Kommentar
Mere end 60.000 mennesker krydsede i sidste uge fra Marokko til den spanske enklave Ceuta. De fleste var tilbage i Marokko inden for 24 timer. Hvis oplysningerne holder, er det en af de største grænsehændelser i EU’s nyere historie.
Det har fået mange EU-lande – herunder den fascistiske regering i Italien og den socialdemokratiske statsminister i Danmark som de mest markante – til at kritisere Spanien med trusler om, at landet skulle udelukkes fra Schengen-samarbejdet. Det på trods af at Ceuta ikke er en del af Schengen.
Den europæiske debat handler derfor næsten udelukkende om Spanien.
Hvor er fordømmelsen af Marokko?
Det er svært at forstå, hvorfor der stort set ingen kritik er af Marokko.
EU betaler hvert år Marokko enorme beløb for at kontrollere migrationen mod Europa. Når tusindvis af mennesker, de fleste af dem tilsyneladende unge marokkanere, pludselig kan passere grænsen på én gang, burde det naturlige spørgsmål være, hvorfor de marokkanske myndigheder ikke forhindrede det.
Marokko er et stærkt undertrykkende samfund, hvor det er svært at tro, at mere end 60.000 unge marokkanere kunne samle sig, uden at myndighederne eller en af landets i alt 11 efterretningstjenester vidste det.
Marokkos forklaring er, at de via sociale medier blev mobiliseret i stort antal, efter at der var blevet spredt oplysninger om, at grænsen til Ceuta nu var åbnet efter en højesteretsdom i Spanien. Det forklarer imidlertid ikke, hvorfor der var sat busser og lastbiler ind for at transportere de mange unge til grænsen. I alt 87 mennesker døde i forsøget på at nå Ceuta.
Bruger migration som pression
Regimet i Marokko er gennem mange år blevet beskyldt for at bruge migration som et udenrigspolitisk pressionsmiddel. Det skete i 2021, da omkring 8000 mennesker – hovedsageligt marokkanere – krydsede ind i Ceuta, efter at Spanien havde givet lægebehandling til Brahim Ghali, lederen af (modstandsbevægelsen, red.) Frente Polisario i Vestsahara (der kæmper mod den marokkanske besættelsesmagt, red.)
Flere forskere og NGO’er beskrev dengang hændelsen som et eksempel på, at migration blev anvendt som diplomatisk pression. Og det er ikke kun Spanien, der har mærket det marokkanske migrationsdiplomati. Både Danmark, Sverige og Holland har oplevet, at hundredvis af mindreårige asylansøgere fra Marokko ud af ingenting dukkede op – og forsvandt igen, da Marokko havde fået sin vilje.
Marokko svarer altid hårdt igen, hvis landets nationale interesser bliver udfordret. Ikke mindst spørgsmålet om det besatte Vestsahara er særdeles følsomt. De diplomatiske kriser mellem Marokko og en lang række europæiske lande er utallige. Det marokkanske regime bruger aktivt nationalisme som en del af sin interne og meget omfattende kontrol med marokkanere – også dem, der bor uden for Marokko.
Derfor er det nærliggende at spørge, om vi nu ser noget lignende som i 2021.
Statister i politisk iscenesættelse?
Jeg har selv rejst i Sahara, besøgt flygtningelejre og mødt mange afrikanske migranter på vej mod Europa. De mennesker, jeg mødte, bar deres liv på ryggen. De havde tasker, tæpper og få ejendele. De var på vej mod et nyt liv.
Billederne fra Ceuta giver et andet indtryk. Mange af de unge marokkanske mænd havde ingen bagage. Flere medier har samtidig beskrevet, at en del hurtigt vendte tilbage til Marokko.
Det beviser naturligvis ikke, at de var organiserede. Men det adskiller sig fra det mønster, man normalt forbinder med mennesker, der flygter eller migrerer permanent. De kom i badebukser, med mobiltelefoner og i mange tilfælde med marokkanske flag.
Efter min vurdering giver det grund til at undersøge, om de unge er blevet brugt som statister i en politisk iscenesættelse. For det er sket før.
Marokko allieret med Israel og USA
Tidspunktet gør spørgsmålene endnu mere relevante.
Den spanske regering har bøjet sig for Marokko i spørgsmålet om Vestsahara og anerkender nu marokkansk suverænitet over territoriet. Men Spanien har de seneste år indtaget en markant kritisk linje over for Israels folkemord i Gaza og støttet den internationale retlige proces mod Israel. Samtidig har Spanien forsøgt at forbedre relationerne til Algeriet – Marokkos vigtigste regionale rival.
Marokko er USA’s og Israels nærmeste allierede i Nordafrika. Kongedømmet har normaliseret relationerne til Israel, modtager omfattende militær støtte fra både USA og Israel og har opnået amerikansk støtte til sit krav på Vestsahara. En politisk udvikling, der i løbet af det seneste år har fået de fleste EU-lande – herunder Danmark – til at rette ind, bryde med folkeretten, international ret og den højt besungne regelbaserede verdensorden samt støtte Marokkos krav om suverænitet over det besatte Vestsahara.
Det mest opsigtsvækkende er imidlertid EU’s reaktion.
Et par eksempler på de tre landes tætte samarbejde er: Marokko sender soldater til den fredsplan, som Trump har lavet for Gaza, og Marokko er også en del af det såkaldte Fredsråd. Marokko har lige opkaldt en motorvej i det besatte Vestsahara efter Trump. Israel leverer de droner, der bruges i Vestsahara, og USA har åbnet op for, at Marokko som det første land i Mellemøsten har fået F-35-fly. USA har med støtte fra blandt andre Danmark fået vedtaget en resolution igennem Sikkerhedsrådet, der slår fast, at den eneste løsning på Vestsahara-konflikten er at anerkende integration i Marokko som den eneste løsning. Både USA og Israel deltager i militærøvelser i det af Marokko besatte Vestsahara.
Det betyder naturligvis ikke, at USA eller Israel står bag begivenhederne i Ceuta. Der findes ingen offentlig dokumentation for en sådan påstand. Men Marokkos brug af migration som politisk pressionsmiddel er tidligere beskrevet af forskere og menneskerettighedsorganisationer, og derfor er det legitimt at spørge, hvilke geopolitiske interesser der kan ligge bag den aktuelle krise.
Og med Trump i Det Hvide Hus og Netanyahu ved magten i Israel kan alt tilsyneladende ske. Uforudsigelighed er nærmest deres varemærke.
EU’s reaktion
Det mest opsigtsvækkende er imidlertid EU’s reaktion.
EU fortsætter med at finansiere den marokkanske grænsekontrol med milliardbeløb (3,74 milliarder kroner frem til 2027 og cirka 8,6 milliarder kroner i bistand), samtidig med at man i praksis accepterer, at et medlemsland bringes under massivt pres.
Solidariteten rettes ikke mod Spanien, men mod Marokko, hvilket virker helt håbløst.
Hvis et naboland bevidst åbner grænsen for at opnå politiske indrømmelser, er det ikke blot et migrationsproblem. Det er et angreb på spansk og europæisk suverænitet.
Derfor bør EU kræve en uafhængig undersøgelse af begivenhederne i Ceuta. Hvis Marokko har misligholdt de forpligtelser, landet modtager europæiske midler for at opfylde, må det få konsekvenser.
Ellers sender EU et klart signal til sine naboer: Migration kan bruges som et geopolitisk våben – uden at det koster noget.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
