Den danske klimadebat er i øjeblikket ramt af en farlig syge: Teknologisk overmod. Regeringen og Energistyrelsen har satset hele butikken på Carbon Capture and Storage (CCS) hos Aalborg Portland, men ser man bag de polerede visioner, ligner projektet et hasardspil med vores fælles klimamål som indsats.
Vi er i gang med at bygge fundamentet til den grønne omstilling på en bund af uafprøvede teorier og logistiske hårdknuder, mens de ansvarlige myndigheder ser passivt til.
Det mest bekymrende er imidlertid det politiske spil bag kulissen.
Hjertet i planen er den såkaldte CCC-teknologi, der skal fange CO2-en fra cementproduktionen. Men sandheden er, at systemet er så umodent, at det i værste fald kan ise til og blokere ved selv den mindste mængde vanddamp. Vi taler om en proces, man aldrig har testet i drift i stor skala.
Det svarer til at designe en Storebæltsbro baseret på en tegning, der aldrig er afprøvet i virkeligheden, og forvente, at den bærer fuld trafik fra dag ét. Der findes ingen driftserfaringer, intet sikkerhedsnet og absolut ingen tid til de børnesygdomme, der uundgåeligt rammer så komplekse anlæg. Alligevel bygger regeringen hele vores nationale strategi på, at maskineriet leverer fejlfrit fra første sekund.
Udfordringerne stopper dog ikke ved fabrikkens skorsten. CO2’en skal efter planen sendes i rørledninger til et lager i undergrunden mellem Randers og Hobro, men her er den logistiske virkelighed for længst stukket af fra de politiske ambitioner. Vi kender reelt ikke “kælderen” endnu, da man først nu er ved at undersøge, om undergrunden overhovedet kan holde på gassen.
Det er det samme som at planlægge en bryllupsfest, før man overhovedet ved, om gulvet i festsalen kan bære. Læg dertil en bureaukratisk godkendelsesproces hos Energistyrelsen, der kan tage op mod to år, og en midlertidig løsning med lastbiltransport, der i sig selv vil skabe massiv støj og forurening.
Det mest bekymrende er imidlertid det politiske spil bag kulissen. Ved at acceptere denne ekstremt optimistiske tidsplan har myndighederne i praksis givet Aalborg Portland en fribillet. Så længe de har en formel plan på papiret, slipper de for de massive bødekrav, der ellers ville falde, når de misser 2030-målet.
Datoen den 1. januar 2030 er ikke bare et tilfældigt tal i kalenderen; det er den ultimative deadline for vores 70-procentsmål. Hvis projektet fejler, hvilket meget tyder på, står vi tilbage med en gigantisk regning og et klimamål, der er skudt i sænk af politisk laden-stå-til.
Man må spørge sig selv, hvorfor ingen råber vagt i gevær inde på Slotsholmen. Har klimasagen gjort os blinde for rationel tankegang og simpel ingeniørmæssig fornuft? Vi har brug for en plan, der bygger på virkelighed frem for visioner.
Hvis vi fortsætter med at ignorere de tekniske advarselslamper, ender vi ikke som et grønt foregangsland, men som en nation, der byggede sit håb på varm luft og uindfriede løfter. Vi skylder vælgerne og klimaet at tale sandt: Denne plan er ikke en løsning – det er et sats på nationens vegne.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

