Grenaa: EU og klimaet – en grøn fremtid eller varm luft?
Midt i en sommer, hvor hedebølge og skovbrande hærger Sydeuropa, mens dele af Tyskland, Kina og Japan er ramt af voldsom regn og mudderskred, kom FN’s statusrapport om klimaforandringerne. Den slår fast, at Jordens klima ændrer sig endnu hurtigere, end vi frygtede.
Der kræves dramatiske omlægninger af vores levevis og produktionsmåde, hvis vi skal nå at forhindre et egentligt klimakollaps.
Midt i sommeren, den 14. juli, kom også EU-kommissionens plan for, hvordan den konkret vil udmønte sin højt profilerede “Green Deal”, der blev vedtaget i 2020, og som lover, at EU har reduceret CO2-udledningerne med 55 procent i 2030.
Hvad er op og ned i disse tiltag? Matcher EU’s målsætninger overhovedet det, der kræves i den eskalerende klimakrise? Kommer de konkrete tiltag til at gøre en reel forskel? Eller er det mest varm luft?
Det kan du blive klogere på nu. Kom og hør to kompetente vidensfolk give et bud på, hvad EU’s nye klimaplan kommer til at betyde.
Oplæg ved: Maja Kofod Jensen, Den Grønne Studenterbevægelse.
Anders Bjerre Mikkelsen, civilingeniør og forfatter til bogen “Klima på afveje”.
Derefter er der mulighed for spørgsmål og debat.
Alle er velkomne.
Mødet arrangeres af Folkebevægelsen mod EU, Djurslandskomitéen.
Støttet af Europa-Nævnet.