Tidligt om morgenen torsdag den 11. juni blev byggearbejdere i Bagsværd, Gentofte, Nordhavn og Odense mødt af faglige aktivister. Aktivisterne var der med flyers på flere forskellige sprog, der opfordrede arbejderne til at melde sig ind i fagforeningen, samt hvilke problemer med arbejdsforholdene, der er på pladserne.
Byggepladserne er alle drevet af Novo Nordisk, som gennem længere tid har været i karambolage med fagbevægelsen. Tidligere er deres byggeplads i Kalundborg blevet blokeret af faglige aktivister, da der var firmaer på pladsen, som ikke havde overenskomst, og som underbetalte medarbejdere.
Novo har også nægtet fagforeningerne adgang til byggepladserne for at kontrollere forholdene, noget som ellers er kutyme på det danske arbejdsmarked.
Konflikten mellem fagforeningerne og Novo Nordisk kulminerede forløbigt i sidste uge, hvor en række byggefagforeninger stod bag en udtalelse, der kræver overenskomst på pladserne og adgang for fagforeningerne.
Artiklen fortsætter …
Læs også
En af aktivisterne, der denne morgen stod i Gentofte, var murersvenden Legolas. Han fortæller til Arbejderen, at han var med for at vise Novo, at også de skal rette sig efter den danske model og samarbejde med fagbevægelsen.
– De rettigheder, vi som arbejdere har, er nogle vi har kæmpet hårdt for i lang tid. Derfor er det ikke holdbart, når store virksomheder som Novo bare kan vælge og vrage i, hvilke rettigheder de vil respektere. Det skaber et pres på vores forhold, som vi ikke kan leve med, siger han.
Arbejderen har forholdt Novo Nordisk kritikken af dem, som de fagligt aktive har rejst. I et skriftligt svar fortæller Novo, at de tager afstand fra enhver ulovlig aktivitet på deres byggepladser, samt at de for at styrke kontrollen har nedsat kontrolenheder, hvor 20 medarbejdere i Novo Nordisk nu arbejder med løbende at kontrollere deres leverandørers arbejds- og ansættelsesvilkår.
– Desuden har vi i 2025 foretaget 6 audits af leverandører og underleverandører til vores byggerier på tværs af Novo Nordisk i Danmark. Dette er med til at sikre, at alle leverandører overholder gældende lovgivning, skriver de videre til Arbejderen.
Står skulder ved skulder
En anden af de deltagende i morgenens aktioner i Bagsværd var Helga Mathiassen. Hun er formand for Snedker- og Tømrernes Brancheklub Storkøbenhavn. Ligesom Legolas mener hun, at Novo skal lade fagforeningerne komme ind på pladserne, og at de skal sikre, at alle firmaerne på pladsen har overenskomst.
– At vi igen og igen ser firmaer på Novos byggepladser, som underbetaler de ansatte, og at arbejdsmiljøet og de tillidsvalgtes rettigheder lægges under pres, er uacceptabelt. Vi skal vise Novo, at de også skal tage ansvar for, at den slags ikke sker på deres byggepladser, siger hun til Arbejderen og tilføjer:
– Og vi har kunnet se i dag, at der er god respons blandt dem, som arbejder på pladsen. De vil også gerne sikre gode arbejdsforhold, og vi kom i kontakt med flere udenlandske kollegaer, som vi nu kunne tale med og fortælle om, hvilke forhold der bør være på danske arbejdspladser, og at de skal huske at organisere sig i en rigtig fagforening.
At få organiseret de udenlandske kollegaer er også en vigtig grund til, at fagforeningerne skal have adgang til pladserne. Helga Mathiassen fortæller videre, at dagens aktioner også var til at vise, at hvis ikke de fagligt aktive kan organisere inde på pladserne, så gør de det udenfor.
– Vi står skulder ved skulder med vores udenlandske kollegaer, og hvis Novo ikke vil lade os komme ind på pladsen og informere dem om deres rettigheder, så må vi jo gøre det på anden vis, siger hun.
Faldt fem meter ned
Også Legolas har fået positiv respons på flyeruddellingen i Gentofte. Han fortæller, at flere af de faglærte, han talte med, var meget uforstående overfor, at fagforeningerne ikke har adgang til pladserne.
– Det var særligt fordi, at nogle af dem kunne fortælle, at der i går var en udenlandsk kollega, som var faldet fem meter ned fra et dæk. De mente, at det var fordi, at han havde arbejdet mange timer i streg, og derfor var for træt til at kunne vurdere sikkerheden i arbejdet, fortæller Legolas og tilføjer:
– Og det understreger bare, at det særligt er vores udenlandske kollegaer, som bliver udsat for et enormt pres, hvor de skal arbejde lange dage med overarbejde til dårlig løn. Det er vigtigt at vores fagforening har mulighed for at oplyse de her folk om deres rettigheder og holde øje, så de ikke bliver udnyttet.
Det er kutyme på det danske arbejdsmarked, at fagforeninger kan komme ind på byggepladser. Derfor håber jeg, at Novo vil tage ansvar og lave en aftale med fagforeningerne, så vi sammen kan sikre, at alting foregår på ordnede forhold på pladserne.
Helga Mathiassen, formand, Snedker og Tømrernes Brancheklub Storkøbenhavn
Novo Nordisk skriver i deres svar til Arbejderen, at de tager afstand fra enhver form for ulovlig aktivitet på deres byggepladser.
– [Novo Nordisk] vil ikke acceptere, hvis leverandører ikke overholder loven. Vi tager arbejdsmiljø alvorligt og vil gerne understrege, at alle ansatte, der arbejder på vores byggepladser, skal have gode arbejdsforhold, skriver de videre.
Vil have en aftale
I forlængelse af udtalelsen om, at Novo Nordisk ikke vil acceptere ulovlig aktivitet, siger medicinalgiganten også, at de har et “konstruktivt samarbejde med fagforbundene” for at sikre forholdene på pladserne.
– [Vi har] også et konstruktivt samarbejde med fagforbundene, som vi løbende mødes med, og her finder vi i fællesskab løsninger, som kan sikre bedst mulige forhold for de ansatte på byggepladserne. Novo Nordisk forventer til enhver tid, at alle vores samarbejdspartnere overholder gældende lovgivning og sikrer ordentlige arbejdsforhold for medarbejdere på vores byggepladser, skriver Novo Nordisk til Arbejderen.
Helga Mathiassen mener dog, at det samarbejde ikke er godt nok. Hun fortæller, at selvom der er møder mellem 3F og Novo Nordisk, mangler der stadig en konkret aftale, som giver fagforeningerne adgang til pladserne, samt en garanti for, at alle firmaer på pladserne skal have overenskomst.
– Det er kutyme på det danske arbejdsmarked, at fagforeninger kan komme ind på byggepladser. Derfor håber jeg, at Novo vil tage ansvar og lave en aftale med fagforeningerne, så vi sammen kan sikre, at alting foregår på ordnede forhold på pladserne, siger hun.
Også Legolas håber på en aftale, som sikrer arbejdsforholdene og fagforeningernes adgang. Han beskriver dagens aktioner som en håndsrækning til Novo forud for det planlagte møde mellem 3F og Novo Nordisk.
– Det er også for at vise, at vi tager det her alvorligt. At vi ikke stopper, før der er styr på tingene. Nu må vi se, hvad der kommer ud af mødet mellem 3F og Novo, men forhåbentligt kommer der overenskomst hele kæden igennem, så der ikke i fremtiden bliver de her problemer med underbetaling og dårlig sikkerhed, understreger han.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


