Anmeldelse
Lolland Kommune skal finde næsten 500 millioner kroner på næste års budget, skoler skal lukkes i Nyborg Kommune og plejehjemspersonale skal skæres ned i Faaborg-Midtfyns Kommune.
Det er blot et par eksempler på udfordringer, som landets byråd og kommunalbestyrelser ser ind i, her lige før begyndelsen på budgetforhandlingerne. Det er ikke nogen ny fortælling, i årevis har kommuner på tværs af landet skulle spare, velfærden er blevet skåret ned og udfordringerne med at få tallene til at gå op er et konstant tilbagevendende tema.
Derfor er det også dybt frustrerende, når økonomiminister Pia Olsen Dyhr (SF) i juni talte om “et historisk løft” af kommunernes økonomi, i forbindelse med økonomiaftalen mellem staten og kommunerne. Lidt hurtig hovedregning viser nemlig, at kommunerne alligevel mangler mere end én milliard kroner, hvis budgetterne skulle gå op.
Det såkaldte demografiske træk – at vi bliver flere ældre og børn, som har brug for pleje, institutioner og skoler – æder nemlig en stor del af de omkring tre milliarder ekstra, som økonomiaftalen tilførte kommunernes økonomi.
Så at tale om noget som helst “løft” er et fatamorgana. Det lyder flot som politisk kommunikation, men virkeligheden ser væsentlig anderledes ud.
Og det burde ikke komme som en overraskelse for nogen. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har for længst påvist, at velfærden har været kronisk underfinansieret gennem en årrække. Hele 22,5 milliarder kroner mangler siden 2015, hvis velfærden skulle være fulgt med det demografiske træk.
Så følelsen af, at serviceniveauet i velfærden er faldet, er ikke blot noget, befolkningen forestiller sig, det er et beviseligt faktum.
Kommunerne skal have bedre rammer for at sikre velfærden. Derfor skal budgetloven afskaffes, hurtigst muligt, og der skal massive og permanente investeringer i de kommunale budgetter.
Læg hertil, at budgetloven fortsat sætter en begrænsning på, hvor mange penge kommunerne må bruge på netop velfærden. Kommunerne er altså bundet på arme og ben i forhold til at forbedre velfærdstilbuddene for borgerne.
I Københavns Kommune overvejer partierne i Borgerrepræsentationen endda at sænke skatten – som allerede er den laveste i landet – fordi de skal bruge de penge, de ikke må bruge på velfærd, på et eller andet.
En nyligt udgivet rapport fra VIVE konkluderer også, at der i kommunerne er opfattelse af, at det kommunale selvstyre og evnen til selv at fastlægge udgifter og skatteniveau “i praksis indskrænkes” af budgetlovens styringsmekanismer.
At velfærden har problemer ude i kommunerne, er altså et resultat af politiske valg, ikke sløsen med penge fra kommunalbestyrelsernes side. De forsøger hvert år at få budgetterne til at gå op, at sørge for velfærd til deres borgere. Deres arbejde besværliggøres af beslutninger, som er taget langt væk fra dem.
Kronisk underfinansiering og budgetloven er problemer skabt af politikerne på Christiansborg, derfor skal de også løses der. Den politiske vilje til det virker ikke til at være til stede, derfor må borgerne råbe vagt i gevær.
Når omfanget af de kommunale besparelser bliver tydeligt næste år, skal der råbes op. Kommunerne skal have bedre rammer for at sikre velfærden. Derfor skal budgetloven afskaffes, hurtigst muligt, og der skal massive og permanente investeringer i de kommunale budgetter.
Ellers gentager de her problemer sig blot år efter år, hvilket ingen af os har en interesse i.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
