Nærvær er at være nær
Nærvær gennem samtale og en hånd at holde fast i kan og må aldrig erstattes af en klud bagi.
|
Travlhed kan være medvirkende til, at vi som personale prioriterer det somatiske fokus og føler os nødsaget til at udsætte eller helt at negligere det psykiske aspekt.
Når vi ikke når at spørge ind til, hvordan patienten, klienten eller borgeren har det, og også bruger tiden på at lytte og folde dette ud sammen, så mister vi et yderst essentielt element i det sundhedsfremmende og sygdomsnedsættende samarbejde.
At blive set som et helt menneske og ikke blot et brækket ben eller ny hofte har stor betydning for den enkeltes forløb.
Vores sundshedsvæsen bløder, det er blevet et sår, der aldrig vil hele.
Vi løber forvildet afsted for at nå det hele, inden det halve er glemt.
Patienterne er ofte sengeliggende og udskrives med liggesår og forstoppelse.
Det er ikke et spørgsmål om uvilje eller dårligt uddannet personale, derimod er det konsekvensen af et udsultet system, hvor personaleressourcer er en mangelvare. Sundhedspersonalet er kommet i restordre, og de resterende må løbe endnu stærkere.
En sted i Danmark sidder en kvinde alene i en hospitalsseng
Jeg banker stille på døren og lister ind på stuen.
I sengen sidder hun, og gensynsglæden skinner igennem hendes ellers sørgmodige blik.
Jeg smiler til hende og spørger ind til, hvordan det er gået den forgangne tid.
Som samtalen går, er stemningen i rummet tydeligt præget af, at tiden, siden sidst vi så hinanden, ikke på nogen måde har været let.
Det er svært, når livet når sin afslutning alt for tidligt og inden, man på nogen måde er klar til, at det er blevet tid.
Når sygdom skal definere en tidsramme for det, man ellers havde bestemt, at man gerne ville nå, inden livet ebber ud.
Sundhedspersonalet er kommet i restordre, og de resterende må løbe endnu stærkere.
Hun sidder der på sengen, med tårerne der løber, så de laver små fine striber på hendes ellers så blege kinder.
Huden syner træt, men er intet imod blikket, der i disse dage ikke orker at se realiteterne i øjnene.
Hun græder sorgen og håbløshedens stille gråd, mens jeg sidder helt stille og bare er hos hende.
En tidlig formiddag, hvor tiden er ved at rende ud for hende, imens min og mine kollegaers tid render alt, alt for stærkt.
Jeg prioriterer tiden i nærværet i det svære øjeblik, der for hende i sengen er ensomt og svært at bære alene.
Jeg tager en smule af hendes sorg med mig og holder den resten af dagen, indtil jeg får fri. Vil gøre hvad jeg kan for at slippe den, inden jeg når hjem. Hjem til mit og mine.
Døden skal hun møde alene
I en seng alene sidder hun, kvinden, og da jeg tilbyder hende et knus, takker hun ja med det samme.
Sætter mig på hendes sengekant og slår begge mine arme omkring hende, hun hulker stille ind i min hvide uniform.
Sætter sin sorg på min kittel og takker mig for min omsorg, mens mine varme hænder holder hendes fast.
Vi ved jo begge godt, at døden skal hun mødes med alene, men lige her er vi sammen for en stund.
Hende, der aldrig kræver noget af nogen, hun er en, du blot kan passere på din vej.
En du risikerer at overse i skyndingen i al din huj og hast.
Hende, der ikke belemrer nogen for det mindste eller finder på ting, du skal, når du møder hendes blik.
Hun er så let at overse, og sorgen anes først, når du giver hende din tid og dit nærvær.
Men rækker du hende din hånd og lytter til hendes gemte sorg, så mærker hun for en stund, at hun ikke behøver at være alene.
Et sted derude kimer klokkerne med en insisterende kalden fra alle dem, der jo ikke ved, at jeg sidder her i et forsøg på at være nærværende.
At jeg i den fortravlede hverdag ønsker at lade hende her i mængden mærke, at hun ikke er alene.
Om lidt slutter min dag, og jeg tager min kittel af for at iføre mig mit civile tøj. Lægger kitlen i bunken af vasketøjet og håber, at sorgen, der sad gemt i stoffet fra hendes gråd, vil gå af i vasken på 90 grader sammen med alt det andet, den har suget til sig på min vej gennem dagen.
Men den vil aldrig kunne slette sporet af hendes triste blik og min viden om, at hendes liv måske snart er slut.
Mit nærvær gennem samtalen og min hånd at holde fast i kan og vil aldrig kunne blive erstattet af en fugtig klud bagi.
28. oktober 2021 | 07:20
