Anden retsdag
Når Act for Life rejser til Athen, mødes vi med familier på flugt. Vi handler ind sammen med dem, hjælper med det mest nødvendige og bruger tid sammen med dem. For mennesker har brug for mere end mad og tøj. De har brug for at blive set. De har brug for at blive mødt som mennesker.
Gennem de sidste 10 år har jeg været i Grækenland utallige gange. Og jeg har desværre været vidne til en udvikling, hvor behandlingen af mennesker på flugt er blevet mere og mere umenneskelig.
Mennesker bestemmer ikke, hvilke krige eller katastrofer de flygter fra. Men de bestemmer, hvordan de møder hinanden. Vi bestemmer, om vi vælger frygt eller medmenneskelighed, om vi vender ryggen til eller rækker hånden frem.
Mennesker, der har fået asyl, mister deres støtte og bliver smidt ud af lejrene. Mennesker, der har fået afslag, oplever det samme. Og mennesker, der stadig venter på svar i deres asylsag, lever ofte under forhold, hvor et enkelt måltid mad om dagen er deres eneste sikkerhedsnet.
Men det, der måske har gjort størst indtryk på mig, er noget andet.
Mange af de mennesker, vi møder, fortæller, at de aldrig har oplevet, at en europæer satte sig ned og talte med dem. Det var en af grundene til, at vi startede Act for Life.
I Act for Life mener vi, at alle mennesker har ret til at blive behandlet med værdighed og respekt. Og vi ønsker at være nogle af de europæere, der siger: Velkommen! Du er et menneske, du har værdi.
Onsdag den 17. juni sad jeg med hjertet helt oppe i halsen og fulgte en afstemning i EU-parlamentet. En afstemning om en migrationspolitik der blandt andet åbner mulighed for omfattende deportationer, og for at mennesker uden opholdspapirer kan tilbageholdes og sendes ud af Europa.
Da afstemningen var ovre, blev der jublet i Parlamentet. Der blev råbt: “Send them home!“
Jeg sad tilbage med en følelse af sorg. For bag de politiske beslutninger findes der mennesker. Mennesker med navne. Mennesker med familier. Mennesker som vi i Act for Life møder, hver eneste gang vi er i Grækenland.
Mange af de mennesker, Act for Life møder i Grækenland, har ingen papirer. Mange af dem lever allerede på kanten af samfundet uden adgang til støtte eller sikkerhed. Et par af de mennesker er Ahmed og hans kone Fatima. (Navnene er ændret af hensyn til deres sikkerhed).
Ahmed og Fatima er et ældre ægtepar fra Syrien. I fire år har Act for Life støttet dem med mad og medicin. Ahmed lider af en alvorlig hjertesygdom. Når vi besøger dem, har de haft et enkelt løg eller et stykke brød tilbage. Det var alt, hvad de havde tilbage.
De kan ikke få sociale ydelser. De har fået afslag på asyl. På grund af deres alder er det næsten umuligt for dem at finde arbejde. Ahmed er for dårlig til at arbejde.
Nogle gange får Fatima et rengøringsjob for en dag eller to. Men de lever fra dag til dag.
Ahmed har flere gange været indlagt på hospital, fordi han ikke havde råd til den medicin, han er afhængig af.
En dag sagde Ahmed til en af vores frivillige: “Maden, I har givet os, vil holde os mætte i en måned, men jeres tilstedeværelse vil holde os mætte i mange måneder.”
Det minder mig om, hvor vigtigt det er, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden.
Når jeg tænker på de politiske beslutninger, der bliver truffet lige nu, tænker jeg på Ahmed. Jeg tænker på Fatima. Og jeg tænker på mennesker som dem.
For når vi taler om deportationer, grænser og kontrol, taler vi også om mennesker, der risikerer at blive revet væk fra det lille netværk og den tryghed, de har tilbage.
Vi taler om mennesker, der allerede lever i dyb usikkerhed. Og jeg spørger mig selv: Hvornår blev vi så ligeglade? Hvorfor er vi så ligeglade? Hvornår begyndte vi at acceptere, at nogle menneskers liv er mindre værd end andres?
For Ahmed og Fatimas liv er lige så meget værd som mit og dit. Vi bestemmer ikke, hvor vi bliver født. Mennesker bestemmer ikke, hvilke krige eller katastrofer de flygter fra.
Men de bestemmer, hvordan de møder hinanden. Vi bestemmer, om vi vælger frygt eller medmenneskelighed, om vi vender ryggen til eller rækker hånden frem.
Du kan måske føle dig magtesløs. Det kan jeg også.
Men historien bliver ikke skrevet af mennesker, der forholder sig tavse. Den bliver skrevet af mennesker, der handler. Mennesker der siger fra. Mennesker der møder op. Og det er præcis derfor, det betyder noget, at I står her i dag.
Det betyder noget, når vi viser solidaritet med mennesker på flugt. Det betyder noget, når vi tager samtalen med vores venner, vores kolleger og vores familie. Det betyder noget, når vi støtter organisationer og initiativer, der kæmper for menneskers rettigheder.
For hvis vi holder op med at se mennesket bag tallet, mister vi noget af vores egen menneskelighed. Vi er alle mennesker, og vi har brug for hinanden.
Tak fordi I er her. Tak fordi I siger fra, og tak fordi I insisterer på, at alle mennesker har værdi. Ingen mennesker er ulovlige. Alle mennesker er alt værd.
Teksten er lettere redigeret af Arbejderens redaktion.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
