Tale
Retsforfølgelsen af de fem studerende fra Københavns Universitet er et symptom på en dybere strukturel udvikling, hvor den danske stat bruger sin magt til at forsvare zionismen ved at kriminalisere kritik af Israel.
Vi er vidne til en udvikling, der bevæger sig fra institutionel chikane til juridisk forfølgelse. Det afslører den sande natur af den såkaldte liberale akademiske tradition: Når vi omsætter kritik til handling og rammer imperiets kerneinteresser, udskiftes tolerance med politi og straffesager.
Universitetet er ikke – og har aldrig været – et isoleret elfenbenstårn. Det er en central institution i en racistisk kapitalisme.
Historisk set har universiteterne været institutioner med begrænset plads til antikolonial, antiimperialistisk og antiracistisk tænkning.
Men siden oktober 2023 er universiteterne de facto blevet reduceret til redskaber for statens sikkerhed og udenrigspolitiske dagsordener ved indskrænkning af de studerendes mulighed for organisering og aktivisme. En udvikling, der stemmer overens med Danmarks islamofobiske tendenser internt og imperialistiske dagsorden eksternt.
Sagen om Roskilde Universitet og RUC-Intifada gjorde det overordentligt klart, hvordan ledelsen – under pres fra medier og politikere – overvågede, truede og tog disciplinære skridt for at afskrække de studerende fra at mobilisere samt beskytte institutionens omdømme og finansiering.
Københavns Universitet har gjort det samme. Det, vi nu ser i denne sag, er den anden side af samme mønt: statens forsøg på at knuse kampen med magt.
Som institution har universitetet en lang tradition for at skabe viden, der legitimerer og reproducerer det, som Ruth Wilson Gilmore kalder gruppespecifikke sårbarheder over for for tidlig død. I vidensproduktionen betyder det, at tænkere, der tager disse problemer alvorligt og søger at ændre på dem, i vid udstrækning gøres usynlige eller irrelevante.
Deres viden anerkendes ikke som gyldig; de optræder sjældent på læseplaner eller som undervisere. I institutionens øjne eksisterer de knap nok som tænkende individer.
Dette er ikke en tilfældig mangel på repræsentation, men en aktiv fremstilling af ikke-eksistens, et systematisk forsøg på at udslette hele kritiske videnstraditioner og de mennesker, der bærer dem.
Scholasticidet i Gaza er kulminationen på en lang historie med forfølgelse af videnskabelig viden (”scholasticide” af schola: skole og cide: drab, se uddybning i Arbejderen, red.)
Her bliver vi ikke dræbt, og vores universiteter bliver ikke bombet til ruiner. Forfølgelse af videnskabelig viden på de danske universiteter sker på en anden måde.
Ligesom i Brasilien, USA, Ungarn, Polen og Storbritannien har politikere i Danmark længe angrebet kønsstudier, migrationsstudier og kritiske racestudier som ”for aktivistiske” og som ”pseudovidenskab”.
I juni 2021 fik vi en folketingsbeslutning mod såkaldt ”overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer”.
Disse angreb skal ses som en reaktion på, at et stigende antal (hovedsageligt yngre) forskere og studerende kræver grundlæggende forandringer – dekolonisering af studieplaner, forskningsmetoder og af viden selv.
Universiteterne taler mere og mere om mangfoldighed og inklusion, men når der kræves handling i form af dekolonisering, ansættelse af forskere fra minoritetsgrupper eller tages stilling til folkemordet i Gaza, findes der kun fodslæb og tavshed.
Med undtagelse af når handlingen har til formål at forsvare zionismen og undertrykke solidaritet med Palæstina. Så handler institutionerne påfaldende hurtigt.
Universitetet er ikke – og har aldrig været – et isoleret elfenbenstårn. Det er en central institution i en racistisk kapitalisme. Universitetet former de aktører, der arbejder i kapitalismens tjeneste: Økonomer, udviklingsarbejdere, politikere, ansatte i mineselskaber, journalister, lærere og professorer.
Det er her, man uddanner de mennesker, der opretholder og legitimerer den globale orden – herunder Israels bosætterkolonialisme og folkemord i Palæstina.
Men universitetet former også aktører, der engagerer sig i kampen mod denne globale orden. Nogle af os står lige her – andre er lige derinde, i retssalen. Igen: Der findes intet elfenbenstårn. Kun den vildfarelse, at det, der foregår inden for universitetets mure, ikke har nogen konsekvenser for verden udenfor.
Den colombianske sociolog Orlando Fals Borda sagde det for længe siden (i 1980’erne): Sociologer – og jeg vil tilføje alle os i den akademiske verden – står over for et valg.
Vi kan enten forblive inden for rammerne af strukturel balance og sædvanemæssig faktaindsamling, hvor vi beskæftiger os med ubetydelige spørgsmål og velkendte politiske implikationer. Eller vi kan vælge ubalance og konflikt – en tilgang, der forekommer mere passende i disse krisetider, og hvis anvendelse forventes at få konsekvenser både på det politiske område og for videnskabens udvikling (Fals Borda 1981, 54-55).
Fals Bordas pointe er, at vi aldrig er neutrale iagttagere, og at krisetider kræver klare og konsekvente handlinger. Valget mellem balance og konflikt er ikke et abstrakt metodologisk spørgsmål – det er et politisk valg om, hvilken side vi står på, hvilken verden vi ønsker at være med til at skabe.
I forhold til Palæstina-aktivismen og kampen mod zionismen betyder det, at vi må vælge at stå på de kriminaliseredes side i stedet for at søge tryghed i institutionel loyalitet.
Når studerende retsforfølges for at forlange boykot af israelske universiteter midt i et folkemord, handler det ikke om at overholde ordensreglerne – det handler om at tage stilling til, om vores institutioner skal være redskaber for de facto at forsvare folkemordet eller være rum for modstand og frihed.
Fals Borda minder os om, at videnskaben beriges i krisetider, netop når vi vælger konflikt frem for sædvane, når vi vover at undersøge og udfordre magtmekanismerne i stedet for at gentage dem.
Derfor er det afgørende, at vi står sammen om dem, der kriminaliseres, fordi deres aktivisme går ud over de snævre rammer for acceptabel borgerlig politik. Undertrykkelsens logik går altid ud på at splitte og svække modstanden.
Når staten retsforfølger enkelte aktivister, er målet at skabe frygt, så andre tier stille. Når vi politiserer disse sager – når vi nægter at lade dem forblive isolerede juridiske anliggender – bryder vi isolationen.
Vi viser, at de ikke er alene. Vi viser, at deres kamp er vores kamp. At samle sig om modstanden er ikke blot et spørgsmål om solidaritet; det er en strategisk nødvendighed for at forhindre, at undertrykkelsen får det fodfæste, den søger. For når staten straffer de modigste blandt os, straffer den os alle.
Så for at opsummere: Som Hashem Abushama har sagt, er Palæstina barrikaden mod fascismen.
Fascisme er det modsatte af kritisk tænkning, modstand, retfærdighed og frihed. Når staten retsforfølger studerende for at kræve boykot af israelske universiteter midt i et folkemord, handler det om, at vores uddannelsesinstitutioner utvetydigt er blevet redskaber for statens sikkerheds- og udenrigspolitiske dagsordener.
De studerende, der nu risikerer straf, er ikke kriminelle. De forsvarer barrikaden. De er bærere af en internationalistisk tradition, som vi har et ansvar for at forsvare.
Talen blev holdt på engelsk og er oversat til dansk af Arbejderen.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
