Åbent brev
Med Venstre-folk ved roret har de kristelige fået blod på tanden
Så er der igen ballade om indholdet i den danske model på arbejdsmarkedet. Eller rettere, nu prøver Kristelig Fagforening endnu engang at appellere til politikerne om at bære dem ind som rigtige spillere på den organiserede del af det danske arbejdsmarked. Forhåbentligt bliver det ikke ét af resultaterne af Venstreformanden Troels Lund Poulsens sonderinger i rollen som kongelig undersøger af mulighederne for at skabe en blå regering, skriver Dennis Kristensen i denne blog.
|
Med en tidligere centralt placeret Venstre-politiker i formandsstolen er Kristelig Fagforening (Krifa) i et brev til folketingspolitikerne gået til frontalangreb på den traditionelle fagbevægelses ret til at kræve en rigtig overenskomst dér, hvor de kristelige har aftalt løn og arbejdsvilkår, og på retten til at bruge redskaberne i den danske model.
Kristelig Fagforening, der betragter det som sin opgave at udfordre den klassiske opfattelse af en fagforening, vil have Folketinget til at ulovliggøre et af de kampskridt, som arbejdsmarkedets parter frivilligt aftalte med hinanden for langt over hundrede år siden:
“På den måde at true sig til overenskomster over for virksomheder med løn- og arbejdsforhold, som matcher niveauet på det øvrige organiserede arbejdsmarked, er et anslag mod den frie konkurrence mellem fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer, hvor den enkelte lønmodtager eller virksomhed kan vælge netop den løsning, som passer dem bedst”, lyder budskabet blandt andet fra formanden for Krifa Jane Heitmann.
Det er ellers kun fem år siden, at den tidligere Venstre-gruppeformand Hans Andersen afviste politisk indblanding i overenskomstforhandlinger:
“Lønfastsættelse mellem arbejdsmarkedets parter er helt afgørende. Hvis vi begynder fra politiske side at lovgive om eksempelvis mindsteløn, så er vi inde og save i et af den danske models tre ben – og så vakler taburetten. For hvorfor skal man melde sig ind i en fagforening, hvis politikerne alligevel overtager løndelen”, skriver Hans Andersen blandt andet i et debatindlæg i Altinget.
Men nu vil den tidligere Venstre-politiske ordfører Jane Heitmann altså have Christiansborg til som en anden Elon Musk at finde kædesaven frem.
De kollektive kampskridt har 127 år på bagen
Den danske model var oprindeligt et kompromis om spillereglerne for at indgå aftaler om prisen på arbejdskraft og blev efterfølgende udbygget med spilleregler for faglig voldgift og for henholdsvis iværksættelse af konflikt.
Som mange gange tidligere handler den nye ballade netop om de kampskridt, som arbejdsmarkedets parter har til rådighed, når forhandlinger om indgåelse af kollektive overenskomster afvises, eller forhandlinger om fornyelse af allerede eksisterende overenskomster ender resultatløse og erstattes af såkaldte kollektive kampskridt.
Med disse kampskridt har modellen bestået i 127 år, og den kristelige bevægelse har lige så længe indædt bekæmpet den.
For lønmodtagersiden udgøres kampskridtene af retten til at varsle strejke, hvor medlemmer stopper arbejdet, og blokade, hvor medlemmer ikke kan påbegynde nyt arbejde på stedet, mens arbejdsgiverne råder over lockout med kollektiv udelukkelse fra arbejdspladsen og sortlistning, hvor enkeltpersoner afskæres fra ansættelse.
Og i tilknytning til brugen af disse kampskridt kan den interne solidaritet på hver af siderne suppleres med sympatikonflikt.
De kristeliges modstand mod de traditionelle fagforeninger gav dem rollen som strejkebrydere ved den historiske konflikt i 1899, hvor kredsen omkring Indre Mission samlede arbejdere og arbejdsgivere i samme organisation – Kristeligt Dansk Fællesforbund (KDF).
Kristelig Fagforening vil have Folketinget til at ulovliggøre et af de kampskridt, som arbejdsmarkedets parter frivilligt aftalte med hinanden for langt over hundrede år siden.
Og at Indre Mission sammen med vækkelseskirker styrede denne hybrid var ubestrideligt: “KDF vil gerne samle med Kristus, være et fristed og værn for alle, som ikke kan være med til at føre de unge bort fra Kristus. Her er den dybe modsætning mellem os og de verdslige fagforeninger”, som det er beskrevet i bogen “Det frie valg” om den kristelige fagbevægelses historie.
Og Indre Mission sad fortsat solidt på Kristelig Fagforening, da KDF blev adskilt i en fagforening og en arbejdsgiverorganisation. Og helt frem til nutiden var det en betingelse for at blive valgt til foreningens besluttende organer, at man var bekendende kristen.
Undervejs skiftede Kristelig Fagforening retning som fagforening og ville i stedet for at blive anerkendt som en ligeværdig del af den danske model være et markant alternativ til modellen.
Det budskab blev skåret ud i vandfast finér, da Kristelig Fagforening efter FOA’s indgåelse af en overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening om omsorg og pleje – og formentlig i vrede over selv at gå glip af denne overenskomst – i 2016 fraskrev sig samtlige overenskomster med Kristelig Arbejdsgiverforening.
Og ovenikøbet gjorde det med en sensationel tilståelse af at have medvirket til indgåelse af discount-overenskomster:
“Vi kan ikke længere forsvare de ansættelsesvilkår, som overenskomsten byder lønmodtagerne på det danske arbejdsmarked. Både gennem overenskomstforhandlinger og mæglingsforsøg har vi forgæves forsøgt at få rettet op på de svagheder, der har været”, lyder det fra Krifa-formand Søren Fibiger Olesen i et interview i Altinget.
Og Krifa-formanden fortsætter:
“Det er ikke nogen hemmelighed, at vores brand har været under pres, fordi vores mindstelønninger har været anklaget for at være for lave og for at underbyde eksisterende overenskomster. Noget af det er ren retorik, mens andet er faktuelt korrekt.”
Siden har Kristelig Fagforening slået en kolbøtte og er vendt tilbage som overenskomstpart med Kristelig Arbejdsgiverforening og med de noget slidte krav om, at Folketinget skal stække den traditionelle fagbevægelses vinger.
Fra Indre Mission til Venstre
I 2023 så det ud til, at Kristelig Fagforening valgte at fokusere mere på højre side af folketingssalen end på Indre Mission, da Venstres politiske ordfører Jane Heitmann blev valgt som formand for Krifa.
Heitmann lagde da også fra start ud med at kræve de kristelige med som part i de trepartsforhandlinger mellem regering, arbejdsgivere og lønmodtagere, der i stigende grad er blevet en del af den danske model.
Samtidig holdt Heitmann i en kronik i Berlingske fast i den tidligere indre missionske ledelses kurs mod at blive et markant alternativ til den danske model.
Venstre mærkede dog ret hurtigt, at politisk skamridning af støtten til de kristelige kan give bagslag, da Kristelig Fagforening og Diabetesforeningen, med tidligere centralt placerede Venstre-folk på ledende poster i de to foreninger, aftalte at markedsføre den kristelige fagbevægelse.
Den aftale holdt kun fire dage, før Diabetesforeningen måtte på knæ over for medlemmerne og opsige samarbejdet.
Foreløbig har Liberal Alliance meldt sig under den kristelige fane med trussel om politisk indblanding, hvis 3F fortsætter med at bruge de aftalte redskaber i den danske model:
“3F spiller hasard med den danske model, når de så groft og hæmningsløst udnytter deres værktøjer til at chikanere og tryne små virksomheder. Arbejdsmarkedets parter bør finde en proportionel og holdbar løsning hurtigst muligt, hvis de ikke ønsker politisk indblanding”, skriver Liberal Alliances medlem af Folketinget Pernille Vermund blandt andet i et opslag på Facebook.
Ja, og så naturligvis énmandshæren Nye Borgerlige.
Lur mig, om der ikke skulle være flere fra den side af folketingssalen, der ville strømme til Kristelig Fagforenings 127-årige kamp mod den traditionelle fagbevægelse, hvis det altså ikke lige var fordi, det lige nu handler om regeringsdannelse og ministerbiler.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
19. maj 2026 | 06:03
