Lørdag den 29. august danner Sluseholmen i København rammen om Rød Koncert, et gratis arrangement, hvor musik, solidaritet og fællesskab går hånd i hånd.
Bag arrangementet står hjemløseavisen Hus Forbi i samarbejde med fagforeningerne 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, Rør & Blik samt FOA 1.
Hus Forbi udkommer 12 gange om året og er en avis, der sætter fokus på hjemløse menneskers problemer og samtidig giver hjemløse en mulighed for at tjene deres egne penge ved at sælge avisen.
Rød Koncert er nonprofit, og hele overskuddet går ubeskåret til Hus Forbis arbejde for mennesker i hjemløshed og social udsathed. Rød Koncert blev afholdt første gang i 2023 ud fra idéen om, at fællesskab skal være for alle.
Arrangementet gennemføres udelukkende af frivillige kræfter. Mere end 50 frivillige står for opbygning, teknik, bar og servering, mens seks artister stiller op uden honorar. Formålet er at skabe et rum, hvor Hus Forbi-sælgere, fagforeningsmedlemmer, familier, virksomheder og frivillige kan mødes på tværs.
Simon Nielsen, formand i Hus Forbi, understreger betydningen af det brede og tilgængelige fællesskab:
– Vi tror på, at de stærkeste fællesskaber opstår, når mennesker mødes som ligeværdige. Derfor er der gratis entré og en billig bar, så alle har mulighed for at være med. Rød Koncert handler ikke kun om musik – den handler om solidaritet, frivillighed og om at vise, at vi sammen kan gøre en forskel. Hver eneste gæst, hver eneste frivillige time og hver eneste øl er med til at støtte Hus Forbis arbejde og skabe nye muligheder for mennesker i hjemløshed og social udsathed.
Rød Koncert afholdes dagen efter, at Hus Forbi fejrer sit 30-års jubilæum, hvilket markeres fra scenen med fødselsdagssang og en tale af formand Simon Nielsen.
Sidste år indsamlede Rød Koncert 50.000 kroner til Hus Forbi, og arrangørerne håber at kunne overgå det beløb i år.
Rød Koncert 2026
- Dato og tid: Lørdag den 29. august 2026 klokken 14.00-22.00.
- Sted: Sluseholmen 2, 2450 København SV.
- Entré: Gratis.
- Musikprogram: Fastpoholmen, JONAS MAČYS, Zeup, De Frigjorte, The Seep og The Deadly Sons.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


