Jeg er stolt over at være født som dansker, det er jeg mine forældre dybt taknemmelig for, kunne også være så uheldig at være født i Syrien og måtte flygte som voksen til Danmark, da diktatoren i mit fædreland ikke tåler kritik og ville straffe min familie. For at overleve måtte nogle flygte, herunder Sami Al-Dyab med familie for syv år siden, og de endte i mit dejlige demokratiske og frie land Danmark.
Nu er jeg ikke så stolt mere, for et flertal i Folketinget tillader den socialdemokratiske regering at jagte flygtninge. De vil have, at Sami skal hjemsendes til diktatoren i Syrien.
Hvorfor hente udenlandsk arbejdskraft, når vi i Danmark har flere flygtninge, som gerne vil arbejde.
Sami har i seks år arbejdet for Danfoss og har hus i Aabenraa, de er en del af samfundet, børnene er godt i gang med uddannelse. Men nu har Flygtningenævnet nægtet at forny opholdstilladelsen. De skal derfor tage ophold i et flygtningecenter/hjemsendelsescenter og dermed forsørges af det danske samfund, måske i flere år indtil nogle mener, det er sikkert i en del af Syrien for familien. Det bliver aldrig sikkert, så længe diktatoren hersker i hele Syrien. Det danske samfund bliver skyldig i henrettelser, hvis de hjemsendes.
Sami og familien vil gerne bo og arbejde i Danmark, og Danmark mangler arbejdskraft. Folketinget lader regeringen gå over åen efter vand – hvorfor hente udenlandsk arbejdskraft, når vi i Danmark har flere flygtninge, som gerne vil arbejde, og Sami har bevist på Danfoss, at han både kan og vil.
Den ansvarlige eller uansvarlige minister, Mattias Tesfaye, har travlt med at vaske og spritte hænderne af. Han vil ikke gå ind i enkeltsager, og han stoler på sine trofaste ansatte. Ministeren burde øjeblikkeligt få ændret loven, så hans ansatte kunne handle ud fra almindelig sund fornuft og moral. Vi kalder os et kristent land, men undlader at handle som et kristent land med næstekærlighed og moralsk anstændighed.
Jeg er stadigvæk stolt over at være dansker, stolt over at jeg må skrive denne kritiske skrivelse, men flov over at flertallet af politikere i Folketinget nok slet ikke vil læse den til ende, men i stedet for bruge tid på deres egen behagelighed.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

