Musik med formål
Der tegner sig et nyt sikkerhedspolitisk kort i Vest- og Sydasien – og det får afgørende betydning for hele regionens fremtid. Kernen i udviklingen er en ny forsvarsaftale mellem Saudi-Arabien, Tyrkiet og Pakistan.
Ifølge indiske Pravin Sawney, direktør for den geopolitiske tænketank Force og tidligere officer i den indiske hær, rækker aftalen langt ud over traditionelt militært samarbejde. Aftalen bør snarere forstås som et første konkret skridt mod en egentlig regional sikkerhedsorden – bygget på kollektivt ansvar frem for afhængighed af en ekstern stormagt.
Sawney afviser, at aftalen primært er møntet på at isolere eller true Iran. Tværtimod peger han på, at den kan bane vej for den type samarbejde, som også iranske ledere længe har talt for. Det centrale begreb er “kollektiv sikkerhed”: Landene i regionen skal ikke længere tænke alene i nationale forsvarsinteresser, men se stabilitet som et fælles anliggende. Trues ét land, har de øvrige en interesse i at gribe ind.
Ikke blot militær afskrækkelse
Pravin Sawney nævner konflikten mellem Saudi-Arabien og Yemens (såkaldte, red.) houthier som et eksempel, hvor modellen kan anvendes. I stedet for at lade konflikten udvikle sig til endnu en udmarvende krig, bør parterne tvinges til forhandlingsbordet i forsøget på at finde en “win-win-løsning” (der kommer begge parter til gode, red.) Det er den tankegang, der ifølge analytikeren bør præge regionens fremtid.
Den unipolære æra med USA’s dominans er forbi.
Men aftalen handler ikke kun om diplomati. Et andet bærende element er kollektiv afskrækkelse. Angribes et af de tre lande udefra, risikerer fjenden at møde alle tre. Det ændrer den strategiske beregning for enhver ekstern aktør – og gør det væsentligt farligere at true et enkelt land uden at udløse en bredere konflikt.
Derudover rummer aftalen et praktisk militært potentiale. De tre nationer besidder hver især forskellige kompetencer – teknologisk, logistisk og strategisk – og kan ifølge Sawney drage nytte af fælles forsvarsprojekter og teknologudveksling.
En idé med rødder i Kina og Rusland
Den nye alliance er ikke opstået i et tomrum. Pravin Sawney placerer den i en større global strømning, som han mener blev sat i gang af Kina og Rusland – med den kinesiske præsident Xi Jinpings vision om “en ny type internationale relationer” som ideologisk afsæt.
Tre grundprincipper er ifølge Sawney bærende:
- Kollektiv sikkerhed gennem dialog frem for konfrontation.
- Respekt for folkeretten og FN’s rammer.
- Ligeværd mellem stater – store som små.
Det er denne tænkning, der nu bevæger sig fra det globale diplomatiske plan ned i den konkrete sikkerhedspolitik i Vest- og Sydasien.
Iran spiller en hovedrolle med Pakistan som bindeled
Iran får en særlig position i Pravin Sawneys analyse. Iranske ledere har i den seneste tid opsøgt tættere bånd til både Rusland og Kina – og det ses som led i en proces, hvor idéen om kollektiv sikkerhed tilpasses Vestasien.
Her indtager Pakistan en afgørende rolle. Ikke blot som diplomatisk mellemmand mellem Iran og andre aktører – men som en aktiv drivkraft, der forsøger at omsætte principperne til en reel regional struktur. Et nyligt besøg fra Irans ledelse i Pakistan understreger ifølge Sawney denne tendens.
Pakistan er ifølge analysen ved at indtage en langt mere central strategisk position i den muslimske verden. Landet besidder en sjælden kombination af atomvåben, betydelige konventionelle militærstyrker og stærke diplomatiske forbindelser til både Mellemøsten, Sydasien og andre muslimske nationer.
Sawney ser et fremtidsscenarie, hvor Pakistan indgår i yderligere forsvarsalliancer med muslimske lande – potentielt over hele Mellemøsten, Centralasien, Sydasien og Afrika.
USA’s rolle er under afvikling
En af de mest markante pointer i analysen drejer sig om USA. Pravin Sawney vurderer, at USA’s militære tilstedeværelse i Vestasien er i opbrud, og at USA på længere sigt vil spille en mindre direkte rolle i regionens sikkerhed.
Det rejser et afgørende spørgsmål: Hvem skal sikre regionen, når supermagten trækker sig?
Sawneys svar er entydigt: Regionen selv. Og her får den nye forsvarsmodel mellem Pakistan, Saudi-Arabien og Tyrkiet sin helt store betydning. Aftalen kan ses som et forsøg på at skabe en sikkerhedsstruktur, der ikke er afhængig af en ekstern stormagt – et grundlæggende skifte fra en region, der sikres udefra, til en region, der selv tager ansvaret.
Det, der begyndte som en aftale mellem tre lande, kan ifølge Sawney vise sig at være en brik i en langt større omlægning af den globale magtbalance.
Kina og Rusland står bag idéen. Iran forsøger at bringe den ind i Vestasien. Pakistan fungerer som drivkraft og samlingspunkt. Og Tyrkiet og Saudi-Arabien bliver bærende søjler i den nye regionale struktur.
Dermed handler forsvarsaftalen om langt mere end militær sikkerhed. Den bliver et muligt skridt mod en ny regional orden, hvor samarbejde mellem landene erstatter afhængigheden af eksterne militærmagter.
Og i centrum står Pakistan.
“Pakistan vil spille en meget vigtig rolle”, lyder Sawneys vurdering.
Det er en ambitiøs vision. Om den bliver til virkelighed, afhænger af, om landene kan omsætte principperne om kollektiv sikkerhed til bindende, operationelt samarbejde. For det er én ting at erklære, at sikkerheden skal være fælles – noget helt andet at blive enige om, hvem der beskytter hvem, mod hvem – og til hvilken pris.
Men ét står klart: Verden er i forandring. Den unipolære æra med USA’s dominans er forbi, og tyngdepunktet synes at flytte sig fra Vesten til Asien. Det er her, fremtidens magtfaktor udspiller sig.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
