Skader klimaet
Anbringelsesområdet: Økonomiske incitamenter, systemfejl og politisk selvforsvar
Politikerne taler om “børnene først”, men virkeligheden viser forkerte incitamenter: Serviceloft, udligningsregler og manglende sanktioner ved fejl skaber en kultur, hvor økonomi ofte vejer tungere end barnets bedste, skriver Ulf Harbo i denne blog.
|
Nanna Blichfeldt-Widahl har de seneste år fulgt flere anbringelsessager tæt, særligt i Aarhus Kommune. Det, hun har set, vækker alvorlig bekymring.
Der tegner sig en tydelig tendens: En markant stigning i anbringelser af 12-17-årige unge med diagnoser, skoleudløst mistrivsel og komorbide udfordringer.
Samtidig er de tidlige forebyggende indsatser og støtte til børn og familier blevet skåret ned.
Mange af de sager, hun har fulgt, bygger på tvivlsomme eller fremstillede anbringelsesgrundlag som skolevægring, manglende progression i specialundervisning eller påstanden om, at barnet er blevet “for behandlingskrævende” til at bo hjemme.
Resultatet er anbringelse på bosted eller opholdssted frem for ressourceunderstøttet integration i almenklassen eller lokalmiljøet.
Kommunen afviser konsekvent fleksible løsninger, der kunne holde barnet hjemme med tilstrækkelig støtte.
Denne udvikling falder tidsmæssigt sammen med ændringer i det kommunale udligningssystem, der trådte i kraft 1. januar 2025, samt ændringer i refusionsreglerne.
Handler det om økonomi?
Det giver anledning til undren: Kan der være økonomiske incitamenter i spil?
Logisk set kan det være fordelagtigt for en kommune at flytte de dyreste specialundervisningssager ud af folkeskolens regnskab og over i social- eller anbringelsesområdet, hvor udgifterne i højere grad kan påvirke demografifordelene i udligningsordningen og refusionsmulighederne positivt.
Udligningssystemet og refusionsreglerne er ændret flere gange gennem årene, og der er samtidig en stigende efterspørgsel på særlig støtte i skolerne, som presser kommunernes serviceloft.
Sammenhængen kan ikke bevises endegyldigt, men tendensen fortjener eftertanke.
Det er på tide at lytte til familiernes erfaringer og til de ansatte, der tør tale ud. Ikke for at svække beskyttelsen af udsatte børn, men for at sikre, at indgreb er nødvendige, proportionelle og baseret på fakta snarere end budgetter.
Et konkret eksempel fra Nannas egen familie illustrerer problemstillingen: Kommunens socialforvaltning var klar til at give grønt lys til at iværksætte en dyr anbringelse på et bosted, selv om der reelt ikke var et grundlag for anbringelse uden for hjemmet.
Samtidig nægtede kommunen gennem flere år at imødekomme anmodningerne om et ressourceunderstøttet skoleskift tilbage til almenskolen – selv om specialskolen ikke var et godt match.
Den langvarige stavnsbinding til det mismatchende specialskoletilbud medførte gentagne skolenederlag, periodisk stressbelastning, manglende deltagelsesmuligheder med jævnaldrende, mistrivsel og skolevægring.
Et skoleskift blev afvist af skoleforvaltningen, mens en anbringelse på bosted var mulig. Familien slap senere ud af specialskolevisitationen og landede godt i en lokal skole, men den nye skole fik ikke de ressourcer, som specialskolen havde modtaget.
Det rejser spørgsmålet om, hvad der egentlig er på spil i maskineriet.
Systemets manglende evne til selvkorrektion
Kommunerne, Ankestyrelsen og domstolene burde sikre retssikkerhed. Virkeligheden viser gentagne fejl.
Rigsrevisionen har i en ny rapport givet skarp kritik: To ud af tre anbringelsessager overholder ikke lovens krav – med manglende oplysning af sager, overskredne frister og mangelfulde undersøgelser og handleplaner.
Alligevel opretholdes mange afgørelser i klagesystemet.
Familier oplever ressourcekrævende klageprocesser, hvor rettigheder føles udhulede.
Så problemerne er med andre ord ikke begrænset til Aarhus, og der har været mange skandalesager rundt om i landet, senest sidste uge i Vordingborg Kommune, hvor ansatte i Børn og Familie fortæller, at ledelsen instruerer dem i ikke at være ærlige over for borgerne, og økonomi går forud for børn og unge med problemer.
Her kommer politikere som Lars Lindskov (Moderaterne, tidligere Konservativ) ind i billedet.
Som beskikket medlem af Ankestyrelsen i fire år har han deltaget i 200-250 børnesager.
I et opslag om sin sidste dag skriver han, at han ikke mener, at ét barn for meget er blevet fjernet eller tvangsanbragt i de sager, han har behandlet.
Han beroliger med, at der typisk er op mod 50 indberetninger, 400-800 sider i sagen, behandling i Børne- og Ungeudvalg med dommer og mulighed for klage til Ankestyrelsen.
Lindskov skriver, at kommuner handler for sent, og at mange familier mødes med utilstrækkelige indsatser.
Men han afviser kategorisk, at der i hans sager har været unødvendige anbringelser. Han maler et billede af et system, der kun griber ind, når det er absolut nødvendigt, og hvor “én person på et rådhus” ikke kan snyde alle instanser. Dette synspunkt er dybt problematisk.
De sager, der når Ankestyrelsen, er netop de klagede sager – altså dem, hvor familierne oplever, at noget er gået galt. Hvis 100 procent af disse sager er korrekte, som Lindskov tilsyneladende hævder, ville det betyde, at kommunerne i netop de mest omstridte tilfælde har været fuldstændig ufejlbarlige.
Det er ikke troværdigt og peger på et selvbevarende system, hvor der mangler reel, uafhængig prøvelse af tvangsanbringelser og tvangsadoptioner.
Nanna og mange andre oplever netop de problemer, som Lindskov afviser.
Dette billede genfindes i flere tidligere sager, som jeg har beskrevet.
I sagen om den dødssyge lille Marco blev en terminalt syg dreng tvangsanbragt som spæd på et grundlag, der senere smuldrede.
Grønlandske familier oplever syv gange højere risiko for tvangsanbringelse.
Der er desuden en klar social slagside i tvangsfjernelser.
Økonomi, incitamenter og virkelighed
Tendensen med sene anbringelser og fald i tidlige indsatser er ikke tilfældig. Børn med diagnoser og skolemistrivsel risikerer at blive stemplet som “for vanskelige” frem for at få tilpasset støtte i eget miljø.
Forældre fortæller igen og igen historier om ignorerede bekymringer, mangelfulde vurderinger og en følelse af, at systemet arbejder imod dem.
Politikerne taler om “børnene først”, men virkeligheden viser forkerte incitamenter: Serviceloft, udligningsregler og manglende sanktioner ved fejl skaber en kultur, hvor økonomi ofte vejer tungere end barnets bedste – som også ses i Vordingborg, hvor medarbejdere oplever direkte pres for at prioritere budget frem for ærlighed og barns bedste.
Vi har brug for nogle nødvendige ændringer:
• Styrket retssikkerhed med reel uafhængig kontrol og obligatorisk dokumentation for, at alle mindre indgribende foranstaltninger er afprøvet.
• Økonomiske incitamenter, der belønner tidlig, ressourcebaseret støtte frem for anbringelse.
• Gennemsigtighed i, hvordan udligningsændringer og refusionsregler påvirker beslutninger på børneområdet.
• Bedre støtte til familier, så for eksempel autistiske børn og unge i mistrivsel ikke unødigt fjernes – og et opgør med kulturelt og socialt skæve vurderingsredskaber.
Det er på tide at lytte til de konkrete erfaringer fra familierne som Nanna og til de ansatte, der tør tale ud. Ikke for at svække beskyttelsen af udsatte børn, men for at sikre, at indgreb er nødvendige, proportionelle og baseret på fakta snarere end budgetter eller selvopretholdende narrativer.
Hvad tænker du?
Har du oplevelser fra anbringelsessager, eller ser du lignende tendenser i din kommune?
Kun gennem åben debat kan vi presse på for ændringer, der sætter børn og retssikkerhed først.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
22. maj 2026 | 09:59
