Kronik
Den 1. juli i år lukkede Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) efter mere end 30 års arbejde. 1992-1999 hed EVA Evalueringscenteret. Ved offentliggørelsen af planerne for lukningen var det de sædvanlige, som udtalte sig om tabet af en værdifuld instans.
Hverken EVA’s kritikere eller dem, EVA’s arbejde har gjort livet surt for, børn, skoleelever, studerende, patienter, det vil sige gruppen af relativt ikke-privilegerede, forholdt sig til lukningen. Eller de kom ikke til orde, fordi en opinion dannes af de dominante og ikke af alle.
Under de nuværende, neoliberale omstændigheder og med VIVE’s hjælp kan klassesamfundet etableres som den eneste samfundsform.
EVA’s lukning fremgik af et lovforslag, som blev fremsat i 2025, og som nåede at gennemgå andenbehandling, da der i foråret 2026 blev udskrevet folketingsvalg. Lovforslaget skal tredjebehandles i september 2026.
Alligevel lukkede EVA 1. juli i år. Finanslovsforslaget fra efteråret 2025 indebar, at bevillingerne til EVA alene skulle dække første halvår af 2026, og foregreb dermed forslaget om lukningen af EVA.
Arvefølgen var også sikret. Lovforslaget bestemte, at en del af EVA’s opgaver skal varetages af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).
Dels selve evalueringerne, dels også arbejdet med at forklare, hvordan evalueringerne skal udføres, fortolkes og implementeres. Og ikke mindst formuleringen af evalueringernes anbefalinger, noget der i øvrigt først blev nødvendigt efter et politisk opportunt kup fra EVA’s side.
Eksempelvis er antallet af udgivelser steget dramatisk i EVA’s tid. Så skønt både EVA og VIVE kalder sig uafhængige, opfylder de statens stigende behov for at legitimere sine beslutninger.
I hele perioden har EVA omhyggeligt forklaret, at evalueringsrapporterne ikke er forskning og videnskab. De er bedre, fordi de kan anvendes. I modsætning til videnskab. Samme logik genfindes i forskningen for de velfærdsuddannedes arbejde.
På begge områder tager en forvalterlogik over. Når VIVE tager over efter EVA, får evalueringerne større legitimitet, fordi de går fra ikke at være videnskabelige til at se ud, som om de er det.
Men en evaluering – en evaluerende eller pædagogisk praktik, for funktionen har mange former – er hverken forskning eller videnskab, uanset om resultaterne præsenteres og legitimeres i evalueringsrapporter, i videnskabelige artikler eller i ph.d.-afhandlinger.
Udgangspunktet er aldrig en selvstændig videnskabelig formulering af et forskningsspørgsmål, som besvares med en teori som redskab. I en evaluering konfronteres et politisk formuleret formål med en række dominante personers oplevelser af, om formålet er opfyldt. En opinionsundersøgelse i gruppe, hvis sammensætning er ukendt.
Alt tages alt for pålydende, fordi det ville være en social fejl at konfrontere et politisk formuleret formål med videnskabelige teorier om forholdene på området, eller hvis undersøgelsen indebar videnskabelige fortolkninger af de indsamlede interviewsvar.
At de såkaldte resultater, som hos VIVE, promoveres som videnskabelige, viser dog frem for alt, hvordan en videnskabelig økonomi er kollapset. Det samme gælder, når forskere på universitetet producerer tilsvarende såkaldte resultater efter tilsvarende såkaldte undersøgelser.
Det siger mere om karakteren af det universitære arbejde end om karakteren af VIVE’s. Alt det producerede ligger inden for rammen af en særlig kvasividen, forvalterviden, som legitimerer allerede socialt nødvendige politiske beslutninger og initiativer.
Politiske beslutninger kan nu æreløst tages fra et kontor og uden at nogen involverer holdninger, og især uden at nogen behøver frottere sig med masserne og forsvare/forklare sin stillingtagen.
Skinnet bedrager
Overflytningen af arbejdet med at evaluere uddannelser og anbefale forandringer får det til at se ud, som om arbejdet bliver bedre. EVA var tydelige med, at det producerede ikke var forskning eller videnskab.
VIVE derimod lader arbejdet legitimere som forskning eller videnskab. Når VIVE tager over, bygger de anbefalinger som formuleres, på såkaldt forskning, foretaget af en instans, som kalder sig og anerkendes for at være uafhængig.
Men skinnet bedrager. Den uafhængighed, som både EVA og VIVE skilter med på deres hjemmesider, er ikke reel. Alle både implicitte og eksplicitte forudsætninger genfindes som politisk ideologi i hele det politiske spektrum.
Kategorierne på forskningsområdet, inklusive kategorien forskning, er erobret af en elite af forvaltere på vegne af en partisk stat. Til fordel for eliten af forvalterforskere, som udbygger deres privilegier og med en styrkelse af den tilbagetrukne stærke stat som konsekvens.
I stedet for at uafhængige forskere leder efter demokratisk nødvendige, ubehagelige sandheder, som udfordrer gængse politiske forståelser af forholdene på uddannelsesområdet, er en forvalterforståelse af forskning og forskningens rolle spændt for en politisk vogn for at anvendes som legitimering af det socialt nødvendige.
På EVA produceredes ingen ubehagelige sandheder for et siddende regime. Når VIVE tager over, forstærkes denne tendens, inklusive i formuleringen af anbefalinger, hvilket indebærer en reproduktion af politiske ideologier om forholdene, som nu kan legitimeres med henvisning ikke til evalueringer, hvis status er uklar, men til videnskab.
Så gør det mindre, at hele området, inklusive bedømmelsen af forskning, er korrumperet. Det er der ingen, der ser, når musikken spiller. Og den, der gør, kommer ikke til orde, fordi opinionen skabes af de dominante, og fordi også bedømmelsen af relevansen for en offentlig debat er korrumperet.
Hos EVA fortalte de ærligt, at evalueringerne ikke er forskning, dog uden fyldestgørende at kunne forklare, hvilken status det, de producerede, så havde. Det var altid noget, skønt arbejdet fyldte for meget i et politisk landskab.
Hos VIVE kan det politisk-ideologiske arbejde se ud som forskning ved henvisning dels til eksploiterede bedømmelsesprocesser, dels til en udbredt (mis)forståelse af, at forskning kræver systematisk anvendelse af samme metode under alle forhold.
Men den forudsætning holder ikke. Det ved enhver, der vil bruge det samme redskab under forskellige forhold. Tørre bordet af med en støvsuger. Slå søm i med en skruetrækker. Konsekvensen af, at hverken EVA eller VIVE ved det, er, at det producerede hverken kan sammenlignes eller reproduceres.
Sociale konsekvenser
Alt det ovenstående har først og fremmest at gøre med status og klassificering af det, som produceres hos EVA og VIVE. Forskning eller ej, den slags burde reguleres internt i et forskersamfund og uden statens indblanding.
Som udtryk for, at det ikke sker, er den yderste konsekvens af de uklare forhold en reproduktion og udbygning af allerede eksisterende sociale forskelle. Med VIVE på banen sker det på baggrund af noget, der ligner forskning, men som ikke er det. Det gør forholdene meget værre.
Under de nuværende, neoliberale omstændigheder og med VIVE’s hjælp kan klassesamfundet etableres som den eneste samfundsform.
Storbritanniens tidligere premierminister, den konservative Margaret Thatcher, hævdede, at klassesamfundet var socialisternes værk, og at hver enkelt bar ansvaret for sin sociale placering.
Med VIVE på banen kan det etableres, at opretholdelsen af en eksisterende systematisk social ulighed (klassesamfund) tilmed er baseret på forskning, en social naturlov og så videre.
Allerede eksisterende sociale forskelle kan udbygges med henvisning til noget, der i skuffende grad ligner forskning, men som ikke er det. Staten strammer grebet om folket.
Despoti eller intelligensens racisme
Filosoffen Immanuel Kant skrev i 1798 en nu klassisk tekst om indretningen af universitetet i de moderne samfund, der var under opbygning efter revolutionerne i USA og Frankrig.
Kant anvender betegnelsen “despoti” for en styreform, der bygger på nødvendig formålsrationel forskning, som ikke udfordres af en lige så nødvendig forskning, der uhildet undersøger sandhedsindholdet i den formålsrationelle forskning.
I en debattekst fra 1983 kaldte sociologen Pierre Bourdieu det for racisme de l’intelligence, intelligensens racisme, når en dominant klasse legitimerer sine privilegier med henvisning til kulturel kapital (især akademiske grader), som om den er erhvervet (legitimeret ved eksamener) og ikke nedarvet/medfødt som en habitus.
Det forhold forstærkes, fordi de eksamener, der legitimerer en dominant klasses privilegier, i stedet for at måle elevens standpunkt måler sociale tilhørsforhold.
Uanset hvordan man beskriver mekanismerne ved reproduktion og legitimering af eksisterende, principielt vilkårlige sociale dominansforhold, spillede EVA aktivt med i sammenhængen.
VIVE bliver en stærkere medspiller ved privilegeringen af en dominant klasse i neoliberale samfund efter det moderne.
Man kan begræde nedlæggelsen af EVA. Ikke fordi det, som produceredes, var godt. Tværtimod. Men fordi den tilbagetrukne stærke stat strammer grebet om folket, når de evalueringer, som tidligere udførtes af EVA, nu udføres af VIVE.
Og imens hærger kapitalen frit.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
