4. maj-tale
81-året for Danmarks befrielse. Det er lang tid, og generationer er kommet til siden.
Da min farfar kom hjem i slutningen af maj 1945 efter at være befriet af Den Røde Hær fra koncentrationslejren Stutthof, var det med ar på krop og sjæl – men også med håbet om, at noget bedre ville vokse ud af krig og ødelæggelse.
Men denne drøm kunne ikke møde virkeligheden.
Under besættelsen lød slagordet: Når uret bliver ret, bliver modstand en pligt.
Oprettelsen af FN og skabelsen af konventioner, der skulle sætte rammen for fredelig sameksistens, var måske et naivt håb, men det var første gang, alverdens nationer forsøgte at definere det, vi i dag kalder sociale, politiske og økonomiske menneskerettigheder. Men disse nye rammer gjaldt ikke alle.
Samtidig rejste millioner af mennesker sig mod de europæiske kolonimagters overherredømme. Kampen for frihed til selv at bestemme sin fremtid voksede. Et opgør med en ulige verden var begyndt.
De blodige befrielseskrige udviklede sig, fordi kolonimagterne ikke ville afgive magten til de mennesker, der boede i deres kolonier. De smukke konventioner og internationale domstole, hjalp ikke det store.
Det betød tilsyneladende ikke meget, at millioner af mennesker blev dræbt. Vores magthavere ville ikke stoppe plyndringen af kolonierne – og de var klar til at ofre millioner af menneskeliv i dette forsvar. Jeg synes, at vi ser den samme parathed i dag.
Så håbet om en bedre verden holdt ikke. Flere af de nye præsidenter og ledere, der kom ud af de afrikanske befrielseskampe, fik korte liv. De europæiske lande ville ikke give slip på deres magt – og ikke mindst deres adgang til billige ressourcer og arbejdskraft.
Det postkoloniale Afrika blev pålagt strukturer, der betyder, at vi i Europa i dag dræner det afrikanske kontinent for ressourcer i endnu højere grad end under kolonitiden.
Global ulighed er resultatet af politik, der siden kolonitiden har tilgodeset de tidligere kolonimagter.
Her i Danmark kan vi godt lide tanken om, at vi har det moralske overtag, og at det er mennesker som Trump og hans rige venner, der ønsker at gøre op med rettigheder. Men det er en påstand, der ikke holder til et virkelighedstjek.
Den danske regering retter ikke ind, når de bryder konventioner, de følger ikke domme fra internationale domstole. Vores regering støtter åbenlyst folkemordet i Gaza. Vi forsyner apartheid-Israel med våben, og der er ingen reel modstand mod det folkemord, der udfolder sig i realtid.
På samme måde som vi brugte 40 år på at indføre sanktioner mod apartheid-Sydafrika. Vores regering underminerer det saharawiske folks ret til selvbestemmelse og ignorerer 50 års marokkansk besættelse af Vestsahara. Utallige er de krige, som Danmark har deltaget i, som selvfølgelig altid er i “en højere sags tjeneste”.
Danske regeringer og politikere bruger ofte mere tid på at undergrave internationale konventioner end på at beskytte dem.
Det er, som om vi mener, at vi er berettiget til et bedre liv end andre. En løgn, der er behagelig at varme sig ved, fordi den fritager os for det kollektive ansvar, når vores liv medfører sult og fattigdom andre steder i verden.
Global ulighed er resultatet af politik, der siden kolonitiden har tilgodeset de tidligere kolonimagter.
Den globale elite er klar til at gå i krig for at bevare sine privilegier. Man er klar til at underminere de rettigheder, som man engang påstod var hugget i granit.
Man har ingen problemer med at koncentrere ejerskabet til medierne på få hænder og kalde det mediefrihed.
Man har ingen større problemer med at kriminalisere solidaritet med det palæstinensiske folks frihedskamp.
Man har ingen problemer med at være allieret med forbrydere i Israel.
Man har ikke noget problem med at underminere konventioner.
Man har ikke noget problem med at sende mennesker tilbage til den visse død.
Man har ingen problemer med at lade fascister marchere i europæiske hovedstæder.
Man har ingen problemer med at lade andre betale en høj pris for den klimakrise, man selv har skabt.
Styrk den internationale solidaritet – krig er ikke en løsning på noget problem, bare en eskalering!
Der er ikke en krise i denne verden, som vores regeringer ikke kan vende til deres fordel. Krig betyder arbejdspladser. Klimakrisen betyder arbejdspladser. Hungersnød betyder arbejdspladser.
Med andre ord: Rettigheder og konventioner er kun vigtige, hvis det er os, der tjener på dem. Vores nation er blevet forledt til at tro, at etik og moral er det samme som kræmmermentalitet.
Den højt besungne regelbaserede verdensorden er en illusion. Global ulighed er ikke en naturkraft, men skabt af mennesker med det formål at opretholde en ulige verden, som de kan profitere på.
Under besættelsen lød slagordet: Når uret bliver ret, bliver modstand en pligt.
Når andres menneskerettigheder undermineres, er det også et angreb på vores egne.
Det er på tide, at vi øger modstanden mod en elite, der kun tænker på sig selv – og som har gjort vores rettigheder til et politisk skuespil for galleriet.
Styrk den internationale solidaritet – krig er ikke en løsning på noget problem, bare en eskalering!
Vi taber og bliver færre og færre. Vi har brug for samling på tværs af freds-, solidaritets-, antiimperialistiske og faglige kampe. Vi har brug for at finde fælles strategier og fælles aktioner, hvis vi skal yde modstand.
For det er ikke nok at protestere, for vi bliver ikke hørt. Så næste skridt er at yde modstand, vise, hvor råddent systemet er, og hvor medskyldige vores eliter er i død og ødelæggelse af menneskers liv.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
