Læserbrev
Kommunal- og regionalvalgkampen lakker mod enden. Hen over weekenden afholdes de sidste valgarrangementer, de sidste løbesedler puttes i postkasser, og de sidste demonstrationer og aktioner løber af stablen.
“Deltag i demokratiet!” og “Stem med” står der på valgbusser, der kan ses i gadebilledet flere steder. Jo tak. Vores kryds på tirsdag betyder noget. De lokale valgresultater kan give os større muligheder for at forandre noget – eller mindre hvis resultaterne går de folkelige kræfter imod.
Men det er under alle omstændigheder nødvendigt at følge vores kryds op med samling og kamp uden for byrådssale og regionshuse. Vi får helt sikkert intet foræret.
Høringssvar på høringssvar afsendes. Men som oftest uden at der lyttes eller rokkes mange kommaer.
For hvis der er noget, som de seneste ugers valgkamp har vist, så er det, at folk rigtig mange steder oplever at blive kørt over, negligeret og ikke lyttet til, hvis de drister sig til faktisk at engagere sig i spørgsmål, som er vigtige i deres dagligdag.
Den 2. november afleverede en koalition af københavnske foreninger næsten 53.000 underskrifter med kravet om en vejledende folkeafstemning om de forhadte byggeplaner på Amager Fælled og Stejlepladsen i Sydhavnen. Et stærkt signal om, at københavnerne vil høres. Hvordan reagerede bystyret så? Er det parat til at gå i dialog med folket? Overvejer det reelt at ændre holdninger?
Overborgmester Lars Weiss udtalte, at “en folkeafstemning, om at man skal betale regningen for metrobyggeriet, er forkert”. Som om det skulle være afstemningstemaet.
Politisk ordfører for Socialdemokratiet på Københavns Rådhus Jonas Bjørn Jensen erklærede allerede inden afleveringen af underskrifterne: Det er “en rigtig dårlig ide med de her enkeltsagsfolkeafstemninger”.
Og så trak han så, hvad han åbenbart mener er det ultimative kort: truslen om brexit-tumultariske tilstande: “Jeg synes, at vi har set senest med brexit-afstemningen i England … at det bliver tingene ikke nødvendigvis bedre af.” Men ellers gør protester “selvfølgelig indtryk”, men “det at man bliver lyttet til, er jo ikke det samme som at man får ret”.
Så sandelig nej!
Og billedet er ikke enestående. Den fremherskende by- og boligpolitiske udvikling møder mange steder modstand, og engagerede borgere kaster sig ind i de kommunalpolitiske høringsprocesser. Høringssvar på høringssvar afsendes. Men som oftest uden at der lyttes eller rokkes mange kommaer.
Lokale politikere taler op ad døre og ned ad stolper om klimavenligt byggeri og bæredygtig byudvikling, men når det kommer til stykket, er det storentreprenører, pengetanke og spekulanter, der får de tilladelser, de beder om.
Men man kan selvfølgelig også fjerne selve adgangen til at klage. Det gjorde transportministeren midt i oktober, da han udsendte en bekendtgørelse om, at der frem til 2025 og eventuelt længere vil være lukket for klageadgang til otte love ved anlæggelsen af Lynetteholm ud for København. Punktum!
På tirsdag er der flere steder mulighed for at stemme på kandidater, der vil følge vores kryds op med samling og kamp uden for byrådssale og regionshuse. Kommunistisk Partis kandidater er af den støbning. Heldigvis er der andre af samme støbning i mange kommuner og regioner.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
