Læserbrev
I dag er det nøjagtig 15 år siden, at knap 100 mennesker mødtes i Malernes Fagforening på Lygten i København. De kom fra to forskellige organisationer, der lige havde nedlagt sig selv. Og på mødet på Lygten meldte de (fleste) sig ind i en ny organisation, som de lige havde vedtaget program, vedtægter og navn for: Kommunistisk Parti.
Her 15 år efter er det værd lige at erindre om, hvad det egentlig var der skete, da nogle af os, der er her i dag, stiftede Kommunistisk Parti. For der var faktisk noget historisk over det. De to organisationer, der gik sammen, Kommunistisk Samling og DKP/ML, repræsenterede nemlig to strømninger i den kommunistiske bevægelse.
Vi forenede kammerater, der i historiens løb havde tilsluttet sig den del af den kommunistiske bevægelse, der har identificeret sig med DKP-strømningen, og kammerater, der har tilsluttet sig den del af den kommunistiske bevægelse, der har identificeret sig med ML-strømningen.
Vores parti står med den opgave at være katalysator for et moderne kommunistisk projekt. Altså et kommunistisk projekt der taler ind i tiden og dens mennesker.
Jeg skal ikke her komme ind på detaljer i forskellene – blot notere, at det kunne gå heftigt for sig i polemikkerne i 70’erne, 80’erne med videre.
Men altså: Det lykkedes os – på trods af forskelligheder, og måske fordi vi erkendte dem – at finde enhed mellem de to historisk betingede strømninger. Det lykkedes at skabe et fælles teoretisk, ideologisk og politisk grundlag, der rakte ud over begge strømningers hidtidige positioner. Fordi vi havde øjnene rettet mod nutiden og fremtiden og ikke fortiden. Og fordi vi tog udgangspunkt i, hvad vi var enige om, ikke det modsatte.
Ikke så dårligt.
Vi vil fortsat enhed
Desværre lykkedes det som bekendt ikke at forene alle kommunister fra de to strømninger. Men vi satte som mål at fortsætte enhedsbestræbelserne. For der var simpelthen ikke råd til flere kommunistiske partier i Danmark. Det er der heller ikke i dag.
I årenes løb har flere kammerater sluttet sig til Kommunistisk Parti, men en egentlig sammenlægning med andre kommunistiske partier er ikke lykkedes. Og jeg ved, at jeg taler på KP’s vegne, når jeg siger: Det er ikke vilje eller konkrete anstrengelser hos os, der har manglet.
Så i kommunalvalgkampen har vi i hvert fald i København måttet svare på det helt indlysende spørgsmål: Hvorfor er der to kommunistiske lister på stemmesedlen? Og svaret har ikke kunnet være andet end: Det er uforklarligt. Det er latterligt. Og det er ikke med vores gode vilje. Men det står desværre ikke i vores magt at kunne gøre noget ved det nu!
Jeg synes, at jeg var nødt til at tage denne lille historiske tur tilbage. For den har jo været med til at forme vores partis identitet fra partiets start. Knap halvdelen af partiets nuværende medlemmer har gjort hele tiden med siden dag ét. For dem, for os, er det levende historie, der har været med til at forme os.
Ideologisk kamp
Men sådan er det ikke for hele Kommunistisk Parti i dag. Vi er i dag sammensat anderledes end dengang.
Over halvdelen af partiets medlemmer er kommet til sidenhen. Faktisk er det i dag sådan, at cirka en tredjedel af vores partikammerater er kommet til inden for de sidste tre år. Nogle først her under valgkampen. Velkommen til!
Og det er ikke en hemmelighed: Der er plads til flere.
Socialisme og kommunisme som ide og som et konkret projekt at kæmpe for er i årtier forsøgt isoleret og udgrænset. Vi står i en benhård ideologisk kamp.
Et eksempel fra kommunalvalgkampen:
På Bornholm er tidligere Venstre-minister Søren Pind gået amok med udsigten til et kanonresultat for Enhedslisten. Enhedslisten – og jeg citerer: “som øens største parti vil betyde afskaffelsen af ejendomsretten, farvel til fundamentale menneskerettigheder og en knægtelse af demokratiet. Sådan vil det altid være, når man har rødder i den kommunisme, der efter Murens fald fik lov til at slippe alt for nemt om ved de indlysende ligheder med nazisme.” Citat slut.
Så trækker man da lige kommu-nazi-kortet, når man står med ryggen mod muren!
Fremtiden skabes i nutiden
Vores parti står med den opgave at være katalysator for et moderne kommunistisk projekt. Altså et kommunistisk projekt der taler ind i tiden og dens mennesker. Et projekt der kan genrejse kommunisterne som en kraft i arbejderklassen. Et projekt der kan forene revolutionære kræfter hos kommunisterne. Så der kan skabes en modbevægelse.
Og det kan kun gå for langsomt. For det er rædsomt at være vidne til alle kapitalismens og imperialismens dårligdomme.
På Twitter trender Marx med jævne mellemrum. Kredse af yngre forskere og akademikere erklærer sig som kommunister og tilhængere af den kommunistiske ide. Hvilket naturligvis får højrefløjen og tænketanke som CEPOS helt op i det røde felt (eller hvilken farve det nu har).
I både Politiken og Information har det vakt røre, at bogaktuelle Søren Mau har plæderet for kommunisme og revolution. “Det mest uhyggelige jeg har læst de seneste 16 år”, siger CEPOS-bannerføreren Mads Lundby Hansen. “Lad dig ikke lokke af Marx-moden. Kommunismen er stadig farlig”, lyder det. Ikke mindst som en advarsel til de mange unge der i denne tid ser, at kapitalismen på ingen måde duer. De får straks en dosis antikommunisme hældt ned i halsen.
På den anden side: Debatten er med til at genskabe det politiske rum for kommunismen, som på samfundsmæssigt plan har været lukket i rigtig mange år.
Men for kommunister er politik ikke kun noget på makroplan. Vores politik begynder ved hvert enkelt menneske. Ved hvert enkelt fællesskab. For os er kommunisme ikke kun en ide. Den er en kamp. Den er noget konkret, der skal gøres. Hver dag.
For fremtiden er ikke noget, der sker. Den skabes. Og den skabes i nutiden.
Glade kommunister
Det er klart, at vi på ingen måde kan sammenligne det samfund eller den politiske situation, der var for 45 år siden, hvor nogle af os blev aktive. Det var i afslutningen af en venstrebølge, hvor solidaritet, kammeratskab og kollektivisme var begreber, der både var kendte, blev brugt og havde et indhold. Der var en form for bevidsthed om, at samfundet var for de mange. Ikke som i dag, hvor det handler om, hvordan jeg som individ kan manøvrere for at få det bedst mulige ud af det for mig.
Men systemet kvaser én i sidste ende, hvis man står alene.
I Kommunistisk Parti har vi derimod kammeratskab. Vores medlemmer har mange forskellige udgangspunkter og meget forskelligt med i bagagen. Vi har også forskellige generationsudgangspunkter. Men vi er samlet i et stærkt fællesskab, som vi værner om. For vi har en fælles ide.
Som kommunister spreder vi kampglæde og håb. Mismod og pessimisme er vores største fjender.
Vi klager i stride strømme over systemet – javel, det er godt. Men vi bruger al vores positive energi på at organisere, organisere og organisere, først og fremmest arbejderklassen, men også mange små og store kampe der skaber modbevægelse i samfundet.
Vi kæmper for at være en samlende kraft i en tid, hvor der er rigeligt af opsplitning, udskamning og udgrænsning!
I Kommunistisk Parti er vi glade kommunister. De sidste ugers valgkamp har vist, at vi har masser af relevant politik. At vi har klare budskaber. At vi kan komme ud med dem. At vores kammerater er virkelig dygtige.
Alt det tager vi med os efter i dag.
Når man bliver 15 år, kan man straffes for sine gerninger. Man er ude over den kriminelle lavalder. Man er ikke mindreårig mere. Jeg beder ikke om straf. Men KP er klar til at stå til regnskab for sine gerninger over for den eneste dømmende magt, vi anerkender: den danske arbejderklasse.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
