Kommentar
Pensionsalderen i Danmark er blandt de højeste i Europa, og kommende generationer vil være på pension en mindre del af deres liv sammenlignet med de nuværende. Årsagen til denne kedelige situation skal findes i det såkaldte “velfærdsforlig” fra 2006.
I 2040 vil pensionsalderen være 70 år, og er du i dag i slutningen af 30’erne kan du først trække dig tilbage fra arbejdsmarkedet med folkepension, når du er fyldt 73 år. Årsagen skal findes i velfærdsforliget fra 2006, som indeholder præmissen om, at pensionsalderen skal stige i takt med, at den gennemsnitlige levealder stiger.
Velfærdsforliget blev indgået af Venstre, Konservative, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale.
Livet på pension skrumper
De årgange som de seneste år er gået på pension, vil i gennemsnit være på pension i 32-33 procent af deres voksenliv. Er man født omkring årtusindskiftet, er i dag midt i tyverne, får man mere beskedne 26-27 procent af voksenlivet på pension. Og for de børn, som fødes nu, vil årene på pension blot udgøre sølle 24 procent af voksenlivet.
Beregninger af udført af tre økonomer, som selv kalder udviklingen for ”sindssyg”, at det ”ikke holder”, og at folk ”nok vil gøre oprør” mod denne udvikling.
Men oprøret skal vi ikke vente på kommer fra det etablerede politiske system. Det gamle velfærdsforlig blev pludselig hevet frem under de standende forhandlinger om en kommende ny regering, da Moderaternes formand Lars Løkke krævede, at partierne skulle genbekræfte tilslutningen til forliget, som en betingelse for at fortsætte forhandlingerne.
Velfærdsforliget: Et kæmpe løftebrud
Forliget er blevet kaldt for en kronjuvel i dansk økonomi, fordi den sikrer, at arbejdskraften bliver på arbejdsmarkedet i takt med, at vi lever længere. Pensionsalderen er senest hævet til 70 år for de personer, som er født i 1971 eller senere.
Her 20 år efter velfærdsforligets vedtagelse er det interessant at se på, hvad de pågældende partier lovede befolkningen i forbindelse med vedtagelsen af stigningen af pensionsalderen.
I 2019 krævede 61 fagforeningsformænd, at forliget skulle opsiges, og på FOA’s kongres samme år blevet kravet også vedtaget.
Forliget opremser selv tre elementer, som være bærende for forliget, men som alle i dag må betegnes som værende borte med blæsten.
De tre elementer var:
For det første at den styrkelse af de offentlige finanser, som aftalen ville medføre, skulle “reserveres til at sikre finansiering af velfærdssamfundet i fremtiden”, som det lyder i aftalepapiret. Derudover at efterlønsperioden ifølge aftalen fortsat skulle være fem år. Og endelig, som der står beskrevet i forliget, at der skulle oprettes en forebyggelsesfond på tre milliarder kroner “til at forebygge og forhindre fysisk og psykisk nedslidning”.
Om styrkelsen af de offentlige finanser: Det fremgår af velfærdsforliget, at de ekstra velfærdsmidler som følge af aftalen “skal bruges til at finansiere merudgifter til blandt andet pleje og sundhed, når der kommer flere ældre, og til en styrket indsats mod nedslidning på arbejdsmarkedet”.
Men det modsatte er sket, ifølge 3F er velfærden underfinansieret med mere end 50 milliarder kroner siden 2006. Det må betegnes som et brud med intentionen i velfærdsaftalen.
Sideløbende har man i de sidste 20 år givet indkomstskattelettelser for 84 milliarder kroner, som primært er havnet i de velbjærgede lommer.
Efterlønnen der fløj
I forhold til efterløn fremgår det af velfærdsforliget, at efterlønsalderen skal stige i takt med pensionsalderen, så den “dermed fortsat er fem år”.
Men også det løfte har politikerne forbrudt sig mod, da muligheden for fem års efterløn bortfaldt med den daværende VK-regerings tilbagetrækningsreform i 2011, som blandt andet indebar en gradvis forkortelse af efterlønsperioden. De 5 år blev til 3 år.
Og så var der forebyggelsesfonden
Det fremgår af aftaleteksten fra 2006, at forebyggelsesfonden skal yde støtte til “arbejdspladsrelaterede projekter på offentlige og private virksomheder og institutioner samt initiativer, der styrker genoptræningen og rehabiliteringen af syge mennesker og mennesker med handicap”.
Det understreges desuden, at en forbedret indsats for at forebygge nedslidning og styrke arbejdsmiljøet er en forudsætning for at “styrke grundlaget for senere tilbagetrækning”.
Fonden blev nedlagt af VLAK-regeringen i 2017.
Så vi står i dag med et forlig fra 2006, et 20 år gammelt forlig, hvor forudsætninger ikke længere holder. Men indrømmet, det har været med til at gøre Danmark rigere – forstået som de rige rigere.
I 2019 krævede 61 fagforeningsformænd, at forliget skulle opsiges, og på FOA’s kongres samme år blevet kravet også vedtaget. Modstanden løb dog stille ud i sandet. I 2019 blev Mette Fredriksen statsminister, og det har været svært for fagbevægelsen at fastholde modstanden, når socialdemokratiet fastholder deres medejerskab af forliget.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
