Skader klimaet
Klask!
Det er et ord, som går igen flere gange i journalist Klara Trebbien Rasmussens bog “Flæsk – undercover i en svinestald”.
Det er lyden af smågrisenes hoveder, når de slås ned i betongulvet under de ansatte i svinestaldens mange aflivninger. Dermed er tonen sat for en bog, som ikke holder igen med at beskrive hverdagen i den danske svineproduktion.
Bogen er på ingen måder nem læsning. Udover beskrivelserne af aflivninger, får læseren også beskrivelser af syge smågrise, hvis tarme falder ud af bagdelen, af de mange liggesår, som søerne har, samt den travlhed og derved nærmest ligegyldighed for dyrenes velfærd, der præger den daglige gang i svinestalden.
Det er ikke nødvendigvis nye afsløringer, som bogen bringer frem. Debatten om velfærd i den danske svineproduktion har fået ny vind i sejlene, særligt efter TV2 dokumentaren “Hvem passer på grisene”, samt artikler i de store dagblade om de ofte kummerlige forhold, som svinene lever under.
Svineproduktionen blev også et emne under valget, hvor bogen i øvrigt udkom. Spørgsmålet er derfor, hvad bidrager Klara Trebbien Rasmussens bog med, som andet journalistik ikke allerede er kommet frem med?
Svaret er: den fuldstændigt ufiltrerede effekt svineproduktionen har på dem, der arbejder i den.
Den snigende ligegyldighed
Da Klara Trebbien Rasmussen først træder ind i den svinestald, som hun bruger en måned i, mærker læseren klart, at det er med en vis afstandstagen. Hun skriver i bogens intro, at hun ikke er der for at dømme, men observere, og det lykkes langt hen ad vejen, men det er stadig tydeligt at mærke, at begyndelsen er hård for hende.
Synet af syge og døde smågrise har en effekt på hende. De første gange hun skal forsøge at aflive dyrene slår hun dem ikke hårdt nok ned i betongulvet, og det påvirker hende, derfor bliver hun nidkær med at sørge for, at dyrene er døde. Sådan er det i store dele af bogen, dog sker der et skifte.
I en scene påpeger en kollega i stalden, at en af de smågrise, hun har smidt i skraldespanden, stadig piver. Dyret er i live, men Klara Trebbien Rasmussen beskriver, at hun faktisk føler en form for ligegyldighed over for dyrets lidelse.
Det er kernen i, hvad bogen bidrager med til debatten om svineproduktionen. På mindre end en måned er alt den lidelse og ringe dyrevelfærd, som findes i stalden, blevet hverdag. Det er knapt noget forfatteren skænker en tanke, fordi det er så normalt.
Også ting som at snyde med lokalbedøvelse under kastreringen af han-smågrisene bliver et tilbagevendende tema. Klara Trebbien Rasmussen bruger altid selv lokalbedøvelse inden hun skærer i smågrisene, som loven foreskriver, men hendes kollegaer gør ikke, og hælder i stedet bedøvelsen ud i vasken, så det ligner, at det er blevet benyttet.
Den slags hændelser dukker op mange steder i bogen. De mange lovbrud og manglende fokus på svinenes velfærd er ikke et resultat af ondsindede hensigter. De er et resultat af travlhed, et konstant fokus på effektivitet og ligegyldighed overfor dyrene.
Undercover, den rigtige metode?
Et andet aspekt af bogen, som har skabt stor debat, er Klara Trebbien Rasmussens brug af undercovermetoden. Det er ikke en ny metode indenfor journalistik, men den er kontroversiel, da den i sagens natur involverer et brud på de medvirkendes tillid, da de ikke ved, at de skal bruges i et stykke journalistik.
Kilderne udtaler sig ugarderet, journalisten selv lyver om, hvem de er overfor dem. Derfor bruges metoden også kun, hvis det vurderes, at det er den eneste måde at få den indsigt, journalisten søger.
Er det så tilfældet i den her bog? Personligt mener jeg, at det er det.
Selvom det tidligere er bevist, at journalister kan få en grad af indsigt i svineproduktionen gennem traditionelle veje, er der også en lang række beviser på det modsatte. De debatskabende dokumentarprogrammer om svineproduktionen i dag er i høj grad lavet med skjulte optagelser for eksempel.
Svineproducenter er kendt blandt journalister som nogen, der gerne inviterer pressen ind. Dog kun efter, at de har fået varsling herom, og derfor har tid til at rydde ud i de værste aspekter af deres produktion.
Mange af de ansatte i svineproduktionen er også udlændinge, i bogen er de fleste ukrainere, som derfor er mere skeptiske overfor at tale med pressen.
Kort sagt, at enten bruge skjulte optagelser eller gå undercover, virker som den eneste garanterede måde at få indsigt i alle aspekterne af produktionen. Det er slet og ret nødvendigt, hvis offentligheden skal have et konkret billede af, hvad der foregår i den danske svineproduktion.
En fortsat debat
Klara Trebbien Rasmussens bog er derfor et vigtigt indspark i en debat, som lige nu har en masse opmærksomhed. Dog er det værd at huske, at det ikke er første gang, at de danske svins forhold diskuteres.
Allerede tilbage i 1988 efterlyste Socialdemokratiets daværende formand Svend Auken en debat om svineproduktionen. Dengang var der omkring 15 millioner svin i landet, i dag er det tal tættere på 40 millioner.
Historien viser altså, at handling på det her område ikke er en garanti, at det massive fokus kan forsvinde ligeså hurtigt, som det kom. Forhåbentligt bliver det ikke tilfældet denne gang, men det er altid en risiko.
Derfor skal der lyde en opfordring herfra til at læse “Flæsk – undercover i en svinestald”, og ikke lade den, og alt det andet journalistik om emnet, gå glemt. Det er en velskreven, men barsk, bog, som indeholder perspektiver og indsigter, som alle burde gøre sig, når nu vi lever i verdens førende svinenation.
Klara Trebbien Rasmussen: Flæsk – undercover i en svinestald
Politikens Forlag 2026
256 sider – koster 249 kroner
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
