AARHUS: Hør oplæg om boligen – en menneskeret
Oplæg ved Solveig Munk, aktiv i Almen Modstand og juragruppen og medlem af Enhedslisten.
Det er svært at få en bolig, og det er dyrt at bo i Aarhus. Etnicitet, handicaps, personlig økonomi med videre er afgørende for, hvor du overhovedet kan få lov at bo.
Arbejderklassen, flygtninge og de fattige fordrives og udelukkes fra betalelige almene boliger ved hjælp af såkaldte “ghettolove”. Godt hjulpet af et borgmesterparti, der varetager kapitalens, boligspekulanternes og racisternes interesser.
Hvordan fastholder vi boliger, som arbejdsløse og ufaglærte har råd til, og sikrer en fri og lige adgang til alle nuværende boligområder? Hvordan forhindrer vi nedrivning af tusindvis af gode boliger?

I oplægget vil der blive redegjort for hvorledes:
- “Ghettolove” og “særlige udlejningsregler” med videre praktiseres af flertallet i Aarhus Byråd sammen med boligorganisationerne.
- Hvilke planer de har vedtaget, og overgreb de har begået, og hvad de kunne have valgt at gøre i stedet.
- Borgmesteren præger lovgivningen og går ofte videre i sine indgreb overfor de almene beboere, end loven påbyder.
- “Almen Modstand” gør modstand, og en juragruppe kører sager, blandt andet sammen med beboerne i Gellerup og Bispehaven og i FN.
Caféen er åben fra klokken 15 til 17:30.