Kommuner gemmer på penge
Mennesker er ikke anekdoter
Det er et ulige magtforhold, når systemet tillader sig at definere dig og din situation på en måde, du ofte har svært ved at genkende. Hvor det føles, som om du skal passe ind i en kasse, der gør ondt at blive presset ned i, skriver Mia Kristina Hansen.
|
Hvordan skaber vi håb, når livet bliver en udfordring? Når vi har brug for velfærdssystemets hjælp, men i stedet oplever en hård kamp? En kamp, hvor man gang på gang trækker det korteste strå, fordi man står over for et ulige magtforhold.
Et magtforhold, hvor den anden part, systemet, tillader sig at definere dig og din situation på en måde, du ofte har svært ved at genkende. Hvor det føles, som om du skal passe ind i en kasse, der gør ondt at blive presset ned i.
Det er mit postulat, bygget på de mange mennesker, jeg har talt med gennem de sidste mange år.
Jeg har gennem årene forsøgt at gøre opmærksom på problemstillingerne. Ofte er jeg blevet mødt med udsagn som: ‘Vi kan ikke handle ud fra enkelte sager’. De seneste år er det blevet til: ‘Vi kan ikke ændre systemet ud fra anekdoter’.
Begge udsagn har ramt mig. Det er frustrerende, når dem, jeg taler med, ikke kan høre, at det netop ikke handler om enkelte sager. For det er mange mennesker, der fortæller det samme. Og at kalde det anekdoter lyder nedværdigende, for det er menneskers livsfortællinger. Det er den virkelighed, de lever i. Deres daglige udfordringer bliver overset, fordi de ikke passer ind i et skema.
Hvis vi vil have et andet resultat, må vi turde ændre systemet, så det passer til de mennesker, der har behov for hjælpen.
Heldigvis ved jeg, at mange af de mennesker, jeg har talt med gennem årene, kommer videre i deres liv på trods af alle udfordringerne. Det kan være familier med børn i mistrivsel, som oplever, at der sker noget, når barnet bliver ældre. Situationen ændrer sig, og barnet får mulighed for at leve et almindeligt voksenliv.
Men tænk, hvis hjælpen havde været der fra start. Tænk, hvis forældrene var blevet taget i hånden, første gang de bad om hjælp. Så kunne barnet og familien have haft en lettere hverdag, uden at frygten for fremtiden og magtesløsheden skulle fylde så meget i barnets opvækst.
Jeg ved fra mit eget liv, dengang mit barn havde angstproblematikker og skolefravær, hvordan frygten for hans fremtid langsomt voksede. I takt med at jeg fandt ud af, at det ikke var sådan lige at få hjælp, og at jeg følte mig misforstået som mor. Men jeg ved også, hvordan jeg langsomt begyndte at turde tro på fremtiden, da jeg fik hjælp og følte mig tryg ved, at de mennesker, som skulle hjælpe, forstod min søn, mig og vores livssituation.
Det gælder os alle: Når vi føler os trygge ved den hjælp, vi får, sniger håbet sig langsomt ind. Vi tør tro på fremtiden, og vi tør igen drømme om det liv, vi ønsker os.
Derfor blev jeg glad, da jeg forleden hørte Monika Rubin, ny socialminister og minister for nordisk samarbejde, sige på (fagforbundet, red.) Socialpædagogernes Landsforbunds socialpolitiske topmøde:
– Måske er det ikke altid mennesket, der skal lære at passe ind i systemet? Måske skal systemet passe bedre til mennesket. Det er den retning, jeg vil sætte som socialminister.
At jeg efterfølgende også kunne læse det på hendes Facebook-profil, gjorde mig kun endnu mere glad.
Det ser jeg frem til. Og det glæder mig, at hun vil sætte den politiske dagsorden ud fra netop det synspunkt.
Vi har brug for et vendepunkt. Et sted, hvor vi tager udgangspunkt i det, der virker. Vi skal være langt mere nysgerrige på, hvad mennesker fortæller, der virker, og på, hvad der efterlyses af dem, som har brug for hjælpen.
Det, jeg hører, virker, er at blive mødt med nysgerrighed. At det, man siger, bliver taget alvorligt. At stedet, man henvender sig, byder én velkommen, bevarer kontakten og holder fast, indtil man får den rette hjælp. At man bliver tilbudt et forløb, der giver mening og får tillid til dem, der skal hjælpe.
Der findes ikke nødvendigvis en hurtig løsning på det enkelte menneskes situation. Men der findes mange forskellige løsninger, og der findes en sammenhængende indsats. Det kræver, at man bliver mødt af nogen, som tror på én, og på, at der er håb om et værdigt liv for alle. Nogen, der får én til at mærke, at man ikke behøver gå vejen alene.
Jeg vil gerne tro på ministerens ord, og på de takter, jeg også hører fra andre politikere. Men det kræver, at vi alle insisterer på, at det er den vej, vi skal gå nu. For hvis vi vil have et andet resultat, må vi turde ændre systemet, så det passer til de mennesker, der har behov for hjælpen.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
03. september 2026 | 06:15
