilket af uransagelige årsager var helt ok for både radikale og socialdemokratiske danske parlamentsmedlemmer.
Den tyske politiker har da heller ikke sparet på noget, og alene dørene til hans nye eksperimentale kontor har kostet over 180.000 kroner.
Men det er faktisk ikke det, mit indlæg handler om. Nej, i stedet handler det om en af næstformændene i EU-parlamentet – den tyske konservative, Reinar Wieland.
Wieland blev første gang valgt som næstformand tilbage i 2009 og er blevet genvalgt lige siden, lige meget hvilke sager der har været oppe at vende.
Dette på trods af at det – inden næstformandsvalget – var blevet afsløret, at han har brugt mere end fem millioner kroner på kontorrenovation. Et svimlende beløb, når man tænker over det.
Den tyske politiker har da heller ikke sparet på noget, og alene dørene til hans nye eksperimentale kontor har kostet over 180.000 kroner, hertil kommer elektroniske låse til yderligere 80.000 kroner, en intern skydedør til mere end 100.000 kroner – og eksempelvis indbyggede møbler og køkkenudstyr til over 400.000 kroner.
Den konservative tyskers undskyldning for det hele, er at der er tale om forsøg, og at det jo vil gavne EU-parlamentets arbejde, og sidste ende spare penge. For ved at ”ofre sig” – og hans kontor – som forsøgskanin, kan man så finde ud af hvad EU-parlamentet måske ikke har behov for at købe til at alle sine kontorer.
Hvad mine danske kollegaers undskyldninger er for at støtte, at sådan en mand bliver genvalgt som næstformand, det ved jeg ikke, hvad kan være. Men gode, det er de nok næppe.
Jeg synes det er interessant at en sådan historie ikke er kommet frem til danskerne. Dette selvom den faktisk har været dækket allerede i både Storbritannien og Bruxelles. Måske dette indlæg kan være med til at ændre ved det.
Til sidst vil jeg sige, at jeg stærkt håber at det er sidste gang et flertal af EU-parlamentets medlemmer blåstempler den slags opførsel, men jeg tvivler på det. Det vil kræve handling og selvindsigt, ikke mindst fra de konservative og højrefløjen.
Som sagt håber jeg på forandring, men jeg tror, at forandringen nok har behov for at blive skubbet på vej. Og for at gøre det, er der behov for flere kritiske og progressive medlemmer af EU-parlamentet – og færre abortmodstandere og stormisbrugere af borgernes skattekroner.
09. februar 2022 | 06:29
