Nyhedskommentar
Historien gentager sig ikke. Mennesker gentager historien
Dele af landbrugets kamp mod klimatiltag og kollektive aftaler med rigtige fagforeninger lyder på mange måder som et ekko af tiden for 100 år siden, skriver Dennis Kristensen i denne blog.
|
Der er noget næsten symbolsk over, at traktorbevæbnede storbønder i 2026 blæser til kamp mod samfundets klimaregulering af erhvervet i hundredåret for landarbejdernes kamp mod landbruget i Kolindsund.
Landarbejderne kæmpede på det tidspunkt stadig for dét store gennembrud for kollektive overenskomster i landbruget, som den nye arbejderklasse havde opnået i industrien godt 25 år tidligere.
Og dele af landbrugets kamp mod klimatiltag og kollektive aftaler med rigtige fagforeninger lyder på mange måder som et ekko fra den periode. Et ubehageligt ekko.
Kampen i landbruget dengang om overenskomster eller ej for nogle af samfundets lavestlønnede indeholdt en del a det, som vi oplever lige nu: Borgerlige politikere, både med og uden Kristelig Fagforenings-kasketten på, i spidsen for en alliance, der højlydt kræver begrænsning af konfliktretten på arbejdsmarkedet og ikke mindst retten til at iværksætte sympatikonflikter.
Lavtflyvende beskyldninger om fagforeningstyranni og organisationsvælde, og Dansk Arbejdsgiverforening, der kraftigt lægger afstand til Venstres idéer om dagpengeforringelser.
Kampen for overenskomst
Landarbejderne var ikke omfattet af Septemberforliget fra 1899, der anerkendte arbejdernes ret til at organisere sig og indgå kollektive aftaler om løn og ansættelsesvilkår, fordi landbruget ikke var en del af Dansk Arbejdsgiverforening (DA), som havde oprettet en sektion for landbrug, men langt de fleste bønder var uorganiserede.
For landarbejderne førte det til en helt særlig situation, hvor nogle bønder tillod organisering, men ikke anvendelse af Landarbejderforbundet som forhandlingspart.
Og samtidig tyder forskningen på, at Socialdemokratiet ønskede et selvstændigt forbund for landarbejdere og husmænd som en vigtig vælgerbase fremfor en sammenslutning eller optagelse i et eksisterende forbund i De samvirkende Fagforbund (i dag FH). (1)
I starten af 1920’erne måtte Landarbejderforbundet ligefrem acceptere lønnedgang i de overenskomster, som forbundet trods alt havde.
Kampen om overenskomstdækning af det inddæmmede Kolindsund på Djursland blev indledt uden held i 1923.
Arbejdet havde hidtil været dækket af en overenskomst, men var nu overført til en nyt ejerlav, der afviste enhver forhandling med Landarbejderforbundet.
Konflikten kom skævt for start, fordi det forblev uafklaret, om det ejerlav, der stod for den fortsatte afvanding af det tidligere sund og dyrkede den indvundne jord, havde lockoutet de ansatte, eller om Landarbejderforbundet iværksatte en egentlig strejke. Konflikten blev hurtigt sammenkædet med et krav fra Dansk Kedel- og Maskinpasserforbund om overenskomst for arbejdet med den permanente afvanding.
Krokodilletårerne flyder
Ret snart blev det dog klart, at konflikten ikke for alvor blev mærkbar for afvanding og dyrkning, og Venstrebladet ”Grenå Folketidende” betragtede hurtigt konflikten som reelt afsluttet uden sejr for landarbejderne.
Den socialdemokratiske ”Demokraten” i Århus hudflettede bladet for at lade krokodilletårerne flyde:
”At Landarbejderforbundets sekretær M. Olsen påstår, at arbejderne er lockoutede, betyder intet i redaktør Andersens øjne. Ejerlavets formand og forvalter siger det modsatte, og så er redaktør Andersen tilfreds. Han finder det også ganske i sin orden, at Landarbejderforbundet skal holde sig udenfor forhandlingerne, skønt landarbejdernes afdeling i Kolindsund har søgt forbundets assistance. Hr. redaktør Andersen er usigelig glad ved, at lodsejerlavets bestyrelse i stedet for de strejkende har fået nye folk i det omfang, der er påkrævet, og alt går så såre godt. Det undrer ikke, at hr. Andersen ser op til disse folk, der er faldet deres kammerater i ryggen. Ingen tvivler om, hvor ”Grenå Folketidende” har sin sympati. Det, striden står om i Kolindsund, er, at arbejderne ønsker en overenskomst, som de havde med det forrige aktieselskab, der betrygger dem en løn, så de kan forsørge deres familie. Det vil ejerlavet ikke være med til. Og det finder ”Grenå Folketidende” ganske naturligt.” (2)
Herefter måtte Landarbejderforbundet bede om støtte fra De samvirkende Forbund (DsF) med henvisning til, at det var ”noget af et livsspørgsmål, ikke blot for de implicerede arbejdere, men for hele arbejderbevægelsen på Djursland, at vi vinder denne kamp.”
Sympatiaktioner
Derfor bad landarbejderne om altomfattende sympatiaktioner overfor ejerlavets to pumpestationer, og afsætningen af de 12 berørte landmænds produkter: Med andre ord, vi ønsker, at blokaden varsles for og kommer til at omfatte samtlige medlemmer af De samvirkende Fagforbund, også hvor disse arbejder for medlemmer af Dansk Arbejdsgiverforening.”
Forretningsudvalget vendte tommelfingeren op, men ville ikke dække udgifter ved sympatikonflikterne, og Dansk Arbejdsmands Forbund (i dag 3F) har næppe været begejstret. Forbundet ville i praksis komme til at bære hele udvidelsen af konflikten, og Landarbejderforbundet ville ikke modtage konfliktstøtte fra DsF, fordi forbundet ikke var i stand til at betale det fulde medlemsbidrag. (3)
Heldigvis er sympatikonflikter til støtte for en varslet konflikt med nogle begrænsninger i dag et anerkendt kampskridt for begge parter på arbejdsmarkedet. Også selvom vi hører det ubehagelige borgerlige ekko fra Kolindsundkonflikten.
Landarbejderforbundet følte sig tilsyneladende så sikker på, at Højesteret ville frifinde organisationerne, at de som forligstilbud undervejs, var parat til ikke at kræve en sag afvist, hvis de berørte rejste erstatningskrav af denne vej.
”Landmændene og købmand Kjær, der var aftager af gårdenes produktion, gik imidlertid til domstolene. Ved Østre Landsrets dom af 27. juni 1925 blev organisationerne frifundne, men ved Højesterets Dom året efter blev organisationerne dømt til at udrede store erstatninger. Organisationerne måtte til landmændene udrede 230.000 kr. og til købmand Kjær 55.000 kr. En dom af denne natur viser, at der er en gunstigere retsstilling for de uorganiserede arbejdsgivere, og viser, at Arbejdsretten burde udvides til at gælde alle arbejdsspørgsmål.” (4)
Og Venstre jublede over dommen. Lemvig Folkeblad svang sig helt op til at kalde dommen for ”Højesterets knusende dom over fagforeningtyranniet”. (5)
Faglige organisationer straffes
Over det næste par år blev organisationerne to gange idømt yderligere erstatningsansvar for Kolindsund-konflikten, som betød, at Landarbejderforbundet, Dansk Arbejdsformand og De samvirkende Forbund sammen skulle betale op mod en halv million kroner i erstatninger.
Noget der i nutidskroner ligger på den anden side af 20 millioner kroner.
Og Venstre fremsatte et forslag i Folketinget om ”Værn for erhvervs- og arbejdsfriheden”, som blev vedtaget under Madsen-Mygdals efterfølgende VK-regering, rettet mod tvangsforanstaltninger gennemført af organisationerne, der skulle kunne straffes med bøder eller fængsel.
Af samme grund kaldt ”Tugthusloven” i samtiden. (6)
Principperne heri har et utal af gange siden da ført til lovforslag fra forskellige kombinationer af borgerlige partier, og Venstre var med Claus Hjort Frederiksen som chefindpisker helt fremme i skoene under konflikten om overenskomstdækning af restaurant Vejlegården i 2012.
Venstre har de senere år under Troels Lund Poulsen valgt offentligt at anlægge en knap så markant holdning til Den danske Model. Men det er fortsat indskrænkningen af den faglige kamp med forbud og straf, som en række borgerlige partier og Kristelig Fagforening går efter at genindføre.
Under Kolindsund-konflikten blev fagbevægelsen af især Venstre og partiets presse skældt huden fuld, og også Dansk Arbejdsgiverforening blev kritiseret voldsomt.
Det sidste fik formanden bogtrykker H. Langkær til at uddele et solidt nakkedrag til partiet af samme karakter, som vi i dag oplever DA giver Venstre for at ville angribe dagpengesystemet:
”Kritikken kommer i reglen fra helt andre kredse, fra Folk som ikke er knyttet til virksomheder indenfor håndværk eller industri, men som synes at have sat sig til formål at undergrave arbejdsgivernes autoritet ved beskyldning for organisationstyranni, uduelighed, stundom også for at danne en sammenfiltret arbejdsgivertrust, der gennem prisaftaler udplyndrer befolkningen. Og det er ikke alene fra folk, som står arbejderne nær. De, der skarpest angriber os, er ofte folk, som må formenes at høre til det borgerlige samfunds bevarende kræfter, og som efter min formening burde forstå arbejdsgiverforeningens betydning for det borgerlige Samfund …. ” (7)
Heldigvis er sympatikonflikter til støtte for en varslet konflikt med nogle begrænsninger i dag et anerkendt kampskridt for begge parter på arbejdsmarkedet. Også selvom vi hører det ubehagelige borgerlige ekko fra Kolindsundkonflikten.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Noter:
1) Henning Grelle: Socialdemokratiet i det danske landbrugssamfund 1871 – ca. 1903: Teoretiske, taktiske og strategiske problemer med henblik på formuleringen af en jordpolitik og organisering af husmænd og landarbejdere. SFAH’s Skriftserie nr. 7. 1978
2) Demokraten: Konflikten i Kolindsund. 16. oktober 1923
3) John Stoltze Madsen: Kolindsundkonflikten 1923-26. En kamp for organisering af landarbejderne. Årbog for arbejderbevægelsens historie. SFAH 1979
4) Eiler Jensen: Det faglige retsgrundlag. Under Samvirkets Flag. De samvirkende Fagforbund 1898 – 1948. DsF 1948
5) Lemvig Folkeblad. 10. juni 1926
6) Per Jacobsen: Kollektiv arbejdsret. 1984
7) Knud Knudsen: Arbejdskonflikternes historie i Danmark. Arbejdskampe og arbejderbevægelse 1870 -1940. SFAH’s Skriftserie nr. 41. 1999
04. september 2026 | 17:04
