Kommentar
Min umiddelbare reaktion på selve “Chinamaxxing”-memen (1) var, at den dybest set er racisme eller en mild form for at præsentere kinesere som “de gule”. Jeg så den også i sammenhæng med afslutningen på den neoliberale “woke”-politik, der faldt sammen med folkesundhedskrisen og den imperialistiske omstrukturering, der fandt sted i 2020.
Kina tilbyder et attraktivt alternativ og er et bevis på, at man ikke behøver en økonomi bygget på folkemord og udnyttelse.
Men den kan og skal naturligvis også ses i en anden sammenhæng.
Jeg er meget taknemmelig over, at Kina findes i en tid, hvor socialistiske og suveræne statsprojekter står over for eksistentielle trusler fra den amerikanske imperialistiske aggression. Hver gang jeg kommer til Kina, føler jeg mig så meget friere, bliver genopladet og får nyt håb om verden. Årsagen til dette er, at det kinesiske kommunistparti vier sig selv til at forbedre livskvaliteten for alle kinesere.
Kina har gjort monumentale fremskridt inden for fattigdomsbekæmpelse, infrastrukturprojekter og fødevaresuverænitet og har i det hele taget skabt enorme forbedringer i folks livskvalitet.
Kina tilbyder et attraktivt alternativ
For et par årtier siden kunne man med en vis ret sige, at Kina syntes at være på en modsat kurs, en kontrarevolutionær tilbagegang. Men i dag nyder det kinesiske folk en luksus, som vesterlændinge kun kan drømme om: God regeringsførelse, et samfund med høj tillid, smukke byer, et system, der er i stand til at gennemføre hurtige positive forandringer.
Kina tilbyder et attraktivt alternativ og er et bevis på, at man ikke behøver en økonomi bygget på folkemord og udnyttelse. Det har aldrig været nemmere at bekræfte det socialistiske systems overlegenhed på grund af den kinesiske erfaring.
I dag har vesterlændinge en hidtil uset adgang til kinesernes hverdag takket være platforme som TikTok og Xiaohongshu. Set i den sammenhæng er det ikke overraskende, at mange mennesker tiltrækkes af det, som kineserne har gang i – uden nødvendigvis at indse, at formlen for succes er et kommunistisk politisk parti.
Når folk tænker på Chinamaxxing, tænker de sandsynligvis på IShowSpeed (2), Adidas-produkter fremstillet i Kina og kinesiske cigaretter. Jeg har set mange kommentatorer bemærke, at Chinamaxxing hovedsageligt består i ændrede forbrugsmønstre og overfladisk overtagelse af kinesisk kultur.
Det er naturligvis ikke ligefrem redskaber til bevidstgørelse. Måske kan de tilmed tjene til at afpolitisere Kinas landvindinger ved at tilskrive succesen til en abstrakt kerne af “kinesiskhed”, ofte set gennem en orientalistisk (3) linse.
Memes kan noget – men ikke alt
Memes kan være nyttige til at udtrykke store ideer i kort form. Humor kan give rum for politiske holdninger, der ellers bliver tilsidesat, dæmoniseret eller censureret. Men de kan naturligvis aldrig erstatte dybdegående studier eller ægte engagement med de mennesker, der aktivt anvender marxisme-leninisme på deres objektive forhold.
Faktisk kan memes være decideret afpolitiserende. Og som en af mine kammerater i Qiao Collective har beskrevet det, kan Chinamaxxing “glide over i en form for ahistorisk eskapisme, når de positive aspekter af det moderne Kina tages ud af kontekst og adskilles fra den længere historie med semikolonial undertrykkelse og voldelig revolutionær kamp, der gjorde dets nuværende velstand mulig. Uden den erindringskultur risikerer “Chinamaxxing” i Vesten at forspilde sine muligheder for en dybere antiimperialistisk bevidstgørelse”.
Mange venstreorienterede har det åbenlyst ikke særlig godt med, hvem de er, eller hvad deres regering gør. De søger en alternativ identitet, dog uden egentlig retning. Men som alle andre oplever også de Kinas tiltrækningskraft. Jeg ved ikke, om det virkelig er tegn på en indre forandring eller accept af socialismen. For venstreorienterede bliver ikke spontant marxist-leninister, fordi de indser, at Amerika er elendigt, og de udvikler ikke spontant et nyt sammenhængende og humant verdenssyn, når deres gamle afsløres som barbarisk.
Jeg synes, at pointen om at holde fast i den historiske erindring om kampen er meget vigtig.
Fra neoliberalisme til neofascisme
Men det er også vigtigt at se på, hvad det er for en historisk situation, som Chinamaxxing er landet i inden for de sidste fem års tid.
Covidpandemien løftede sløret for kapitalismens totale sociale og institutionelle fallit, og set fra mit perspektiv i USA er de fleste amerikanere aldrig kommet sig over traumet ved den afsløring.
De fleste amerikanere har forvrængede minder om folkesundhedskrisen. Halvhjertede restriktioner og karantæneforanstaltninger overdrives, mens de faktiske massedødsfald, lidelser og menneskelige omkostninger ved pandemien minimeres.
Sandheden er, at der i begyndelsen af 2020 blev trukket klare skel mellem de mennesker, som kapitalen mente, at den kunne undvære, og dem, der blev anset for at være værdige til beskyttelse mod smitte. Jeg tror, at de fleste amerikanere befinder sig i en indre konflikt om, hvad der faktisk skete i 2020. Det gælder også venstreorienterede, der overvurderer Bidens velfærdstiltag i pandemitiden og undervurderer det almene tilbageslag, der er sket siden covidkrisen og det nationale oprør mod politibrutalitet.
Efter min opfattelse sluttede neoliberalismen med, at Det Demokratiske Parti blev miskrediteret som oppositionsparti, og der skete en tilbagevenden til en retorik, der mere åbenlyst baserede sig på eugenik, på “genetisk dårlige” befolkningsgrupper, og accept af, at den kapitalistiske fordeling af covidbeskyttelse og folkemordet i Gaza indebærer en udrensning af ældre og af arbejderklassen.
Efter at oprøret, ledt af sorte, blev nedkæmpet, har regeringen i stigende grad droppet at foregive, at USA er et liberalt, multikulturelt samfund.
Neoliberalismens død lagde grunden til den anden Trump-regerings neofascistiske politik og omstrukturering af imperialismen. Under Trump har vi set, hvordan liberale demokratiske borgerrettigheder er rullet tilbage, og hvordan fascistiske måder at regere på omfavnes åbenlyst.
Disciplineringen af arbejdere under covid splittede og svækkede arbejderklassen yderligere og dannede grobund for neofascismens fremvækst. I samme retning trak selve virussets fysiske og immunologiske indvirkning.
Folk er blevet tæsket til at acceptere mere usikkerhed, massedød og skamløse folkemorderiske politikker.
Siden 2020 er der sket en genopblussen af antitrans- og patriarkalsk retorik. Det samme er tilfældet for retorik om hvidt overherredømme. Ligeledes propaganderes der for at føde børn for at “beskytte familien”, kvinder skal igen være underlagt manden, og den sociale reproduktion skal stilles i kernefamiliens tjeneste. Dette falder i tråd med folkelig opbakning til en hårdere grænsepolitik, “høgenes” kontrol over udenrigspolitikken og øget kapitalakkumulation.
Man kan ikke komme uden om at organisere kampen
Hvor passer “becoming Chinese”-memen præcis ind i dette?
Selv om den neoliberale “woke”-kultur aldrig udgjorde et bolværk mod fascismen, skabte den ikke desto mindre et kvalitativt anderledes miljø. Enden på den skabte – i kombination med USA’s fascisering og Kinas fremgang – de betingelser, der gjorde det muligt for “becoming Chinese”-memen at blomstre.
En sådan tendens kunne næppe have opstået for fem år siden. Det har at gøre med Kinas voksende globale prestige og modsvarende: USA’s faldende troværdighed. Men det har også at gøre med, at reaktionære holdninger og konservatisme generelt set er vokset i det politiske rum siden 2020.
Jeg ser tendensen som et resultat af et kulturelt skift i retning af dybere politisk pessimisme, ekstrem ondskabsfuldhed og fjendtlighed over for andre.
Det er rigtigt, at der har været en massiv desillusionering med det amerikanske imperium og dets nationale mytedannelse. Det er også rigtigt, at der som et slags vulgært modsvar har udviklet dig en identifikation med Kina i modsætning til USA. Men jeg tror ikke, at memet har øget proletariatets åbenhed over for socialismen i imperialismens kerneland. For vi har stadig en dybt ambivalent, chauvinistisk og ideologisk nedbrudt befolkning.
Den strategi, der er værd at forfølge, består derfor i at organisere de mest undertrykte lag af arbejderklassen (ikke mindst det racialiserede proletariat og de udstødte) og genoplive venstrefløjen, så den præges af klassebevidst identitetspolitik, antiracisme og antifascisme. Med det udgangspunkt skulle den gerne kunne blomstre og udvikle antiimperialisme til et højere bevidsthedsniveau, så proletariatets kamp i den imperialistiske kerne forbindes med kampen i den globale periferi.
Med andre ord: Socialistiske “Chinamaxxere” kan ikke blot fæste deres lid til, at Kina påtager sig rollen som fortrop for en fornyet kommunistisk bevægelse. De bør fokusere på agitation og udvikling af den kommunistiske bevægelse her og svække imperiet indefra. På den måde bistår de bevægelserne i periferien, der er ude i en udmattelseskrig.
Imperiet må svækkes indefra
Betydningen af den historiske hukommelse kan ikke overvurderes. Jeg tror ikke, at den vestlige venstrefløj fuldt ud har taget højde for den kontrarevolutionære overtagelse af antiracistisk/antifascistisk politik siden 2020 eller omfanget af vores manglende evne til at udnytte den kapitalistiske krise til at vinde folk over til socialismen.
Pandemien er den sidst forekommende krise, der kan sammenlignes med den truende energikrise, vi nu står overfor. Og opgaven er den samme, men skal nu løses under langt sværere forhold på grund af venstrefløjens organisatoriske lammelse, ideologiske opløsning og frygtsomhed siden 2020.
“Chinamaxxing” er et ambivalent meme for en ekstremt ambivalent befolkning i imperialismens kerneland. Vi har brug for mere end eskapistiske memes, nihilisme og kompenserende humor for at håndtere socialismens fravær.
Jeg ville blive mere begejstret, hvis der opstod et fornyet engagement i antifascisme frem for et overfladisk engagement i kinesisk kultur og en ambivalent omfavnelse af kinesisk dominans. Og det ville også være bedre, hvis der opstod en erkendelse af, at det ikke rækker at gøre op med den amerikanske nationale mytologi for i stedet at “blive kinesisk”. Der er brug for, at vi påtager os opgaven med at svække imperiet indefra og skabe noget nyt.
I et miljø præget af AI-drevet masseovervågning og manipulation, mangel på troværdige institutioner, udbredt fjendtlighed og mistillid tror jeg, at folk vil række ud efter det, der er oprigtigt, smukt og baseret på livserfaringer fra virkeligheden.
Mennesker fungerer som barometre for samfundets og klodens almene tilstand – jo mere bevidste vi er, jo værre har vi det. Modgiften mod denne nihilisme består i at udvikle en bredt anlagt kommunistisk politik, formuleret af et organiseret parti, der samler vores spredte indsatser. Og der er ingen genvej til at opbygge partiet.
Kinas socialistiske revolution og politisk-økonomiske model er en enorm økonomisk, åndelig, ideologisk, udviklingsmæssig og diplomatisk ressource for den tredje verden og, vil jeg hævde, for de interne kolonier her i USA. Men Kina kan ikke gøre vores arbejde for os.
Der er ingen nem udvej fra den situation, vi befinder os i. Alt, der giver håb om fremme af socialismen i en tid med dyb nihilisme, fortvivlelse og organisatorisk lammelse, bør understøttes. Hvis “Chinamaxxing” er et middel til at smugle socialistisk propaganda ind, så fint! Men jeg mener, vi fortjener skarpere redskaber.
Noter:
1. “Chinamaxxing” er en meme-trend, der er opstået i år på TikTok og Instagram, hvor unge vesterlændinge for sjov overtager kinesiske livsstilsvaner og erklærer, at de befinder sig i deres “kinesiske æra” eller oplever en “meget kinesisk periode” i deres liv. De romantiserer eller hylder ironisk den kinesiske kultur. Memen afspejler en desillusionering over det amerikanske samfund, og Kina fremstilles som et overlegent, mere velfungerende og mere futuristisk alternativ.
Et meme er en humoristisk idé, et billede, en video eller en tekst, der spredes hurtigt og bredt på internettet.
2) IShowSpeed er en amerikansk youtuber og livestreamer.
3) Orientalisme er et begreb, der beskriver den måde, som Vesten historisk har fremstillet “Østen” – især Mellemøsten, Asien og Nordafrika – som eksotisk, mystisk, tilbagestående eller anderledes. Begrebet blev især kendt gennem bogen Orientalism skrevet af Edward Said i 1978. Said argumenterede for, at mange vestlige bøger, film, malerier og akademiske tekster ikke bare beskrev Østen neutralt, men fremstillede den på en måde, der gjorde Vesten til det “civiliserede” og overlegne modsvar. Det hang tæt sammen med kolonialisme og europæisk magt.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, juni 2026.
Qiao Collective er et mediekollektiv bestående af kinesere i diasporaen, der sætter spørgsmålstegn ved USA’s aggressive holdning over for Kina. Qiao Collective kan følges her.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
