KØBENHAVN: Demonstration for klimabistand – Danmark snyder verdens fattigste
Vær med til at kræve, at regeringen overholder internationale aftaler og betaler klimabistand!
I 2009 forpligtede Danmark og en række andre industrialiserede lande sig til at give 100 milliarder dollars årligt i klimabistand fra 2020-2025.
Danmark giver, som det er nu, kun 100 millioner kroner om året, selvom vi burde give 5 milliarder kroner. Dermed overholder vi ikke internationale aftaler og lader det gå ud over verdens mest udsatte. Det er ikke okay!
Som et af de lande med højest CO2-aftryk per indbygger har vi et historisk ansvar for klimakrisen, og derfor er det ekstra pinligt, at regeringen svigter på at betale klimabistand. Det er uretfærdigt, at nogle af de lande, der udleder mindst, rammes hårdest af den tørke, de skovbrande og oversvømmelser, som klimakrisen medfører. Samtidig er de lande, der rammes hårdest, oftest lande, der i forvejen mangler ressourcer.
Derfor står alt for mange mennesker tilbage uden beskyttelse mod klimakrisens konsekvenser og risikerer at miste deres levegrundlag, blive fordrevet fra deres hjem, sulte og dø.
Vi skylder de udsatte lande at betale! Derfor kræver vi følgende:
→ Danmark skal overholde internationale aftaler og betale sin retfærdige andel på 5 milliarder kroner i klimabistand om året.
→ Klimabistanden skal ikke gives via lån, da modtagerlandet gældsættes.
→ Der skal gives behovsbaseret klimabistand:
→ Klimabistanden, der gives, skal fordeles 50/50 mellem reduktionsindsatser og klimatilpasning.
→ Klimabistanden skal nå ud til de mest udsatte lande.
→ Den mængde penge, der gives af de rige lande, skal fra 2025 hæves fra de nuværende 100 milliarder dollars, så den afspejler de udsatte landes reelle behov.
Demonstration lørdag den 5. marts klokken 13:30 til 15:00 på Christiansborg Slotsplads, foran Folketinget.
Arrangører: Klimastrejke og FridaysforFuture – Denmark.