Tale
Hej allesammen!
Jeg hedder Lotte – nogle kender mig også som Pippi – og jeg har været Hus Forbi-sælger i snart syv år.
Hvis der er én ting, jeg har lært gennem de år, så er det, hvor vigtigt det er at have noget at stå op til. At komme ud ad døren. At møde andre mennesker. Og at tro på, at selv når livet er svært, så er der lys for enden.
30 år med et fællesskab, som har betydet – og stadig betyder – utrolig meget for rigtig mange mennesker.
Jeg har selv stået et sted i mit liv, hvor jeg følte mig meget alene. Jeg følte ikke, at kommunen eller systemet kunne hjælpe mig videre eller hjælpe mig opad. Og når man står dér og ikke rigtig ved, hvor man skal gå hen, eller hvor hjælpen findes, så kan ensomheden blive meget stor.
Jeg vidste faktisk heller ikke selv dengang, hvor meget hjælp og hvor mange fællesskaber der fandtes derude.
For mig blev Hus Forbi et af dem. Her fandt jeg mennesker, jeg kunne spejle mig i. Mennesker, som forstod nogle af de ting, jeg stod med. Og jeg blev en del af et fællesskab, hvor jeg ikke længere behøvede at føle mig helt alene.
Men mit fællesskab i Hus Forbi er ikke kun de andre sælgere. Det er i allerhøjeste grad også mine kunder.
Jeg er lige fyldt 50 år, og det var en kæmpestor dag for mig. Jeg havde bestilt to kagekoner – for én var åbenbart ikke nok! – og så valgte jeg at fejre min fødselsdag lige dér, hvor jeg normalt står og sælger Hus Forbi.
Og der kom så mange mennesker. Mine kunder kom. Mine børn og min kæreste kom. Børn kom med tegninger og perler til mig. Og lige dér stod vi allesammen – forskellige mennesker, som på hver vores måde er blevet en del af hinandens liv.
Jeg kunne virkelig mærke kærligheden den dag. Og det betyder mere for mig, end jeg tror, mange mennesker forstår.
Mine kunder er noget af det vigtigste for mig. De hiver mig op. De giver mig noget at stå op til. De spørger til mig, de ser mig – og jeg ser dem.
For det handler selvfølgelig om at sælge en avis. Men det handler også om alle de små møder mellem mennesker, der opstår omkring avisen.
Gennem Hus Forbi får jeg også lov til at opleve ting, jeg aldrig havde forestillet mig.
Jeg har for eksempel lige været ude sammen med Tue Bregninge og lave en artikel med Mathilde Falch. Og det betyder rigtig meget for mig, at jeg får de her muligheder og får lov til at møde og være sammen med alle mulige slags mennesker.
Det minder mig om, at vi måske slet ikke er så forskellige, når det kommer til stykket. Og så har jeg også noget, jeg gerne vil sige til mine kære medsælgere:
Smil. Vær positive. Vær søde, rare og hjælpsomme! Også når folk går forbi. Også når de siger nej tak til avisen. Et smil koster ingenting. Men det kan betyde noget for et andet menneske. Og jeg tror på, at meget af det gode, vi sender ud i verden, også kommer tilbage til os.
Og til alle jer andre vil jeg sige: Bliv ved med at støtte Hus Forbi og vores sælgere!
For når I stopper op og køber en avis, så er I også med til at skabe noget at stå op til. I er med til at skabe møder mellem mennesker. I er med til at skabe fællesskab. Og I er med til at gøre en forskel for mennesker, som måske ellers føler sig meget alene.
For mig er kærligheden det største. Og måske er det netop derfor, fællesskabet er så vigtigt.
For ingen mennesker skal stå helt alene. Og når vi nu taler om både kærlighed, fællesskab og fødselsdage, så er der faktisk én meget vigtig fødselsdag mere, vi skal fejre.
For i går fyldte Hus Forbi 30 år! 30 vigtige år. 30 år med Hus Forbi-avisen. 30 år med sælgere. 30 år med møder mellem mennesker. Og 30 år med et fællesskab, som har betydet – og stadig betyder – utrolig meget for rigtig mange mennesker.
Og det skal vi selvfølgelig fejre sammen i dag!
Så nu vil jeg gerne bede alle mine kære Hus Forbi-sælgere om at komme herop på scenen sammen med mig!
Kom så, allesammen!
For nu skal vi samle hele Hus Forbi-familien og synge en fælles føds’dagssang. Og jeg håber, at alle jer derude vil synge med og hjælpe os med at fejre 30 år med Hus Forbi!
Stort tillykke til Hus Forbi – og tak til alle jer, der gennem 30 år har været med til at skabe det fællesskab, vi står i her i dag!
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
