AARHUS/ONLINE: Debatmøde på et-årsdagen på FN’s forbudstraktat om atomvåben
Århus mod Krig og Terror holder debatmøde om atomvåbenforbuddet. Vær med til uddeling af løbesedler foran Banegården fredag den 21. januar 22 klokken 13-14. Kom og vær med til fysisk møde på Dokken lørdag den 22. januar klokken 13:30. Mødet kan også følges online på Zoom: https://us02web.zoom.us/j/86168185579
Baggrund
Atomkapløbet, som vi kendte det fra den kolde krig, er genoptaget. Vigtige nedrustningsaftaler er opsagt. Der er fuld kraft på oprustningen blandt andet med missilskjold. Atommagterne moderniserer deres atomvåben, blandt andet med nye supersoniske raketter. Det øger faren for en katastrofe.
Derfor har et stort flertal i FN vedtaget en traktat om forbud mod atomvåben. 86 lande har underskrevet og 59 lande har ratificeret traktaten, som i snart ét år har været gældende. Atomvåben er nu ulovlige ligesom giftgas og andre forfærdelige våbentyper.
Desværre tøver nogle lande, heriblandt Danmark med at tiltræde traktaten. Derfor har ICAN iværksat en international kampagne, Cities Appeal, for at få alle med. Gennem Cities Appeal kan byråd opfordre deres regering til at tilslutte sig traktaten.
Appellen lyder:
“Vores kommune er dybt bekymret over den alvorlige trussel, som atomvåben udgør mod lokalsamfund overalt. Vores borgere har ret til at leve i en verden fri for atomvåben. Al brug af atomvåben, hvad enten det sker bevidst eller som følge af fejl eller uheld, vil have katastrofale, omfattende og langvarige konsekvenser for mennesker, samfund og miljø. Derfor støtter vi FN-traktaten, der forbyder atomvåben og opfordrer den danske regering til at tilslutte sig traktaten.”
Foreløbig har over 50 norske byer har tilsluttet sig appellen, blandt andet Bergen og Oslo. Over 70 tyske byer har tilsluttet sig, blandt andet Berlin, Bremen og Flensburg. 4 delstater og over 60 byer i USA har tilsluttet sig, blandt andet New York, Washington og Los Angeles.
Se den samlede liste over tilsluttede byer her https://cities.icanw.org/list_of_cities
Med den konfliktoptrapning, der i øjeblikket sker, er det påtrængende, at alle, også byrådet, gør noget for at fremme dialog i stedet for optrapning.
Debatmødet den 22. januar klokken 13:30 markerer et-årsdagen for ikrafttrædelsen af FN’s forbudstraktat mod atomvåben med et videoindslag fra én af overleverne fra atombomben over Hiroshima i samarbejde med Louise og Rika fra Peace Boat-organisationen i Japan.
Desuden oplæg om arbejdet med FN’s forbudstraktat internationalt og i Danmark samt lokalt om indsatsen for at få Aarhus Byråd til at tiltræde ICAN Cities Appeal til alle byer i verden om at lægge pres på deres landes regeringer for at få dem til at underskrive FN’s forbudstraktat.
Gratis adgang. Alle er velkomne!
Begivenheden kan også følges online på Zoom: https://us02web.zoom.us/j/86168185579
Begivenheden er arrangeret af Århus mod Krig og Terror, som er medlem af ICAN og aktiv i ICAN Denmark. Følg os på Facebook: https://fb.me/e/27oxlf0TG