KØBENHAVN OG ANDRE BYER: Vær med, når hele Danmark tænder lys for hjemløse
af Kirkens Korshær
Lystændingen sætter gang i den landsdækkende kampagneuge og indsamling med budskabet ”Hjem for hjemløse – vi er der, når ingen andre er” for at sætte fokus på ulighed og hjemløshed i Danmark.
For mange hjemløse mennesker er Kirkens Korshærs varmestuer, herberger og sociale tilbud det tætteste, de kommer på ”hjem”. Kirkens Korshær samler hvert år ind for at skabe opmærksomhed om hjemløshed og skaffe midler til fortsat at kunne gøre en forskel for de mange, der har brug for at blive hørt og set.
– Nu har vi været til stede i 109 år, og det er på sin vis tragisk, for det vidner om, at der er samfundsopgaver, der ikke bliver løst. De allersvageste bliver stadig ladt i stikken. Det er ofte mennesker, der er isolerede og ensomme, og som ikke har andre, der lytter til dem. Derfor er det så vigtigt, at Kirkens Korshær kan blive ved med at være der, siger chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen.
Pressen er velkommen til lystændingen ved Trinitatis Kirke på Købmagergade i København (eller en af de andre byer), hvor Kirkens Korshær er til stede for at fortælle om livet på gaden og den kæmpe forskel, de indsamlede midler gør hver eneste dag.
Lystændingen ved Trinitatis Kirke, Landemærket 2, 1119 Kbh K finder sted:
Mandag den 11. oktober kl. 17-21
Øvrige byer med lystænding
Kirkens Korshær tænder lys i følgende byer mandag den 11. oktober 2021 fra klokken 17.
- Aalborg (Vor Frue Kirkeplads)
- Aarhus (Bispetorvet)
- Fredericia (Rådhuspladsen)
- Horsens (ved Jørgensens Hotel)
- København (Hellig Kors Kirke på Nørrebro, Vor Frue Kirke i Indre By samt Trinitatis Kirke ved Rundetårn)
- Roskilde (Stændertorvet)
- Silkeborg (Kirketorvet)
- Slagelse (ved Varmestuen, Sdr. Stationsvej)
- Sønderborg (Rønhaveplads)
- Vejle (Søndertorv)
Læs mere her

Foto: Free