Mange har omtalt og kaldt den tid, vi lever i, for “rovdyrenes tidsalder”. Og når man åbner for mediestrømmen af død og ulykke, ser udbombede kvarterer i Teheran og Kyiv eller fuldstændig smadrede områder i Gaza-striben, og når man hører på forklaringer om nødvendigheden af disse forbrydelser fra de skyldige, og når man hører på resten af verdens ledere og deres kujonagtige reaktioner herunder vores egne, ja så er man tilbøjelig til at være enig i, at vi lever i rovdyrenes tidsalder, med alt hvad der følger.
Når man sætter dette sammen med et citat fra Karl Marx, hvor han lidt legende med ordene siger, at de herskende tanker i et samfund er de herskendes ideer og ønsker, ja så bliver man lidt bekymret, lad os bare sige bange.
Mange vælger at lukke ned for denne tsunami af død og ulykke, lukker ned for psykopatiske præsidenter og for en mediestrøm, der er kontrolleret af big money, og hvor sandheden eller bare nuancer og fordybelse er ofret.
Fagbevægelsen står for mig at se ved en skillevej. Man kan ikke både være med til at styrke det militærindustrielle kompleks og være repræsentant for de ansatte på arbejdsmarkedet.
I dette forurenede og hajfyldte farvand trives vores politikere ganske fortræffeligt. Situationen kalder jo på alvor, sammenhold og nødvendigheden af stærke beslutsomme ledere, som med frygten som våben kalder os til at tro på, at krig og oprustning er svaret. Den tidligere SVM-regering, denne “mærkelige regering”, som Mette Fredriksen selv kaldte den, blev netop skabt på dette grundlag, og mon ikke vi får en ny version 2,0 – bare med nye aktører?
Disse rovdyr og deres herskeres ideer trænger desværre, ofte ubevidst, ind i alle vores tanker og handlinger og på alle samfundets platforme. En af de store platforme er vores arbejdsmarked.
Vi har i dag et arbejdsmarked, som med sin store produktivitet og effektivitet skaber store værdier, men man har glemt at passe tilstrækkeligt på dem, der skaber værdierne. Ifølge den nyeste Sundhedsprofil fra marts 2026 presses 22.000 årligt for tidligt ud af arbejdsmarkedet, alene på grund af fysiske årsager, smerter og ondt i kroppen.
Det er 38 personer hver dag, der må stoppe med at arbejde, svarende til en by som Sønderborgs befolkning. Og der er en kæmpe ulighed i dette, mennesker med den korteste uddannelse har tre gange så stor risiko, og dér, hvor uligheden også er tydelig og nok størst, er, hvis vi ser på, hvorfor mange i de grupper ikke søger den hjælp, de har brug for, hvilket skyldes, at de ikke har råd til den egenbetaling, der i dag er gældende for at få hjælp fra for eksempel fysio- og ergoterapi.
De store værdier, der er skabt på arbejdsmarkedet, er ikke gået til udbygning og forbedring af vores velfærd, tværtimod, så er de havnet i aktionærernes lommer, hvilket er et pseudoudtryk for at have gjort Danmark rigere.
De omtalte tal drejede sig kun om den fysiske nedslidning. Alene stressrelaterede sygdomme anslås til at koste samfundet 40-50 milliarder. Fra vores egen underviser-/lærerverden er det den psykiske belastning i form af højt arbejdspres og manglende tid til at skabe en ordentlig undervisning, som rammer dybt, og som kommer til udtryk i et stigende sygefravær, stigende tilkendelser af invalidepension eller ligefrem et farvel og tak til skolen. Cirka 40 procent af alle læreruddannede arbejder ikke i folkeskolen, som må leve med, at over 20 procent af lærerne ikke længere er læreruddannet.
Folkeskolen er på alle parametre en udsultet velfærdsinstitution, nok kun overgået af psykiatrien, men det er jo en sølle trøst.
Når de mange lærere frivilligt forlader folkeskolen, har man blandt andet i bladet Folkeskolen kunnet læse om deres overvejelser. To ting er slående, dels – og det er nyt, at flere og flere finder et andet job, selv om lønnen er væsentligt mindre, og det andet er velbeskrevne begrundelser for at skippe skolen, og her vil jeg give ordet til Anne Lünell, som efter 26 år som lærer i Tikøb har besluttet sig for at sige farvel.
Hun bliver i den anledning spurgt om, “hvad skulle være anderledes, for at du kunne vende tilbage?” Anne svarer:
“Vi skal have færre undervisningstimer og mere forberedelse, og så skal vi have nogle rammer, der gør, at børnene kan holde ud at være der”.
Så kort, så skarpt, så præcist kan det siges. Og det går igen og igen fra de mange lærere, som jeg har hørt forlade skolen.
Anne nævner også lærerlockouten og bliver “straks rasende”, når hun tænker tilbage. Dette burde jo i det mindste skabe lidt refleksion hos arbejdsgiverne i KL og blandt de partier, som var fadder til lockouten, hvor nu tre af partierne, S; SF og De Radikale, nok kommer til at danne en “ny mærkelig regering”. Men i disse tider skal vi jo nok se fremad, vil svaret nok være.
Om fagbevægelsen og lockouten og om særligt DLF og vores eget forbundet ageren i tiden derefter og særlig omkring aftalen om “en ny og særlig og anderledes” arbejdstidsaftale i 2020 vil jeg bare sige følgende:
Hvis vi skal hoppe på tankegangen om at se fremad, så vil min kommentar og sparsomme råd være: Nu bliver I nødt til at rejse kravet om en ny arbejdstidsaftale, med alt hvad det indebærer af vanskeligheder og modstand. Lyt til den gode Anne: Færre undervisningstimer, mere forberedelse og bedre rammer så børnene kan holde ud at være der!
Et andet og presserende spørgsmål, som tårner sig op for hele fagbevægelsen, er vores pensionsalder. Det er det såkaldte “velfærdsforlig” helt tilbage fra 2006, som bestemmer, hvornår vi kan forlade arbejdsmarkedet med en offentlig pension. Forliget bliver kaldt for en kronjuvel i dansk økonomi, fordi den sikrer, at arbejdskraften bliver på arbejdsmarkedet, i takt med at vi lever længere. Den aktuelle pensionsalder er 70 år gældende fra 2030.
Som man netop har kunnet konstatere omkring forhandlingerne om en ny regering, så er det helligbrøde bare at tænke på at justere denne mekanisme i aftalen. Der er imidlertid to fundamentale problemer med dette forlig: Forligets indbyggede mekanisme som det første, og som det andet at velfærdsforliget i dag kan betegnes som et politisk løftebrud over alle løftebrud. Dette kræver en forklaring.
Det første er ganske enkelt. Hvis vi forestiller os, at forliget bare står uændret de næste 60 år, så vil vi være i den situation, at mine børnebørn, for eksempel dem der er født i 2020, vil få den samme andel af voksenlivet på pension, som dem der var født i 1900. Det er selvfølgelig fuldstændigt uholdbart, og som ingen vil finde sig i.
Det andet problem er, hvad politikerne lovede befolkningen, da man vedtog velfærdsforliget. Forliget opremser selv tre elementer som bærende for forliget, og som alle i dag må betegnes som være borte med blæsten.
De tre elementer var: For det første at den styrkelse af de offentlige finanser, som aftalen ville medføre, skulle “reserveres til at sikre finansiering af velfærdssamfundet i fremtiden”, som det lyder i aftalepapiret. Derudover at efterlønsperioden ifølge aftalen fortsat skulle være fem år. Og endelig som der står beskrevet i forliget, at der skulle oprettes en forebyggelsesfond på tre milliarder kroner “til at forebygge og forhindre fysisk og psykisk nedslidning”.
Om styrkelsen af de offentlige finanser: Det fremgår af velfærdsforliget, at de ekstra velfærdsmidler som følge af aftalen “skal bruges til at finansiere merudgifter til blandt andet pleje og sundhed, når der kommer flere ældre, og til en styrket indsats mod nedslidning på arbejdsmarkedet”.
Men det modsatte er sket. Ifølge 3F er velfærden underfinansieret med mere end 50 milliarder kroner siden 2006. Det må betegnes som et brud med intentionen i velfærdsaftalen.
I forhold til efterløn fremgår det af velfærdsforliget, at efterlønsalderen skal stige i takt med pensionsalderen, så den “dermed fortsat er på fem år”.
Men også det løfte har politikerne forbrudt sig mod. Muligheden for fem års efterløn bortfaldt med den daværende VK-regerings tilbagetrækningsreform i 2011, som blandt andet indebar en gradvis forkortelse af efterlønsperioden. De fem år blev her til tre år.
Og så var der forebyggelsesfonden: Det fremgår af aftaleteksten fra 2006, at fonden skal yde støtte til “arbejdspladsrelaterede projekter på offentlige og private virksomheder og institutioner samt initiativer, der styrker genoptræningen og rehabiliteringen af syge mennesker og mennesker med handicap”.
Det understreges desuden, at en forbedret indsats for at forebygge nedslidning og styrke arbejdsmiljøet er en forudsætning for at “styrke grundlaget for senere tilbagetrækning”.
Fonden blev nedlagt af VLAK-regeringen i 2017.
Så vi står i dag med et forlig fra 2006, et 20 år gammelt forlig, hvor forudsætningerne ikke længere holder. Men indrømmet, det er med til at gøre Danmark rigere, forstået som de rige rigere.
Fagbevægelsen skylder ikke nogen noget her på dette spørgsmål. Det er fagbevægelsens medlemmer, særligt de ufaglærte og dem med det fysiske hårde arbejde, som har betalt og nu betaler prisen.
Men rovdyrene bliver så rigeligt fodret.
Socialdemokratiet har netop i de aktuelle forhandlinger om en ny regering genbekræftet, at de står inde for velfærdsreformen, men retfærdigvis skal det dog nævnes, at de tidligere har luftet tanken om at ændre i hastigheden i mekanismen i pensionssystemet. Vi har fortsat til gode at høre fra fagtoppen, men med deres tætte bånd til Socialdemokratiet skal vi nok forvente, at man ligger lavt på dette spørgsmål, en ageren som for mig at se ikke er holdbar i længden.
Et sidste – og nok et meget ømtålelige emne – er spørgsmålet om krig og fred. Mere præcist nok oprustning i Danmark og fagbevægelsens rolle.
2026 bliver det år, hvor der bliver brugt flest penge på krudt og kugler. Våbenindustrien kan ikke få armene ned og har seriøse problemer med at levere alt det isenkram, som der bliver bestilt. EU er her i top, og vores eget lille land er såmænd på førstepladsen, regnet per indbygger.
Historisk set har arbejderbevægelsen og fagbevægelsen været fortaler for fred og nedrustning, men i de sidste årtier har fagbevægelsen kørt disse paroler, plakater og faner på museum. Nu er det nye tider. På facaden hos Dansk Metal bliver man mødt med en storskærm med teksten: “Kampvogne og kanoner må vi købe i udlandet, men krigsskibe skal vi selv bygge”.
I ATP, som alle på arbejdsmarkedet er med til at betale til, udbetaler man milliarder i pension, til stor glæde i øvrigt, som pensionist modtager jeg gerne de små 1000 kroner om måneden, som jeg har optjent, men samtidig kan jeg forstå, at ATP, hvor toppen af dansk fagbevægelse er med i ledelsen, samtidig investerer et milliardbeløb i dansk våbenindustri, mere præcist i Terma, som blandt andet producerer våbendele til F-35-kampfly, som har været med til at jævne Gaza med jorden.
Med fortællingen om “sikkerhed” og fjenden, der står lige uden foran vores dør, retfærdiggøres en overførsel af ressourcer fra velfærd og offentlige tjenester til våben, hvor vores fagbevægelse desværre er blevet en aktiv spiller i den udvikling.
Tror man virkelig, at man kan tæmme disse rovdyr ved at indgå i dette samarbejde?
Fagbevægelsen står for mig at se ved en skillevej. Man kan ikke både være med til at styrke det militærindustrielle kompleks og være repræsentant for de ansatte på arbejdsmarkedet.
Som Pete Seeger synger: Which Side Are You On?
Men hvad synes du?
Rigtig god kampdag – god 1. maj!
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

