Et opgør med budgetloven er nødvendigt
Hele 35 procent af socialrådgiverne oplever, at økonomiske hensyn vægtes højere end socialfaglige vurderinger, mens 39 procent vurderer, at borgerne ikke får den hjælp og støtte, de har behov for, skriver Signe Færch.Kommunerne tager snart hul på årets budgetforhandlinger, og i optakten er jeg faldet over masser af kommuner, som skal spare penge.
Endnu engang skal landets kommunalpolitikere altså forsøge at få enderne til at mødes i den lokale velfærd, og uanset hvordan forhandlingerne ender, er der borgere, som risikerer at blive klemt.
Dansk Socialrådgiverforenings seneste vilkårsundersøgelse viser, at økonomien allerede i dag fylder for meget i mange socialfaglige beslutninger. Hele 35 procent af socialrådgiverne oplever, at økonomiske hensyn vægtes højere end socialfaglige vurderinger, mens 39 procent vurderer, at borgerne ikke får den hjælp og støtte, de har behov for.
Et opgør med budgetloven i dens nuværende form er helt nødvendigt, hvis vi skal kunne løfte velfærden lokalt.
Det er dybt bekymrende tal – for det betyder, at der er borgere, som ikke får den nødvendige støtte til at mestre hverdagen, passe på deres børn, komme sig efter alvorlige sociale problemer eller leve et godt liv med handicap eller sygdom.
Når økonomien får lov til at fylde mere end fagligheden, er det borgerne, der betaler prisen med deres trivsel.
Hvis de lokale budgetforhandlinger igen ender med at drysse besparelser ud over socialområdet, vil det komme til at se værre ud for de mest udsatte borgere – og hvis de friholder socialområdet for besparelser, så er det bare skoler og daginstitutioner eller biblioteker og kulturtilbud, som skal betale regningen.
Derfor er der brug for mere end lokal økonomisk kreativitet ved forhandlingsbordene rundt om i landet. Der er brug for, at Christiansborg tager ansvar for den underfinansiering, som kommunerne igen og igen oplever.
Der er allerede landet fornuftige økonomiaftaler igennem de seneste år, som på papiret har givet flere penge til den lokale velfærd. Men i mange tilfælde er de blevet ædt op af stigende priser på varer og ydelser, og borgerne har altså måtte se langt efter det løft af velfærden, som der har været brug for, og som de er blevet stillet i udsigt.
Derfor er der god grund til at supplere de ellers fornuftige økonomiaftaler med en større fleksibilitet i budgetloven, som i dag skaber en særdeles stram styring af kommunernes budgetter – faktisk så stram, at mange har penge på kistebunden, som de ikke kan bruge.
Kommunerne skal have bedre mulighed for rent faktisk at omsætte deres sunde økonomier til god velfærd, og de mere trængte kommuner skal have mere elastik til at investere klogt, så de ikke presses til at skubbe regningerne foran sig.
Et opgør med budgetloven i dens nuværende form er helt nødvendigt, hvis vi skal kunne løfte velfærden lokalt – og det er der uden tvivl brug for.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.