Kronik
De fleste lande i Mellemøsten og det globale syd, der opererer under autoritære regimer, deler én fælles strukturel krise: Den fragmentering og akutte, kroniske svaghed, der rammer masseorganisationer, fagforeninger, feministiske bevægelser og studenterorganer, og som strækker sig endnu videre til at omfatte koordineringen mellem venstrefløjens egne kræfter.
Dette er ikke et udelukkende irakisk problem; det er snarere et tilbagevendende fænomen i sammenlignelige kontekster, som finder sit skarpeste og mest tydelige udtryk i den irakiske erfaring.
Fra historisk nødvendighed til spørgsmål om fornyelse
Autoritære regimer har skabt kvælende vilkår, der har drevet venstrefløjens kræfter i det globale syd til at anlægge stærkt centraliserede organisationsformer under presset fra undertrykkelse og forfølgelse. Dette har frembragt en tilgang baseret på opbygningen af hemmelige og sommetider halvoffentlige fagforeninger og masseorganisationer, der var tæt knyttet til de politiske formationer på bekostning af deres selvstændighed og deres evne til at omfavne bredere sociale sektorer.
Retfærdigvis bør det erkendes, at denne tilgang ikke var forkert i absolutte termer. I bestemte historiske faser spillede den en afgørende rolle, som ikke kan benægtes, da organisatorisk centralisering var en nødvendighed pålagt af den undertrykkende virkelighed og af kampens behov for sammenhængskraft og beskyttelse af sine kadrer.
Tiderne har dog forandret sig grundlæggende og med dem mekanismerne for folkelig tænkning og massehandling i den digitale revolutions tidsalder. Masserne i dag, særligt de nye generationer, der voksede op i en kultur præget af umiddelbar adgang til information, horisontal organisering, gennemsigtighed og direkte deltagelse i beslutningstagning, accepterer ikke længere at være blot et mobiliseringsmateriale i tjeneste for en bestemt partipolitisk dagsorden, uanset hvor oprigtige dens hensigter måtte være.
Dette dokument søger derfor at provokere en alvorlig debat om revision af modellen med den ”underordnede fagforening og den loyale masseorganisation” og om udforskningen af en alternativ model.
Fra organiske bånd til selvstændighed
Efter 2003 var de fleste venstrefløjsformationer (herunder partier, red.) opsat på at opretholde og etablere deres egne fagforeninger, forbund og organisationer. Dette førte i mange tilfælde til fremkosten af flere fagforeninger inden for den samme sektor, og i nogle tilfælde nåede det endda dertil, at organisationer blev fordoblet inden for samme parti. Resultatet var et massepanorama præget af spredning af energier, mangfoldighed af navne og en reel effektivitet, der mindskedes på marken.
En fagforening, der eksempelvis er tæt bundet til et bestemt parti, finder det vanskeligt at rumme manuelle og intellektuelle arbejdere i al deres intellektuelle, nationale og religiøse mangfoldighed.
Fagforeningens indflydelsessfære indsnævres og bliver indskrænket til et bestemt segment. En feministisk organisation, der er knyttet til et bestemt parti, har svært ved at tiltrække kvinder med forskellig politisk baggrund. Et studenterforbund forvandles gradvist til en arena for partipolitiske magtkampe, hvor de studerende mister deres selvstændige rum.
En personlig erfaring, jeg levede gennem sommeren 1992, afslører dybden af dette problem. Da vi samledes med venstrefløjskammerater og arbejdsløse for at opbygge en fagforening for arbejdsløse i Kurdistans Region, opstod den første uenighed om selve den grundlæggende erklæring.
Nogle kammerater foreslog en erklæring, der var mættet med venstrefløjsideologiske udtryk som imperialisme og socialisme. Jeg var uenig med dem og hævdede, at det, vi stræbte efter at opbygge, var en fagforening for alle arbejdsløse, af enhver overbevisning og orientering, ikke en fagforening udelukkende for venstrefløjens arbejdsløse. Det grundlæggende spørgsmål, der blev rejst i sommeren 1992, forbliver stadig i hjertet af det problem, vi diskuterer i dag.
Koordineringens svaghed og dens konsekvenser
Der er et smertefuldt paradoks, der fortjener eftertanke: Venstrefløjen rejser parolen om de arbejdende massers enhed, samtidig med at denne organisatoriske tilgang utilsigtet har ført til splittelse af kræfter og svækkelse af fagbevægelsen og massebevægelsen. Den massefragmentering, vi ser i fagforeningspanoramaet, afspejler delvis en forudgående politisk fragmentering, der manifesterede sig i fremkosten af venstrefløjsformationer og forskellighed i deres holdninger, en divergens der er naturlig og legitim i sig selv.
Den komplekse irakiske, regionale og globale situation rummer forskellige venstrefløjsfortolkninger. Men når denne forskellighed forvandles til konflikt og bitterhed, der svækker det fælles arbejde, kaster den sin tunge skygge over hele massernes rum.
Ligeledes har fraværet af koordinering skabt et mønster af konkurrence inden for den samme massekreds frem for udvidelse mod nye sociale sektorer. Massekortet er forblevet begrænset i omfang trods mangfoldigheden af organisationer, fordi denne mangfoldighed ikke altid førte til arbejdsdeling og henvendelse til forskellige lag. Tværtimod førte den til overlapning og gentagelse inden for det samme terræn.
Læring fra effektive fagforeningserfaringer
Historiske og samtidige erfaringer afslører, at effektive, uafhængige, progressive fagforeninger ofte har været en afgørende faktor i social og politisk forandring. Deres styrke stammer ikke fra deres bånd til et parti, men snarere fra deres ægte forankring i deres arbejder- og massebaser.
I Tunesien spillede den tunesiske generalarbejderforening (UGTT) en central rolle i at vælte diktaturet i 2011. Det var dens massevægt, dybt forankret på tværs af brede arbejdersektorer, der gav den den forhandlingsstyrke, som de politiske partier tilsammen ikke formåede at opnå.
I Sydafrika viste fagforbundet COSATU (blandt andet under apartheid, red.), at et stærk, uafhængigt fagforbund på én gang kan være en front for forsvar af arbejdernes rettigheder og en platform for kampen for menneskeværdighed – uden at blive opslugt af noget politisk parti.
I Brasilien udviklede en uafhængig fagbevægelse sig til siden hen at frembringe Arbejderpartiet (Partido dos Trabalhadores), som fik magten i landet. Dette er et sjældent eksempel på at opbygge en ægte politisk kraft med udgangspunkt i det faglige basisarbejde.
I Danmark arbejder medlemmer af venstrefløjspartierne inden for den eksisterende Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) (der repræsenterer 65 fagforbund, red.) og styrker dens progressive orienteringer indefra. Derved opnår de en dybere social indflydelse, end de ville have opnået, hvis de blot havde nøjedes med at lede små fagforeninger, der var loyale over for deres egne partier.
De strukturelle udfordringer
Til det foregående føjes dybere strukturelle udfordringer. Den mest fremtrædende er den irakiske økonomis rentistiske karakter. Ifølge IMF’s artikel IV-rapport om Irak 2025 udgør olie cirka 90 procent af de offentlige budgetindtægter. Det betyder, at størstedelen af manuelle og intellektuelle arbejdere er offentligt ansatte, bundet til staten af et direkte afhængighedsforhold, der begrænser mulighederne for deres selvstændige organisering.
Dette fremgik tydeligt under protesterne i oktober 2019, da fagforeningerne var ude af stand til at omdanne gadernes momentum til organiserede strejker. Arbejderne stod over for en smertefuld ligning: Enten protestere og bære de faglige konsekvenser eller tie stille og bevare deres levebrød. IMF’s missionserklæring om Irak 2025 understreger yderligere den irakiske økonomis strukturelle sårbarhed og dens direkte indvirkning på arbejdsmarkedet og arbejdernes evne til at organisere sig selvstændigt.
Hertil kommer visse internationale donororganisationers rolle i at fremme modeller for ”civilsamfund”, der undgår at røre ved de centrale økonomiske strukturer, og som marginaliserer fagforeninger og forbund med en klart defineret progressiv og klassemæssig orientering. Dertil kommer styrkelsen af personificeringsfænomenet, som gør en organisations fortsatte eksistens afhængig af bestemte enkeltpersoner snarere end af dens institutionelle struktur.
Mod en fornyet massevenstrefløj
Fraværet af stærke, uafhængige fagforeninger, forbund og organisationer har svækket venstrefløjen i det globale syd på måder, der rækker langt ud over det synlige. Da de afgørende øjeblikke i protesternes og folkeopstandenes historie indtraf, befandt venstrefløjen sig i et smertefuldt organisatorisk tomrum: Uden fagforeninger, der var i stand til at omdanne demonstrationer til organiserede strejker, som ville tvinge de styrende myndigheder i Bagdad og Erbil til at reagere; uden en samlet studenterbevægelse med ægte institutionel styrke; og uden feministiske organisationer med bred indflydelse, der var i stand til at oversætte folkelig vrede til bæredygtige krav.
I stedet for alt dette så man snesevis af små konkurrerende organisationer med begrænset koordinering og tilbagevendende organisatoriske konflikter.
De seneste årtier har været vidne til grundlæggende skift i den måde, masserne tænker på, og i de metoder, de organiserer sig efter. Disse skift kan ingen seriøs politisk kraft ignorere. Den digitale revolution har tegnet magtens og indflydelsens kort om og har gjort det muligt for horisontale netværk og selvstændige initiativer at opnå bred græsrodspræsens på rekordtid.
Protestbevægelserne, fra pladserne i Irak og Kurdistans Region til sociale retfærdighedsbevægelser verden over, har demonstreret, at fleksibel, horisontal organisering er i stand til at generere en enorm mobiliseringsenergi, som stift centraliserede strukturer ikke kan matche.
Ægte enhed i praksis
Vejen til ægte enhed i praksis går gennem to komplementære spor, hvoraf intet kan stå uden det andet:
Første spor: Fagforenings- og massearbejde
Kollektiv deltagelse i opbygningen af uafhængige, stærke, progressive fagforeninger, forbund og masseorganisationer, der samler alle, uanset deres intellektuelle, nationale, religiøse eller partimæssige tilhørsforhold, omkring deres fælles interesser og vitale krav.
Inden for disse uafhængige organisationer kan venstrefløjens mænd og kvinder bidrage med det bedste, de har: Værdierne social retfærdighed, solidaritet og kampen for menneskeværdighed og lighed.
Andet spor: Politisk og organisatorisk arbejde
Koordinering og fælles handling på parti- og politisk niveau gennem mangfoldige alliancerammer, på nationalt eller provinsielt niveau eller omkring specifikke krav, som gradvise skridt mod opbygningen af en bred, samlet, progressiv venstrefløjsramme.
En sådan ramme skal omfatte alle venstrefløjs- og progressive kræfter ved siden af fagforeninger og arbejder- og masseorganisationer på grundlag af umiddelbare konvergenspunkter. At forandre situationen i Irak og Kurdistans Region kræver mobilisering af alle disse mennesker i ét samlet projekt.
Det er betydningen af ægte massehandling i vores tid: At tjene manuelle og intellektuelle arbejdere, at opbygge og samle deres magt, at deltage i forbedringen af deres liv og at legemliggøre venstrefløjens værdier i den daglige praksis, ikke kun i den politiske diskurs.
Venstrefløjens ægte styrke ligger ikke udelukkende i dens intellektuelle positioner og politiske holdninger, men i dens evne til at opbygge uafhængige, progressive institutioner med bred indflydelse. Institutioner, der er forankret i menneskers dagligliv, i stand til at forsvare deres interesser og rettigheder, og til at omdanne deres sociale energier til en ægte forandringskraft, der åbner vejen mod et demokratisk, socialistisk alternativ.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
